I 1950’erne var Aralsøen verdens fjerde største sø. Det letsalte, blågrønne vand strakte sig over et areal, der var mere end halvanden gange så stort som Danmark. Fra Kasakhstan mod nord til Usbekistan mod syd vrimlede vandet med liv.

Sådan er det langt fra længere. Billedet ovenfor er taget af ESA-satellitten Proba-V for få dage siden. Det viser, hvordan søen i dag er skrumpet ind til en brøkdel af sin fordums størrelse.

Kun 10 procent af Aralsøen er tilbage. Til gengæld har den udtørrede sø efterladt en ørken, der har fået navnet Aralkum. En ørken, som er belagt med ekstremt saltholdig og giftig jord.

Historien om, hvordan det kunne gå så galt, er ikke ny. Men den fortjener at blive fortalt igen og igen. For Aralsøen er skræmmeeksemplet på, hvor galt det kan gå, når mennesker overudnytter naturen.

Bomuld stjal vandet

Aralsøen har to floder, der forsyner den med vand. Men allerede i Sovjetstatens spæde alder besluttede myndighederne, at ørken-stepperne omkring søen skulle omdannes til bomuldsmarker.

Til det var der brug for vand. Masser af vand. Derfor blev vandet fra Aralsøens to floder omdirigeret, så de ikke længere flød ind i søen, men ud i et enormt system af vandingskanaler.

Men i 1960’erne begyndte det at gå galt. I løbet af få år faldt vandstanden dramatisk, og fra 1960 til 2012 mistede Aralsøen 85 procent af sit areal og 92 procent af sin volumen.

Vandstanden er faldet med op til 25 meter, mens saltindholdet i søen steg fra omkring 10 gram per liter (g/l) til 100 g/l. Til sammenligning indeholder havet et sted mellem 33 og 37 g/l.

Livet i søen døde.

- Hvis du ser et billede af søen ovenfra, kan du se, hvordan byer der engang lå klods op ad søen, i dag er 100 kilometer fra dens bred. Folks fødevaregrundlag er forsvundet, siger Torben L. Lauridsen, der er seniorforsker på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet.

Ekstreme temperaturer og giftig blæst

En af de byer er Mo‘ynoq (på dansk: Mujnok). Engang var byen en travl usbekisk fiskerby med 60.000 indbyggere. I dag står byens fiskefabrikker tomme hen, og dens indbyggere lever i et ekstremt forandret klima, hvor luften er giftig, når det blæser.

Aralsøen ligger, hvor tre ørkener mødes. Tidligere regulerede søen klimaet, så der var behagelige middeltemperaturer i både sommer- og vinterhalvåret. I dag er temperaturerne langt mere ekstreme, og om sommeren kan termometret nå op på næsten 50 grader.

Og regn falder der langt mindre af.

Til gengæld har giftige storme fået frit spil. Den udtørrede sø har nemlig efterladt en støvet jord, hvor koncentrationen af salt og kemikalier er skyhøj.

For bomuldsfarmerne har ikke sparet pesticiderne. De har derimod brugt store mængder af blandt andet miljøgiften DDT helt frem 1992, selvom det allerede i 1970’erne kom frem, at stoffet er meget giftigt og nærmest unedbrydeligt i naturen.

Når det blæser, bliver luften derfor fyldt med skadeligt støv og sand, som blæser flere tusinde kilometer væk. Allerede i 1992 fandt forskere ud af, at der er høje rater af blandt andet spiserørskræft i den usbekiske region, Karakalpakstan.

Del af søen er genoprettet

Også grundvandet er forurenet af pesticider og salt, og det samme er de afgrøder, som befolkning dyrker i området.

Mod nord i Kasakhstan er det med hjælp fra verdensbanken lykkedes at genoprette en del af Aralsøen. En 13 kilometer lang dæmning isolerer nu den nordlige del fra den sydlige del af søen, og den nordlige del har genvundet 40 procent af sin vandstand.

Men Torben L. Lauridsen tror ikke, vi skal regne med, at hele søen bliver gendannet:

- De dybe dele af søen kan måske genskabes, men det er tvivlsomt, at hele søen kommer tilbage. Der er for lidt nedbør og for stor fordampning til, at de lavvandede områder har en chance, siger han.