Der er er ikke længere tvivl om, at klimaforandringerne fører til tab og ødelæggelse.

Tidligere i år var verden vidne til, at en tredjedel af Pakistan blev ramt af voldsomme oversvømmelser.

Forskere mener, at katastrofen i Pakistan, som har kostet over tusind menneskeliv, sandsynligvis hænger sammen med klimaforandringerne.

Lignende katastrofer oplever mange af de fattigste lande. Især i landene tæt på ækvator rammer tørke, oversvømmelser og uforudsigeligt vejr store befolkningsgrupper.

Derfor vil punktet ’loss and damage’ (på dansk tab og skader) fylde en del under årets klimatopmøde.

Det handler om, at de rige lande hjælper de fattigere lande med penge til tab og skader, som er forårsaget af klimaforandringerne.

- Klimatopmødet finder sted tæt på en del lande, som jo bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt af klimaforandringerne. Derfor er der selvfølgelig også stor fokus på de emner, der betyder meget for de fattigste og mest sårbare lande.

Jens Mattias Clausen mener, at ’loss and damage’ bliver et afgørende emne på konferencen, selvom det indtil videre har været svært at få på dagsordenen, da USA og EU har været imod.

- Nu ser både EU og USA dog ud til at være vendt på en tallerken og siger, at vi bliver nødt til at finde et sted, hvor vi kan diskutere det her, siger Jens Mattias Clausen.

For ti år siden aftalte landene på klimatopmødet COP15, at de rigeste lande årligt skulle levere 100 milliarder dollar, 752 milliarder kroner, i klimabistand til verdens fattige lande.

Pengene skal gå til, at de fattigere lande kan afbøde og tilpasse sig de klimaforandringer, der rammer dem.

De rige lande har forpligtet sig til at give pengene fra 2020-2025, men de har endnu ikke leveret det fulde beløb.

- De 100 milliarder er en gammel traver. Sidste år kom man med en plan for, hvordan man skulle nå det. Nu er der så kommet en ny, opdateret plan, der viser, at man forhåbentlig kan nå det i 2023, som jo er nogle år for sent, siger Jens Mattias Clausen.

Han forklarer, at forsinkelsen af klimabistanden har forsuret forhandlingerne og bliver set som et tillidsbrud fra en del lande.

- Derudover tager det også meget opmærksomhed i forhold til, hvor få penge der egentlig er tale om. 100 milliarder dollars samlet set fra alle rige lande er en dråbe i havet i forhold til det reelle behov, siger Jens Mattias Clausen.

Lige nu er både virksomheder og borgere i blandt andet Europa tynget af energikrisen. Og det kan påvirke den politiske vilje på klimakonferencen.

Ifølge Jens Mattias Clausen er der fare for, at nogle af landene ikke vil hæve deres klimamål og reducere mere CO2-udledning, selvom de faktisk havde planer om det før krisen.

- Simpelthen fordi de siger, at fokus lige nu er på at sænke energipriserne for forbrugere og virksomheder, der er i problemer, siger han og fortsætter:

- Der er også en fare for, at energikrisen bliver brugt som generelt argument for at sætte klimahandling på pause, i hvert fald på kort sigt.

Flere gasforbrugende virksomheder må i øjeblikket vælge andre energikilder. Og her falder valget ofte på kul, som udleder en del mere CO2 sammenlignet med gas.

- Polakkerne siger eksempelvis, at det er kul, der skal få os ud af krisen. De har blandt andet sagt i Europa-Parlamentet, at hvis man ikke er for kul, så er man for den russiske aggression i Ukraine, siger Jens Mattias Clausen.

Ruslands deltagelse i årets konference falder muligvis ikke i god jord hos alle medlemslande.

I sommer blev der afholdt et mindre klimatopmøde i Tyskland, hvor dagsordenen for COP27 blandt andet skulle vendes. Her udvandrede vestlige diplomater i protest mod Ruslands deltagelse.

- Spørgsmålet er så, hvordan det kommer til at være i Sharm el-Sheikh, hvor vi jo antager, at Rusland møder op, som de plejer. Vil Rusland så bare være helt stille, eller vil de i højere grad være en spilfordærver? Det ved vi ikke, siger Jens Mattias Clausen.

Klimaforhandlingerne er som udgangspunkt baseret på enighed mellem landene. Her kan Rusland gå hen og blive et problem.

- Hvis Rusland ikke vil godkende en aftale af den ene eller anden årsag, hvordan vil man så håndtere det? siger Jens Mattias Clausen.

Sidste år besluttede medlemslandene til klimakonferencen i Glasgow i Skotland, at de alle skulle genbesøge og styrke deres klimamål for 2030.

Beslutningen blev truffet for at sætte skub til processen, så vi formår at holde 1,5 grader-målet i live.

- Vi får meget travlt de næste otte år. Det er 2030-målene, der i høj grad definerer, hvorvidt det kan lade sig gøre eller ej, siger Jens Mattias Clausen.

- Indtil videre er det kun 24 lande, der efter min seneste optælling har lagt nye eller opdaterede nationale klimaplaner på bordet. Så der er i den grad behov for at rykke. Og det bliver et stort spørgsmål i Sharm el-Sheikh, hvordan man håndterer det forhold, at vi besluttede sidste år at opdatere 2030-målene, men at det i så lav en grad er noget, landene har gjort, fortsætter han.