Gør dig klar til at se hundredvis af stjerneskud i weekenden

Hvis ikke skyerne ødelægger udsigten, er forholdene optimale, når ildkugler flyver over os søndag nat.

Hvis skyerne ikke dækker himlen fuldstændig, er weekenden nok årets bedste bud på en stjerneskuds-regn. (© dr)

Meteorsværmen Perseiderne er kendt for at give hundredvis af stjerneskud hvert år i august.

Hvis der ellers bliver stjerneklart, kan man endda se kæmpe-stjerneskud, såkaldte ildkugler, på himlen fra midnat natten mellem søndag og mandag:

- Ildkuglerne kan lyse himlen op. Man kan endda høre dem nogle gange, fortæller astrofysiker Tina Ibsen fra Tycho Brahe Planetarium.

Hun krydser derfor fingre for huller i det skydække, som DMI forventer i weekenden.

Nymåne giver optimale forhold

Sidste år var der fuldmåne, da Perseiderne toppede, og det betød, at de mindste stjerneskud ikke var til at se på grund af lyset fra Månen.

Men i år er der nymåne.

- Under optimale betingelser kan vi forvente mellem 100-110 stjerneskud i timen, fortæller Tina Ibsen.

Optimale betingelser betyder stjerneklart vejr og minimal lysforurening (lys fra fx huse og veje - og fuldmåne).

Rester af is, metal og sten

Ildkugler er faktisk et meget godt navn. For det er nøjagtigt, hvad stjerneskud er: Små stykker af is, metal og sten, som brænder op på vej gennem atmosfæren.

- Perseiderne er resterne af kometen Swift-Tutle. Resterne - en såkaldt meteorsværm - ligger netop i Jordens bane rundt om solen. Så dem brager vi ind i hvert år i august, forklarer Tina Ibsen.

Hvis der er overskyet søndag nat, skal du dog ikke give helt fortabt. Til trods for, at Perseiderne er årets største meteorsværm, er der mange andre sværme i løbet af året.

For eksempel rammer Dracoiderne os i efteråret. Her kan man dog kun regne med omkring 10 stjerneskud i timen, når sværmen er på sit maksimum den 9. oktober.

Du kan se datoerne for alle meteorsværme i 2018 på Tycho Brahe Planetariets hjemmeside her.