Midt inde på Indlandsisen mere end tre kilometer over havet står målestationen "Summit".
Stationen har i alle tre efterårsmåneder vist "højst usædvanlige" temperaturer, skriver DMI.
I september var gennemsnitstemperaturen 9,4 grader over normalen - det vil sige gennemsnitstemperaturen i årene fra 1991 til 2020.
I oktober lå den 7,2 grader over normalen. Og i november ser temperaturen ud til at lande seks grader over. Et så varmt efterår er ifølge DMI "ikke set før" i deres måledata, der går tilbage til 1991.
- Det er ekstremt, siger Caroline Drost Jensen, klimatolog ved DMI.
- Der har endda været nogle korte perioder, hvor der har været temperaturer over frysepunktet, siger hun.
Også samtlige andre målestationer i Grønland viste i september gennemsnitstemperaturer over normalen.
Arktis bliver hurtigere varmere
Den globale opvarmning er tydeligere i Arktis, som varmer op i et højere tempo end resten af kloden.
Mens temperaturen på kloden i gennemsnit er steget 1,1 grader, er den i Arktis steget 3,1 grader. Altså næsten tre gange så meget.
De højere temperaturer betyder også, at Indlandsisen smelter hurtigere, hvilket er en af grundene til at verdenshavene stiger. I løbet af de varme måneder har der ifølge DMI også været "større afsmeltningsevents", som er stor afsmeltning over en kortere periode.
Det samme fastslog ny forskning fra DTU tidligere på måneden, da de konkluderede, at isen i Nordøstgrønland forsvinder seks gange hurtigere, end man hidtil har regnet med.
Når forskerne ser så usædvanlige målinger som dem fra "Summit", bliver det altid undersøgt nærmere for at sikre, at resultaterne holder.
Især når det gælder målestationer, der ligger så afsides og i så barsk et miljø som den. Det arbejde er man lige nu i gang med, oplyser DMI.
Målestationen er ejet af den amerikanske forskningsinstitution NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration) og bliver ifølge DMI jævnlig tilset - og man regner derfor med, at målingerne er korrekte.