Forskere: 50 års klimaforudsigelser var korrekte

De fleste klimamodeller har forudsagt temperaturstigningerne nøjagtigt, viser opgørelse.

Jordens klima er uhyre komplekst. Men klimaforskerne har de seneste 50 år haft godt styr på den del, der står bag hovedparten af den globale opvarmning: Menneskelig udledning af drivhusgasser.

I modsætningen til hvad mange kritikere siger, har klimaforskerne faktisk været rigtigt gode til at forudsige fremtidens temperaturstigninger.

Det viser et forskningsprojekt, der har sammenlignet forudsigelser baseret på klimamodeller siden 1970 - og 14 ud af 17 store klimamodeller rammer stort set plet.

Det giver større tillid til forskernes nuværende redskaber til at forudsige fremtidens klima - hvilket godt kan vække bekymring, da de lige nu forudsiger en gennemsnitlig temperaturstigning globalt på over 3 grader inden år 2100.

Undersøgelsen er foretaget af forskere fra University of California, Berkeley, MIT og NASA, der har gennemgået 17 klimamodeller, der er blevet publiceret de seneste fem årtier og sammenlignet dem med virkelighedens temperaturer.

- Af de 17 klimamodeller var de 14 ret nøjagtige i deres forudsigelser af den gennemsnitlige globale temperatur i årene efter udgivelsen, siger hovedforfatter Zeke Hausfather fra Berkeley.

- Den virkelige historie her er, at den opvarmning, vi har oplevet, er ret præcist den, som klimamodeller for mere end 30 år siden forudsagde. Og det giver os mere tillid til, at de modeller, vi har i dag, også rammer stort set rigtigt.

Har undersøgt, hvor gode modellerne er

Forskerne har set på modeller fra 1970, op gennem 1980'erne og inkluderer de seneste IPCC-rapporter.

De har undersøgt, både hvor godt modellerne har forudsagt fremtidige temperaturer, og hvor gode de var til at matche sammenhængen mellem opvarmningen og niveauet af drivhusgasser efter udgivelsen.

Det sidstnævnte er vigtigt, fordi klimamodellerne ikke kender fremtidige udledninger, som drives af menneskelig adfærd og ikke af atmosfærisk fysik.

Ifølge Martin Stendel, klimaforsker ved DMI, der har kigget på opgørelsen, er budskabet i undersøgelsen klart:

- Vi var allerede i 1970'erne i stand til at forudsige fremtidige temperaturændringer - hvis man tager højde for forskelle i koncentrationen af drivhusgasser i de forskellige scenarier, siger han.

Tidligere brugte man mere simple modeller

Ifølge Martin Stendel er det vigtigt at forstå, at de klimamodeller, forskerne bruger, er blevet bedre med tiden.

Tidligere - før 1988 - brugte forskerne stort set kun såkaldte energibalancemodeller, der udelukende kigger på indstråling og udstråling fra Jorden - altså hvor meget energi Solen tilfører Jorden, og hvor meget der forlader den igen.

- De er meget simple. Man kan i princippet lave en energibalancemodel på 30 minutter, der alligevel stort set passer med observationerne, siger han.

- Men den slags modeller kan ikke behandle dynamikken i atmosfæren og oceanerne - altså alle nuancerne.

- Til det formål bruger vi det, som vi i dag kalder klimamodeller. Disse modeller tager sig af både strålingen, dynamikken og de forskellige dele af klimasystemet som for eksempel iskapper og det dybe ocean.

Grunden til, at de gamle modeller stadig holder, er, at strålingsbalancen er den vigtigste del til at forstå den globale opvarmnings hovedkomponent - selve den gennemsnitlige globale temperaturstigning.

- Man kan sammenligne de forskellige typer modeller, idet man betragter klimasensitiviteten. Dette afgørende tal beskriver, hvor meget varmere det bliver ved for eksempel en fordobling af CO2-koncentrationen, siger Martin Stendel.

Fysikken bag modellerne var på plads

Det viser sig, at klimasensitiviteten i modellerne helt tilbage til 1970'erne stort set er i overensstemmelse med størrelsen af klimasensitiviteten fra observationer, nemlig mellem 2 til 3°C for en fordobling af CO2.

- Det er bemærkelsesværdigt og viser os, at fysikken var på plads allerede i 1970'erne, siger Martin Stendel.

- Og det viser, at vi kan stole på de moderne klimamodeller og deres geografiske detaljer, og på at de viser tingene korrekt på det rigtige fysiske grundlag.

Ikonisk klimamodel ramte over målet

De fleste af modellerne ramte altså plet. Men tre af dem var lidt ved siden af. Og én af de tre, en ret ikonisk klimamodel, ramte noget over målet.

Det var den berømte klimaforsker fra NASA James Hansens model, der blev udgivet i 1988.

Den forudsagde temperaturstigninger, der lå 50 procent højere end de faktiske temperaturer.

Ifølge Zeke Hausfather fra Berkeley skyldes det blandt andet, at han ikke tog højde for Montreal protokollens resultat. En aftale, der forbød CFC-gasser, som er potente drivhusgasser.

Ironisk nok var James Hansen selv en del af arbejdet omkring Montreal-protokollen - men vidste nok ikke ved udgivelsen, om den ville blive vedtaget.

Derudover overvurderede James Hansen, hvor meget metan (en potent drivhusgas, red.) der ville blive lukket ud i atmosfæren - noget, som er meget svært at forudsige - fordi det er en konsekvens af menneskelig adfærd.

- Men hvis man tager højde for det og ser på forholdet mellem temperaturen og drivhusgasserne, rammer han faktisk også plet, siger Zeke Hausfather.

- Så fysikken i modellen var rigtig. Forholdet mellem CO2'en i atmosfæren og hvor meget varme, det betød, var korrekt. Han ramte bare ved siden af i forhold til mængden af udledninger.

Forskningen er udgivet i denne uge i tidsskriftet Geophysical Research Letters.