Sommeren er for mange danskere en tid, hvor klimaaftrykket bliver lidt større end normalt med eksotiske flyrejser og masser af lækkert kød på grillen.
Men kan du gøre noget for din samvittighed som en klimabevidst person?
Det kan du sagtens ifølge Torben Chrintz, som er videnschef ved den grønne tænketank Concito.
- Mange af de her måder, hvor du kan købe kompensation for din udledning, handler om at øge lagringen af CO2, siger Torben Chrintz.
Det kan for eksempel være projekter, der bevarer skovområder eller planter træer.
- Hvis jeg skal ud at flyve, så køber jeg konsekvent nogle af de her projekter, siger Torben Chrintz.
Skovprojekter er mest hensigtsmæssige
Torben Chrintz mener også, at folk bør give noget til nogle af de projekter, men han kan også godt se, at der er en udfordring for den almindelige dansker.
- Jeg synes også, at der er afsindig mange dårlige projekter, som folk kan købe. Jeg har kigget på mange hjemmesider, hvor jeg har tænkt, at det projekt vil jeg ikke bruge mine penge på, siger Torben Chrintz.
Projekter, der investerer i vedvarende energi ikke uden en vis usikkerhed. Eksempelvis kan et projekt, der investerer i vindmøller i Indien, have den usikkerhed, at de vindmøller måske var kommet alligevel.
- Med projekter, hvor du investerer i vedvarende energi, er det helt store spørgsmål, om det ikke ville være sket alligevel? Det er usikkerheden der. Så generelt set så støtter jeg ikke personligt projekter med vedvarende energi, siger Torben Chrintz.
Og hvis du beslutter dig for at give noget, så kan det være værd at kigge efter, om det er naturprojekter, hvor du bevarer eller reetablerer skovområder. Men heller ikke det er problemfrit, hvis du kigger efter naturprojekter.
- Det, der er udfordringen ved den slags projekter, er, hvordan du sikrer dig, at der ikke bare bliver fældet noget skov et andet sted. Hvis jeg nu får genplantet noget skov i Nicaragua, hvordan sikrer jeg så, at de ikke bare fælder noget andet skov i stedet for?
Der mangler en certificering
Ifølge Torben Chrintz er den helt store udfordring at finde ordentlige projekter, som du kan støtte.
- Det er jo en jungle, fordi du kan møde alle mulige hjemmesider, hvor man kan betale 15 dollars, og så står der, at du har kompenseret for nogle ton CO2. Og det er jo svært at stole på det, siger han.
Mange af de her projekter er gode og fuldstændig nødvendige, hvis vi skal løse vores klimaproblemer, understreger Torben Chrintz, men der er ikke så stor legitimitet omkring dem.
- Der mangler noget, måske i offentlig regi, hvor man laver nogle anbefalinger og vejledning omkring det her - ligesom man har om sundhed og alt muligt andet, siger Torben Chrintz.
For at sikre sig, at et projekt er godt, kigger Torben Chrintz først og fremmest på, om det er et projekt, der har noget med natur og lagring af CO2 at gøre.
Men han kigger også efter certificeringer.
- Der findes blandt andet noget, der hedder 'Gold Standard', og der findes også andre forskellige certificeringsprojekter. Men min pointe er, at det har den almindelige dansker slet ikke tid til at sætte sig ind i, siger han.
Og derfor savner Torben Chrintz en organisation eller myndighed, der kan gå ind og give noget vejledning på området.
Overkommeligt at blive C02-neutral
Det er muligt købe sig CO2-neutral, så længe der er nogle gode projekter at støtte. Det vurderer Torben Chrintz, der er en hel del år endnu.
Og for de fleste folk vil det være forholdsvis overskueligt at kompensere for sin udledning.
- Indtil videre ligger niveauet på mellem 50 og 100 kroner pr. ton CO2, så hvis en almindelig dansker udleder 17 ton CO2 om året, så kan han slippe ud af det ved at betale 1.500-1.700 kroner om året, siger Torben Chrintz.
Det kan lyde mærkeligt, at du kan kompensere for dit klimaaftryk, men det er faktisk ret simpelt.
- Hvis du går helt amok og udleder 100 ton CO2, og du så et andet sted fanger de 100 ton igen, så er atmosfæren jo sådan set ligeglad, siger Torben Chrintz.
Dog pointerer Torben Chrintz, at det er uholdbart, hvis alle bare forbruger løs og derefter forsøger at udligne for deres CO2-udslip.
- Du kan jo ikke give det som generelt råd, fordi hvis alle begynder at gøre det, så vil der ikke være de her projekter, siger han.
Derfor opfordrer Torben Chrintz også til, at man støtter projekterne uanset, hvor stort ens udslip er.
- Det allerbedste i den sammenhæng vil selvfølgelig være, hvis du ikke udleder unødvendigt, og alligevel går ind og støtter projekterne, for så får du en ægte negativ udledning.