Klima

Guide til supermarkedet: Sådan spiser du klimavenligt

Hvad skal man egentlig vælge og vælge fra, når man putter mad i indkøbskurven? Eksperterne fra Klimatestamentet på P1 giver deres bud.

Vi har efterhånden allesammen hørt, at vi bør skære ned på vores kødforbrug, hvis vi vil gøre noget ved klimakrisen.

Men det bliver hurtigt mere speget, når man så kigger udover supermarkedets enorme udvalg. For hvad er ellers værst? En dansk økokylling eller en importeret appelsin? Og hvilke grøntsager kan man overhovedet spise med god samvittighed?

Netop den debat er temaet i seneste afsnit af P1's nye klimaprogram Klimatestamentet med Anders Morgenthaler.

Køb mindre kød

Ifølge Michael

Minter fra den grønne tænketank Concito, er det svært at sætte tal på hvor meget hver enkelt skal reducere sit kødforbrug.

Men man kan i hvert fald slå nogle tommefingerregler fast:

- Det er slemt med kød. Og generelt med andre animalske fødevarer, forklarer han.

Kødet er et problem, fordi de udgør ineffektive fødevarer. Der er altså et stort energispild, når dyrene omdanner foder til kødprotein.

Michael Minter forklarer, at det i nogle tilfælde kan være op mod 90 procent af energiindholdet, der går tabt.

Mørkt kød er ekstra skidt

Specielt det mørke kød er problematisk. Blandt andet på grund af den måde, dyr som køer og får fordøjer deres foder på.

- Særligt kød fra drøvtyggere er et problem. De er ekstra slemme, fordi de udover deres generelle klimapåvirkning også udleder den stærke drivhusgas metan som en del af deres fordøjelse, siger Michael Minter.

Faktisk udleder produktionen af grisekød og kylling i grove tal fem til seks gange mindre end det mørke okse og lammekød, forklarer Michael Minter.

Og generelt udleder økologisk kød mere CO2 end konventionelt landbrug.

Så konklusionen når det gælder kød er ifølge Klimatestamentets vært Anders Morgenthaler ret klar:

- Det er en super dårlig ide at spise drøvtyggere.

Grøntsager - it's complicated

Men når vi taler grøntsager, bliver det hele lidt mere speget. For hvilke grøntsager skal vi spise?

- Det er årstidens grøntsager. Og så er det grøntsager, der ernæringsmæssigt kan erstatte kødet, som fx bønner og linser osv, siger Michael Minter.

Man kan rangordne grøntsagerne sådan her forklarer han:

  1. 1

    Grøntsager som er i sæson, som er frilandsgrøntsager der ikke er dyrket i drivhuse.

  2. 2

    Robuste grøntsager, der holder sig længe. Kål, kartofler, gulderødder, løg osv.

  3. 3

    Lokale grøntsager, som ikke kræver transport.

  4. 4

    Grøntsager der kan erstatte kød ernæringsmæssigt - fx linser og bønner.

Gulerødder, kartofler og brød udleder ifølge Michael Minter 20 gange mindre CO2 end oksekød og syv gange mindre end svin og kylling. Så der er virkelig noget at spare.

Salatskålen er ikke særligt grøn

Men hvor er de grøntsager vi kender fra salatskålen, som fx tomater, salat og agurker, så placeret?

Hvis man skal tro Landbrugsstyrelsens seneste tal på området, er det her, vi skal finde det mindst klimavenlige frugt og grønt.

Rapporten Fødevarernes klimaaftryk fra 2016 støtter Michael Minter fra Concitos vurdering.

Knolde, rødder, kål og løg har det laveste CO2-aftryk når det gælder grøntsager. Og danske æbler og pærer har en meget lille klimapåvirkning.

Men danske tomater og agurker er straks meget værre. De er nemlig dyrket i drivhus og opbevaret på køl. Faktisk er de værre end deres importerede alternativer - og endda værre end sydfrugter som appelsiner og bananer.

For klimaaftrykket fra transport med skib, er faktisk ikke nær så voldsomt, som opvarmede drivhuse og kølehuse.

- Hvis vi skal strække sæsonen, er det bedre, vi gør det med transport end med drivhusdyrkning, siger Michael Minter.

Hvis man gerne vil være klimavenlig, er der nogle bestemte grøntsager, man også skal holde sig langt fra.

- Det er de sarte bær og grøntsager, som transporteres med fly. Det kan være bær fra Sydamerika, sukkerærter fra Kenya eller babymajs fra Thailand, siger han.

- De er rigtigt slemme på grund af flytransporten.

Vigtigt: Køb mindre mad

Og så skal man forsøge så vidt muligt at undgå madspild. Ved at kun at købe det man har brug for, reducerer man nemlig klimatrykket betragteligt.

Det nytter jo ikke noget, at man køber de rigtige varer, hvis de ender i skraldespanden.

En ny svensk undersøgelse viser, at vi er særligt slemme til at smide disse syv fødevarer ud:

  1. 1

    Bananer

  2. 2

    Æbler

  3. 3

    Vindruer

  4. 4

    Salat

  5. 5

    Pærer

  6. 6

    Peberfrugter

  7. 7

    Tomater

Facebook
Twitter