Hul i ozonlaget: Kina har udledt tonsvis af forbudte gasser

Forskere undrede sig over massiv stigning af ozon-dræbende gasser i atmosfæren. Ny rapport skyder skylden på kinesiske fabrikker.

Kinesiske virksomheder har i hemmelighed brugt gasser, der er med til at ødelægge ozonlaget, og som blev forbudt over hele verden i 2010. (Foto: kim Kyung-Hoon © Scanpix)

Kinesiske fabrikker har i hemmelighed startet produktionen af CFC-gasser, der er med til at ødelægge ozonlaget omkring Jorden.

Stort set alle lande i verden underskrev i 1989 Montreal Protokollen, der skulle stoppe produktionen af de farlige gasser.

I de næste par årtier blev CFC gradvist udfaset. Og produktionen af gasserne har været forbudt over hele verden siden 2010.

I flere år gik det også godt. Forskerne kunne se, at ozonlaget fik det bedre, og at mængden af gasserne gradvist forsvandt fra atmosfæren.

Siden 2012 er den gode udvikling stoppet, afslørede forsker i denne artikel i Nature for et par måneder siden. For produktionen burde være på nul procent. Men der var 38 procent mere af det i atmosfæren.

Nu er forklaringen kommet.

Åben hemmelighed om forbudte gasser

Kinesiske fabriker er igen begyndt at bruge CFC-11. Især til produktionen af skumisolering til boliger. Det viser en undersøgelse, som den britiske miljøorganisation Environmental Investigation Agency (EIA) netop har offentliggjort.

Kina har underskrevet Montreal Protokollen. Men den kinesiske miljøkontrol er så mangelfuld og hullet, at virksomheder i årevis har sluppet afsted med den ulovlige produktion.

Ud af de 21 virksomheder, som EIA undersøgte og talte med, bruger de 18 af dem CFC-11, står der i rapporten.

Samtidig vidste de, at produktionen var ulovlig. Og at det var en åben hemmelighed, at alle gør det, siger Avipsa Mahapatra fra EIA til Guardian.

- Det var meget klart. Disse virksomheder fortalte os gentagne gange, at alle de andre også brugte det, siger Avipsa Mahapatra til den britiske avis The Guardian.

Ifølge rapporten fra EIA er der 3.500 små og mellemstore virksomheder, som producerer skumprodukter, hvor CFC-11 kunne bruges. EIA anslår, at virksomhederne har udledt over 12.000 ton CFC om året.

"Lyssky og hemmelige fabrikker"

Skummet bliver sprøjtet ind som isolering i bygninger. Der er alternativer til CFC-11, men de er dyrere og mere vanskelige at bruge.

De seneste årtiers kinesiske byggeboom har givet enorm efterspørgsel efter isolering. I 2015 brugte Kina ifølge IHS Markit en tredjedel af al skumisolering i verden.

En af de største producenter, som EIA talte med, brugte CFC-11 i 99 procent af deres produkter. Og gassen blev købt fra “lyssky og hemmelige fabrikker" i den kinesiske provins Indre Mongoliet.

Ifølge Steve Montzka, der er en af medforfatterne til artiklen i Nature i maj, kan de kinesiske fabrikker udlede så meget, at det sætter reparationen af ozonhullet tilbage med ti år.

De kinesiske myndigheder har undersøgt EIAs rapport og kontaktet flere af virksomhederne. Den 11. juli er der møde i Wien, hvor en arbejdsgruppe under Montreal Protokollen vil afgøre de næste skridt i sagen.

Facebook
Twitter