For godt til at være sandt? Grøn søgemaskine planter træer for stort set hele deres overskud

Ikke blot er søgemaskinen Ecosia CO2-neutral, den hiver endda CO2 ud af atmosfæren, påstår firmaet bag.

Lokal kvinde planter træer i Madagaskar. Det er et af de 22 projekter rundt omkring på kloden, som den grønne søgemaskine Ecosia støtter med deres overskud. (© Eden Reforestation Projects)

Du tænker måske ikke lige over det.

Men hver gang du “googler” noget, forbruger du ikke blot den strøm, der tikker igennem din egen elmåler. Du sætter også et eller flere af Googles store datacentre i arbejde - og de er nogle grådige strømslugere.

Lige nu bygger Google på et datacenter lidt uden for Fredericia, og når det står færdigt, regner Klimarådet med, at det kommer til at bruge hele fire procent af Danmarks samlede elforbrug.

Men måske kan du søge på nettet, uden det sviner så meget.

Den tyske søgemaskine Ecosia planter nemlig træer for det overskud, de tjener på at vise reklamer for deres brugere.

Indtil videre har de plantet 56 millioner træer - og træerne hjælper med at trække CO2 ud af luften. Det kompenserer for alt den strøm, som søgemaskiner og internettet mere generelt bruger.

For meget af den strøm kommer stadig fra kul og gas.

God samvittighed, dårligere søgeresultater

Men der må da være en hage ved at bruge Ecosia, tænker du nok. Intet kan da være så godt?

Og ja, der er en ulempe ved at bruge søgemaskinen. Det siger Vivian Kvist Johannsen, seniorforsker på Institut for Skov, natur og biomasse på Københavns Universitet.

- Søge-funktionaliteten gør, at jeg skal lave flere søgninger, før jeg finder det, jeg skal bruge. Og det er jo ikke så godt, hvis jeg ender med at skulle bruge tre søgninger på Ecosia, hvis jeg kan finde det første gang på en anden søgemaskine, siger hun.

Måske ender du altså med at bruge mere strøm, når du bruger Ecosia.

Seniorforskeren understreger dog, at det er rigtig mange træer, Ecosia har plantet - og det gør faktisk en reel forskel, også selvom vi må søge et par ekstra gange.

- De 56 millioner træer, de har plantet, fylder sådan rundt regnet 19.000 hektar i danske standarder. En hektar kan i gennemsnit binde 10 tons CO2 pr. hektar pr. år. Så det bliver til rigtig meget CO2, vi får trukket ud af luften, siger hun.

Mange der planter træer, aner ikke hvad de laver

Èn ting er hvor mange træer, der bliver plantet. Noget andet er hvor mange af træerne, der rent faktisk bliver stående.

Ifølge Lars Graudal, seniorrådgiver i tropiske træer på Institut for Skov, natur og biomasse på KU og som tager ud på genplantningsprojekter og rådgiver de lokale, er der mange projekter, hvor træerne simpelthen ikke overlever.

- I træplantnings-kampagner i det hele taget er det et problem, at man ofte ikke ved, hvad man gør. Starter man op med planter, der ikke passer til jorden eller dårligt plantemateriale, så overlever mange af træerne simpelthen ikke. Man kan godt stille sig op og sige, man har plantet millioner af træer, men det nytter ikke noget, hvis træerne dør, siger han.

Derfor kan det være vigtigt at vælge nogle certificerede projekter med fagfolk, der har forstand på plantevalg, for det viser, at de lokale ved, hvad de laver, forklarer han.

Ecosia støtter ingen certificerede projekter

Men Ecosia, der gør meget ud af være transparente og lægger både regnskaber og donationer til projekterne ud på deres hjemmeside, støtter ingen projekter, der har fået de vigtige certifikater.

Ifølge Torben Chrintz, der er videnskabelig rådgiver i klima, energi og fødevarer hos den grønne tænketank Concito, er det især de to certifikater VCS eller Gold Standard, man skal kigge efter.

- Hvis projekterne har de her certifikater, kan du være sikker på, at det virker. Folkene bag undersøger nemlig hele tiden, om projekterne lever op til de strenge krav, siger han.

Men ingen af Ecosias projekter har hverken VCS, Gold Standard, FSC eller PESC-certifikaterne. Det viser en søgning i deres databaser.

Ifølge Ecosia selv skyldes det, at certifikaterne ikke er relevante for deres arbejde.

- De 56 millioner træer, som Ecosia har plantet, har vi ikke plantet for at kompensere for vores søgemaskines CO2-udslip. Vores servere kører allerede på 100 procent grøn energi fra vores egne solkraftværker, siger Hannah Wickes, der er marketingchef i Ecosia og fortsætter:

- Og de certifikater, du nævner, mener vi ikke er relevante for os. VCS og Gold Stardard er lavet til virksomheder, der forsøger at reducere deres CO2-udledning. Og FSC og PEFC er mere for dem, der vil sælge træ. Vi regner med at beholde træerne i jorden.

Mere fleksibel uden certifikater

Ecosia mener desuden, at de er mere fleksible, når de ikke er afhængige af de tunge certifikater, som kræver en helt masse dokumentation.

Og, som marketingchefen siger, så har de folk, der har arbejdet for de her certificeringsvirksomheder tidligere.

- Vores træplantningschef, Peter, arbejdede fire år for Gold Standard, før han kom over til os, så han kender alt til deres krav. Og uden certifikaterne kan vi altså bedre arbejde med startups og små græsrodsorganisationer, og det er her, vi føler, det gør den største forskel, siger hun.

Selvom projekterne, der får støtte af Ecosia, ikke er certificerede, er flere af dem verdenskendte projekter. De støtter blandt andet Jane Goodall Institute, der ledes af den britiske forsker Jane Goodall, som i 45 år har studeret og passet på chimpanserne i Tanzania.

Tjener kun penge, når du klikker på annoncer

Når du klikker dig ind på Ecosia for at søge på internettet med god samvittighed, støtter du faktisk ikke virksomheden i at plante træer ved blot at foretage et par søgninger.

Du skal klikke på annoncerne, før Ecosia tjener penge. Det indrømmer markedsføringschefen.

- Ja, det er korrekt. Vi får kun indtjening, når du klikker på annoncerne. Og er det en annonce for en lokal virksomhed, får vi færre penge, end hvis for eksempel det er en reklame for en international hotelkæde, siger hun.

Hun understreger dog, at brugerne opfører sig ligesom på andre søgemaskiner. Og at de fleste brugere faktisk klikker på annoncerne.

- Det er klart, vi tjener flere penge til at plante træer, hvis du klikker ivrigt på vores annoncer. Så gør da endelig det, griner hun.

Mikroskopisk markedsandel

Selvom 56 millioner træer ifølge Vivian Kvist Johannsen gør en stor forskel, ville forskellen være meget større, hvis Google også brugte overskuddet til at plante træer.

Omkring 90 procent af alle de brugere, der benytter sig af søgemaskiner på globalt plan, bruger Google. Og i Danmark er Googles dominans endnu højere. De sidder på hele 97 procent af markedet.

Ecosia, der har omkring syv millioner aktive brugere, er ikke engang med på listen på hjemmesiden Statcounter.com, der holder øje med webtrafikken på mere end 2 millioner websites verden over.

Ecosia hører muligvis til i kategorien “Andre”, der dækker over 0,15 procent af markedet. Det vil altså sige en forsvindende lille andel.

Streaming er den helt store synder

Ifølge Torben Chrintz er det ikke søgemaskinerne i det hele taget, som er de store klimasyndere på internettet. Måske er det altså ikke her, vi skal sætte ind først.

- Når vi kigger på internetforbrug, så er det ikke så meget det, at du søger på søgemaskiner, men at du streamer musik og film, der belaster miljøet, siger han.

Så om du bruger en grøn søgemaskine gør, ifølge ham, ikke en særlig stor forskel i sidste ende.

Han anbefaler i stedet, at du downloader i stedet for at streame.

- Der er mange, der kun ser fjernsyn ved at streame. Det bedre at se flow-tv og høre den gode gamle FM-radio. Og musik, ja, det kan du jo downloade på Spotify i stedet for at streame det, siger han og fortsætter:

- Det ville være langt mere interessant, hvis Netflix gjorde det samme som Ecosia. Så ville det virkelig rykke noget, slutter han.

Facebook
Twitter