Forskere har fundet en sø på Mars

Forskere har præsenteret fund af en saltvandssø på Mars 1,5 kilometer under isen.

Hvorvidt andre planeter end Jorden er beboet af liv, har været længe været et af forskningens største spørgsmål. (Foto: NASA NASA © Scanpix)

Radarinstrumenter på et rumfartøj har ifølge en række internationale nyhedsbureauer fundet, hvad der tilsyneladende er en sø på Mars. Søen befinder sig under 1,5 kilometer is på planetens sydlige pol.

Ifølge de forskere, der har fremlagt fundet, er det muligt for mikrobiologisk liv at leve i søen, der er af saltvand.

Søen er omkring 20 kilometer i diameter. Det er ifølge Reuters første gang, at forskere har fundet en flydende mængde vand i det omfang.

Hvorvidt andre planeter end Jorden er beboet af liv, har længe været et af forskningens største spørgsmål. Vand regnes som en afgørende forudsætning for liv.

Selv om fundet af flydende vand på Mars ikke vil være et bevis på, at der er liv, betragtes det altså som en vigtig forudsætning for, at det er muligt.

Kan være historisk fund

Cassie Stuurman, der er geofysiker på University of Texas, hvor forskere i 2016 fandt spor af is på Mars, fortæller til nyhedsbureauet AP, at fundet kan være historisk.

- Hvis disse forskere har fundet det, de siger, er det første gang, vi har fundet bevis for en større masse vand på Mars, siger hun til AP.

Fundet er blevet offentliggjort i det videnskabelige magasin Science onsdag.

Der står ikke, hvor dyb saltvandssøen antages at være.

Italienske forskere har brugt tre år på at samle radarsignaler, der er blevet indhentet af Det Europæiske Rumprograms rumfartøj Mars Express.

Herefter er resultaterne blevet gennemgået i to år for at sikre, at de har fundet vand i flydende form og ikke is eller anden lignende substans.

Mars er en meget kold planet, men vandet har muligvis undgået at fryse på grund af de opløste salte i vandet, forklarer en geolog til AP.

Roberto Orosei, der er hovedforfatter på artiklen i Science, mener, at søen vil være et oplagt sted at indlede jagten på liv på Mars.

/ritzau/

Facebook
Twitter