Forskere besøger usædvanlig vulkanø: Her er billederne

Ny ø i Stillehavet fylder fire år og rummer både blomster og fugle.

Forskerne regner med, at øen, der har fået det uofficielle navn Hunga Tonga-Hunga Ha’apa, forsvinder igen indenfor 30 år. (© Sea Education Association)

For fire år siden gik en vulkan i udbrud i øriget Tonga i Stillehavet. Udbruddet skabte en lille ø mellem to allerede eksisterende øer.

Nu har forskere for første gang besøgt den nye ø, der har det uofficielle navn Hunga Tonga-Hunga Ha’apa.

Det viser sig, at øen byder på lyserøde blomster, sodfarvede terner og endda huser den karakteristiske slørugle.

Forskerne har stillet kikkerten skarpt ind på øen. Blandt andet fordi den smuldrer langsommere end forventet.

Ifølge NASA er øen én blandt få vulkanøer, som er opstået inden for de seneste 150 år, der har overlevet længere end nogle måneder.

Og den lange levetid gør øen interessant for forskerne, fordi det kan give et indblik i, hvordan dyr og planter koloniserer en ny ø.

- Sådan en ø er et afgrænset lille økosystem i sig selv. Så man kan sige, at det er en slags lille model for de større komplekse økosystemer, vi ser på kontinenterne, siger Michael Borregaard, der forsker i øer og er adjunkt ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

Det er meget forskelligt, hvordan dyre- og plantelivet når ud til isolerede øer som Hunga Tonga-Hunga Ha’apa, forklarer Michael Borregaard:

- Den her ø i Tonga hænger stort set sammen med to eksisterende øer. Så arterne på øen er formentlig kommet fra de to andre øer.

- De arter, der er kommet til, er fugle, som jo kan flyve. Og de kan have frø med i maven, som så bliver spredt vidt omkring, når fuglene skider. Og selve fugleklatterne bliver til muld, så de små nye planter kan slå rod og vokse op, fortsætter Michael Borregaard.

  • Baby-øen ligger lige mellem to gamle øer, som den er forbundet med ved en tange af aske. Forskerne har nu opdaget, at der er begyndt at vokse planter. (Foto: Dan Slayback © Nasa)
  • Øens klipper. (Foto: Dan Slayback © Nasa)
  • Mågefuglene terner lever nu på øen. (Foto: Dan Slayback © Nasa)
  • Forskere og studerende undersøger øen. (Foto: Dan Slayback © Nasa)
1 / 4

Forsvinder snart igen

De nye beboere på Hunga Tonga-Hunga Ha'apai bør dog ikke finde sig alt for godt tilrette i deres nye omgivelser. Forskerne forventer nemlig, at øen forsvinder igen i løbet af de næste 30 år.

- Den er ikke dannet af magma fra vulkanudbruddet men af aske, der har foretaget en kemisk reaktion med havvandet. Så den kommer til at forsvinde relativt hurtigt. Men derfor vil der stadig komme arter derud, siger Michael Borregaard.

- Og det giver en mulighed for at se hvilke arter, der indvandrer, og hvilke der uddør først, og hvor hurtigt det sker, fortsætter han.

Det er dog ikke alle forskere, der får lov til at udforske øen. De fleste må nøjes med at kigge på billederne og materialet fra NASA.

- Det er formentlig rimelig svært at få tilladelse til at komme ud og udforske området. For man vil gerne beskytte de områder, der er uberørte, siger Michael Borregaard

NASA har lavet en animation af øens udvikling fra den blev dannet. Den kan du se her:

Facebook
Twitter