Forskere borer hul til mystisk sø under isen på Antarktis

En sø under isen på Antarktis skal gøre forskere klogere på muligt liv på Mars.

(© Nasa)

Mens du pakkede gaver op og mæskede dig i julemad, borede et hold af 50 forskere ned gennem godt en kilometer is for at nå en sø under Antarktis.

Efter at have boret med et specialdesignet varmtvandsbor i tre dage fik forskerne 2. juledag hul igennem til søen.

Søen, der hedder Lake Mercer, er godt dobbelt så stor som Københavns Kommune, og den kan lære os om livet i de mest ekstreme miljøer på jorden – og måske om livet ude i rummet.

(Foto: Pernille Bækholm Sloth)

Nu skal forskerne i gang med at samle prøver fra toppen og bunden af den 10-15 meter dybe sø for at finde ud af, om der lever noget i dybet, og i så fald, hvad.

- Vi ved ikke, hvad vi kommer til at finde, siger John Priscu, biogeokemiker på Montana State og leder af projektet til Nature.

- Det er dét, der gør missionen så sjov.

De ekstreme forhold i Mercer-søen ligner dem, der er under Mars’ iskappe og på både Jupiter og Saturns ismåner.

Derfor håber forskerne på at blive klogere på hvilke slags livsformer, der måske kan eksistere på disse kanter af universet.

Derudover håber de også på, at de ved at undersøge algefossiler på søens bund vil kunne sige noget mere om den gradvise afsmeltning af den vest-antarktiske iskappe.

Tidligere forsøg slog fejl

Officielt er rejsen ind mod Mercer-søen blot det andet succesfulde forsøg på at nå en såkaldt subglacial sø. En sø, der findes under gletsjeroverfladen.

Et hold af russiske forskere prøvede i 2015 at nå ned til den suverænt største af søerne under Antarktis – Lake Vostok – der med sine 15.500 kvadratkilometer er omtrent dobbelt så stor som Sjælland.

(Foto: Pernille Bækholm Sloth)

Forsøget lykkedes, men før de russiske forskere kunne nå at få prøver op fra søen, der ligger i 3.800 meters dybde, steg vandet op i borehullet på grund af trykket og skabte en 25 meter lang isprop.

Det lykkedes dem derfor aldrig at få prøver op fra søen. Men det lykkedes for et andet forskningshold i en anden sø i 2013.

Små dyr nede under isen

Tæt ved Mercer-søen ligger den første subglaciale sø, som forskere i 2013 borede sig vej til og fik prøver op fra: Whillans-søen.

Den ligger ikke helt så dybt under isen som Mercer-søen og er kun halvt så stor, men har ifølge forskerne et overraskende rigt mikrobe-liv.

De forventede, at søen havde været afskåret fra omverdenen i mindst 120.000 år.

Men livet i søen gav forskerne den tanke, at Whillans-søen har været forbundet med det åbne hav så sent som for 5.000-10.000 år siden.

Hvis det hele hænger sådan sammen, betyder det, at der potentielt gemmer sig et endnu rigere, ukendt dyreliv i søerne i det område, hvor også Mercer-søen ligger.

Samme menu på Mars

Finder forskerne komplekse livsformer i Mercer-søen, er næste skridt at finde ud af, hvad de lever af.

Spiser de "ny" organisk føde, altså resterne af det dyreliv, som fandtes da søen sidst var forbundet til havet, eller består deres kost af millioner år gamle, sværtfordøjelige kulstofrester?

Ifølge John Priscu vil svaret på dét spørgsmål kunne bringe os tættere på en forståelse af, om der kan findes liv under den iskolde overflade på Mars, og i så fald hvilken slags liv, det vil være.

- Hvis der er liv på Mars, vil planetens livsformer sandsynligvis leve af den samme form for kulstofrester, som kan findes i søerne under Antarktis, siger han til Nature.