Grønne organisationer: Regeringen praler og taler usandt om sin klimapolitik

Regeringen får det til at lyde, som om vi er ved at have løst problemet, lyder kritikken fra Klimabevægelsen.

Finansminister Nicolai Wammen gentog i dag, at regeringen allerede har klaret tre fjerdedele af klimamålet i 2030. Frækt, mener grønne organisationer. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Man kan ikke prale af at have løbet det meste af et maraton, når man kun har tilmeldt sig og er begyndt at træne op.

Det gælder også for regeringens klimapolitik, lyder det fra flere grønne organisationer, der synes, at regeringen praler for meget af sine egne klimabedrifter.

De grønne organisationer er blandt andet irriterede over, at regeringen hævder, at Danmark allerede er "knap trefjerdedele af vejen til klimamålet".

Et budskab, som finansminister Nicolai Wammen gentog på et pressemøde i dag.

- Vi er næsten tre fjerdedele af vejen, lød det fra talerstolen.

Men de danske udledninger er ifølge Energistyrelsens tal ikke begyndt at falde endnu, og derfor kan regeringen ikke tillade sig at sige, at de næsten er i mål.

- Det er en sandhed med modifikationer. Eller det er slet ikke en sandhed, siger formand Frederik Roland Sandby.

- Der er lagt nogle planer om, at man skal nå tre fjerdedele af vejen. Men det er kun planer. Man stikker vælgerne og danskerne blår i øjnene, for regeringen får det til at lyde, som om vi er ved at have løst problemet. Det er frækt, siger han.

Det samme siger Mette Susgaard fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

- Det er en stor bekymring, at danskerne måske tror, at vi er nået tre fjerdedele af vejen. Vi har ikke reduceret endnu, men kun lagt planer for det, siger hun.

- Det er, ligesom hvis man har bundet sine løbesko og har tilmeldt sig et maraton, men går rundt og fortæller folk, at man allerede er ved at løbe det, siger hun.

Ifølge Klimaloven skal Danmark om lidt over syv år - i 2030 - have barberet 70 procent af vores udledning af drivhusgasser i forhold til den mængde, vi udledte i 1990.

Omregnet i ton betyder det, at der skal spares godt 19 millioner ton CO2 i 2030. Regeringen har sammen med Folketinget lavet politiske aftaler, der vil få udledningen af drivhusgasser til at falde med lidt over 14 millioner ton, når og hvis de bliver ført ud i livet.

Men ifølge Energistyrelsens seneste Klimafremskrivning er udledningerne endnu ikke begyndt at falde.

Ikke tæt på at levere

Landets eksperter understreger ligesom de grønne organisationer, at reduktionerne endnu ikke er nået.

- Det er rigtigt, at der er truffet politiske beslutninger, der kan levere tre fjerdedele af vejen til 70 procent, siger Tobias Johan Sørensen, der er klimaanalytiker i den grønne tænketank Concito.

- Men vi er ikke tæt på at levere tre fjerdedele af reduktionerne. Der er stadig en stor opgave med at implementere aftalerne og levere reduktionerne.

- Der mangler især beslutninger, der giver reduktioner i landbruget, for at vi kan være sikre på at nå 2030-målet. Det anerkender regeringen også selv. Men det er bestemt sandsynligt at nå - også med en god margen - og også levere mere, hvis de nødvendige rammer kommer på plads, siger han.

Hvorfor siger I, at I er nået så langt, når det ikke er sket?

- Der er truffet beslutninger, der vil bringe os tre fjerdedele af vejen. Nu skal det selvfølgelig gennemføres, siger Nicolai Wammen.

Så det præcise at sige er, at der er taget beslutninger, men at de ikke virker endnu?

- Der er truffet beslutninger, der fører os tre fjerdedele af vejen. Noget af det er allerede i gang. Andet vil komme det over årene. Så vi har sat en klar kurs, og vi skal helt i mål, siger han.