I dag har vi brugt Jordens ressourcer for 2018

Earth Overshoot Day er den dag, verdens befolkning har brugt de ressourcer, der kan gendannes på et år. I år falder dagen tidligere end nogensinde før.

I dag overskrider vi vores forbrug af Jordens ressourcer, som den ikke kan nå at gendanne i år. Dagen kaldes 'Earth Overshoot Day'. Det er den private tænketank 'Global Footprint Network', der har lavet udregningerne. Illustration: Ingeborg Munk Toft (Foto: Originalfoto © sCANPIX)

Vi mennesker har et enormt fodaftryk på Jorden. Hver gang vi køber ind, kører i vores bil, tager flyveren eller spiser et stykke kød, bruger vi af verdens begrænsede ressourcer.

Problemet er, at vores forbrug af ressourcer er stigende. Særligt i den udviklede del af verden.

Og i dag - den 1. august - har vi allerede brugt Jordens ressourcer for et helt år. Alt, vi bruger fra nu af, tærer på Jorden og kan ikke gendannes i tide.

Dagen kaldes 'Earth Overshoot Day'. Datoen markerer den dag, hvor Jorden ikke kan nå at forny ressourcerne, før vi bruger dem.

I år rammer dagen to dage tidligere end sidste år.

Earth Overshoot Day
  • For at udregne datoen kortlægges det, hvor stor en by eller et lands bio-kapacitet er. Der kigges blandt andet på, hvor meget skov, vand og mulighed for fiskeri området kan levere.
  • Det holdes op imod, hvor stor forbruget er på bestemte områder. Det er eksempelvis hvor meget skov, der kan absorbere den CO2, der udledes, hvor meget der fiskes og hvor mange plantebaseret produkter borgerne bruger.
  • Metoden, de benytter til udregningen, fremlægger, at når forbruget er større end bio-kapaciteten vil vi bruge ressourcerne før jorden kan gendanne dem i det indeværende år.
  • Earth Overshoot Day udregnes og fastlægges af den private tænketank Global Footprint Network.

Kilde: www.overshootday.org

Den 1. august er den tidligste dato, hvor vi har opbrugt vores ressourcer siden 1970, hvor beregningerne går tilbage til.

Dengang var Earth Overshoot Day i slutningen af december.

Bo Øksnebjerg, der er Generalsekretær hos WWF Danmark, forklarer, at Danmark er på 9. pladsen over verdens lande, der forbruger mest.

- Hvis hele verden levede som os, ville vi bruge ressourcerne for 4,2 jordkloder i år. Sidste år var det 3,6 jordkloder. Dengang lå vi på en 18. plads. Så vores forbrug er steget helt vildt i år, siger han.

Hvad kan du gøre for at hjælpe?

Hvis du har lyst til at gøre noget ekstra for at spare på vores ressourcer, er der forskellige tiltag, der hjælper.

  • Køb mindre: Lad din tablet og mobil leve lidt længere, drop det ekstra nye par sko, og lad i det hele taget være med at købe mere end du har brug for. I stedet kan du købe noget, der er bedre produceret og dermed holder længere.
  • Drop flyet: Tag toget på ferie eller snup en cykelferie. Fly udleder meget CO2, og det skader klimaet.
  • Mindre import: Køb lokalt og varer, der er i sæson. For tiden kan bytte mangoen ud med danske ærter Det koster nemlig for klimaet, når vi importerer varer lang vejs fra.
  • Spis efter madpyramiden: Hvis du spiser mest af det fra bunden, som vi lærte i skolen, så reducerer du dit klimaaftryk betragteligt.

    Kilde: Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace Danmark.

Den nyeste opgørelse viser, at hvis hele verden havde et forbrug som Danmark, ville 'Earth Overshoot Day' allerede falde den 28. marts.

Vietnam er det land, der kommer tættest på, at vi kunne klare os med årets ressourcer. Hvis verdens befolkning havde et forbrug som i Vietnam, ville dagen ligge den 21. december.

Overforbrugerne betaler den mindste pris

Det er en nedslående nyhed, at vi hurtigere og hurtigere bruger Jordens ressourcer.

Men det er slet ikke os danskere, der mærker de største konsekvenser, forklarer Birgitte Lesanner, der er chef for Greenpeace Danmark.

- Der er ingen, der går ram forbi, men lige nu er det dem, der bidrager mindst til problemet, der betaler den højeste pris. Det er ikke mig, der sidder på kontor i Danmark, der er sårbar overfor forurening i havene og ekstreme vejrforhold, siger hun.

- Det er dem, der er ude og hente maden selv, der rammes. Andre betaler prisen for vores overforbrug.

Hvis du vil skære ned for dit eget ressource-forbrug, kan du overveje alternativerne næste gang du bestiller ferie eller køber ind.

- Hvis du spiser mindre kød, tager færre flyrejser og tænker lokalt, når du handler, er du godt på vej. Du kan overveje en hyggelige telttur med ungerne i stedet for den lækre charterrejse til Dubai, afslutter Birgitte Lesanner.