Gletsjere i Nordgrønland skrumper hastigt ind: 'Vi har aldrig før set isen smelte med en sådan fart'

I Nordgrønland stiger temperaturerne på grund af klimaforandringer langt hurtigere end på resten af kloden.

Equutissaatsut Sermiat Gletsjer i det nordvestlige Grønland er en af de gletsjere, der smelter med alarmerende hast. (Foto: © William Colgan, GEUS)

Isen i Grønland smelter på grund af de hastigt stigende temperaturer, som klimaforandringerne fører med sig i Arktis.

Det er der som sådan ikke noget nyt i.

Men ny forskning viser, at klodens nordligste gletsjere nu smelter med rekordfart.

Fra 2018 til 2021 er der i gennemsnit smeltet 42,3 gigaton is fra gletsjerne om året.

I perioden fra 2003 til 2009 smeltede "bare" 27,2 gigaton om året. Det er altså en stigning på næsten 55 procent på bare et årti.

For at sætte det lidt i perspektiv, kan man sige, at et enkelt gigaton er rigeligt til at dække hele Danmarks vandforbrug i et år.

- I de cirka 40 år, hvor vi har haft observationer om gletsjerne, har vi ikke set, at isen er smeltet med sådan en fart før, siger Abbas Khan, der er professor på DTU Space og hovedforfatter på det nye studie.

Havene stiger

Det er "små" gletsjere og iskapper i det nordlige Grønland, som forskerne har undersøgt med satellitmålinger.

De er ikke en del af indlandsisen men alt det, der ligger udenom indlandsisen.

- Ofte har man ikke studeret eller lagt mærke til det bidrag til afsmeltningen, der kommer fra små gletsjere. Men vi har fundet ud af, at de i den grad bidrager til afsmeltningen af Grønlands is, siger Abbas Khan.

De små gletsjere udgør kun omkring fire procent af Grønlands isdækkede områder.

- Men de bidrager med hele 11 procent af den samlede afsmeltede is i Grønland. Så der er et temmeligt stort massetab fra de her områder, siger Abbas Khan.

- Det bidrager alt sammen til, at vi vil opleve havstigninger. Også i Danmark.

Større ændringer mod nord

Forskerne har fulgt de små gletsjere i Nordgrønland de seneste over 20 år.

Det har de gjort, fordi temperaturstigningerne på grund af klimaforandringer ikke er ens over hele kloden.

Jo længere nord, man kommer, desto større er temperaturændringerne.

- I det nordligste Grønland er temperaturen om sommeren steget med cirka to grader de seneste 30 år. Det er væsentligt mere end i det sydlige Grønland, hvor temperaturen er steget med cirka én grad, siger Abbas Khan.

Det er alt sammen en del af den globale opvarmning.

Den nye forskning understreger, at når vi taler om temperaturstigninger på kloden, vil det i hårdere grad ramme Arktis, hvor isen smelter hurtigere.

- En gennemsnitlig global temperaturstigning på en til to grader vil i det nordlige Grønland kunne give en stigning på syv til otte grader. Det vil have en meget stor effekt på isen, siger Abbas Khan.

- Det betyder, at Grønland bliver grønnere. Vi ser allerede nu, at store isdækkede områder forsvinder og mere land dukker op.