Forskere opdager verdens ældste hulemaleri af en vildokse

Det ældst kendte hulemaleri, der ikke er abstrakt, er cirka 40.000 år gammelt. Det giver et billede af fortidens liv, siger forsker.

Hulemaleriet her forestiller dyr. Det er nogle bestemte typer vildokser, mener forskere. (© Luc-Henri Fage)

Oldgamle malerier med vilde dyr og menneskehåndtryk i forskellige stilarter.

Det er, hvad forskere fra blandt andet Griffith University i Australien har fundet i en grotte på øen Borneo i Indonesien.

Forskerne har dateret malerierne, og et af dem er over 40.000 år gammelt. Den kan endda være op til 52.000 år gammelt, vurderer de.

Det særlige maleri er et såkaldt figurativt maleri. Det vil sige, at det ikke er abstrakt, men forestiller en form for figur. I dette tilfælde er der sandsynligvis tale om en bestemt type vildokse.

- Det er nu det ældst kendte figurative kunstværk, siger arkæologi Adhi Agus Oktaviana i en pressemeddelelse. Han er en af forskerne bag undersøgelsen.

Maleriet er, ifølge forskerne, cirka 4.500 år ældre end tidligere opdagede hulemalerier af dyr på øer i Indonesien.

De mange hulemalerier giver et indblik i menneskenes liv dengang, siger Felix Riede, der er professor på afdeling for arkæologi og kulturarvsstudier ved Aarhus Universitet.

- Det giver et billede af det spirituelle og religiøse liv, selvom vi selvfølgelig ikke rigtig kan afkode, hvad motiverne betyder. Men vi kan se, at de dengang havde et levende liv med kunst, som vi i dag godt kan forholde os til, siger han og fortsætter:

- Og så får vi jo en idé om, hvordan de har kommunikeret dengang. Er der tale om simple historier eller komplekse symbolverdener afbildet i malerierne?

Asien eller Europa?

Ifølge Felix Riede er det vigtigt at fremhæve, at der er tale om verdens ældste figurative hulemaleri og ikke kun hulemaleri:

- Vi har opdaget ældre hulemalerier af neandertalere. De er bare ikke figurative. På samme måde har vi også opdaget skildringer af dyr blandt andet i Europa. Det har bare ikke været hulemalerier, men skulpturer, siger Felix Riede.

I lang tid har forskere anset Europa som fødested for kunst og moderne mennesker. Det skyldes tidligere fund af figurative hulemalerier.

I Chauvetgrotten i Ardèche i det sydlige Frankrig er væggene for eksempel dekoreret med heste og næsehorn. Og undersøgelser har vist, at de er mindst 30.000 år gamle.

- Men det er for længst passeret nu. Vi ved nu, at den tidligste kunst opstod i Afrika. Og herefter udvandrede menneskerne både til Asien og Europa, siger Felix Riede.

- Og det kan netop være, at de her udvandringsprocesser og møder med andre folkefærd har gjort, at man har lavet de her hulemalerier for at markere et territorium, fortsætter Felix Riede.

Oldgamle kunstværker af håndaftryk fundet i en grotte i Borneo. Der er to forskellige slags oven i hinanden med mindst 20.000 år i mellem, mener forskere. (© Kinez Riz)

Forsker er i tvivl om alderen

Ifølge forskerne bag undersøgelsen kan der være usikkerhed med analysen af malerierne. De ældste ligger nemlig oven i andre kunstværker af hænder.

Professor i palæolitisk arkæologi på Durham University i England, Paul Paul Pettitt, er derfor skeptisk over for undersøgelsen. Det skriver the Guardian.

- Jeg byder den imponerende opdagelse velkommen. Men jeg er forbeholden overfor dateringen. Det er trist, men det her arbejde siger mere om akademisk konkurrence og jagten på tidligere datoer, end det siger noget om fremkomsten af kunst, siger han til det udenlandske medie.

Hvem der har malet billederne i grotten i Borneo er stadig en gåde, understreger forskerne bag undersøgelsen.

Facebook
Twitter