Klar besked fra Klimarådet: Stop nye olieeventyr i Nordsøen

Det vil gavne klimaet, hvis Danmark stopper oliejagten i Nordsøen, lyder det i ny rapport.

Danmark har hentet olie og gas i Nordsøen siden 1972. (Foto: Claus Fisker)

Hvis Danmark vil være et grønt foregangsland, må vi stoppe med at hente ny olie og gas op fra Nordsøen.

Sådan lyder hovedkonklusionen fra Klimarådet i en ny analyse, hvor de klart og tydeligt opfordrer regeringen til at stoppe den såkaldte ottende udbudsrunde, som vil give olie- og gasselskaber tilladelse til at lede efter og udvinde ny olie og gas frem mod 2055.

- Et stop for ny olieefterforskning vil styrke troværdigheden omkring vores ambitiøse klimamål i Danmark og sende et meget stærkt klimapolitisk signal til resten af verden, siger Peter Møllgaard, der er formand for Klimarådet - det uafhængige organ, der rådgiver regeringen om den grønne omstilling.

En til to milliarder

Klimarådet punkterer i rapporten også to af de mest brugte argumenter for at fortsætte med at hente olie og gas op fra undergrunden. Samlet set vil det nemlig gavne klimaet globalt, at Danmark producerer mindre olie og gas, også selv om det skulle få andre lande til at producere mere. Og samtidig vil det ikke betyde det store hul i statskassen, som mange har frygtet.

- Vi er kommet frem til, at det faktisk ikke ser ud til at koste statskassen, så meget som man skulle tro, siger Peter Møllgaard.

I alt vil det koste mellem en og to milliarder kroner årligt, hvis regeringen dropper alle fremtidige udbud om olie- og gasudvinding.

En 'ærgerlig' konklusion

Konklusionen fra Klimarådet vækker begejstring hos blandt andet Ingeniørforeningen, som sammen med en række andre organisationer og fagforeninger netop har fremsat et borgerforslag om at stoppe for mere gas og olieudvinding. Men omvendt vender man tommelfingeren nedad i Esbjerg, hvor mange arbejdspladser er afhængige af boreplatformene i Nordsøen. Her kalder borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) konklusionen "ærgerlig".

Han er især bange for, at det vil gå ud over de nuværende aktiviteter i Nordsøen, hvis man aflyser en ny udbudsrunde. Og at det altså får konsekvenser, der rækker ud over dem, som Klimarådet har regnet med i deres analyse.

- Det kommer til at koste Esbjerg arbejdspladser, det kommer til at koste statskassen og så vil det efter min mening have en negativ effekt på klimaregnskabet, siger han.

- Der er brug for olie og gas de næste mange år. Vi kan stadig ikke producere en vindmøllevinge eller en mobiltelefon uden råolie (...) Min frygt er, at vi kommer til at importere gas og olie fra lande, som vi helst ikke vil være afhængige af og som producerer langt mindre bæredygtigt, end vi selv ville kunne gøre, siger han.

Presset på regeringen vokser

Klimaminister Dan Jørgensen udskød tidligere på året beslutningen om den ottende udbudsrunde - blandt andet med den begrundelse, at han gerne ville have Klimarådets input, inden regeringen tog en endelig beslutning. Nu hvor den er kommet, lægger det et yderligere pres på regeringen fra støttepartierne, som længe har ønsket udbudsrunde aflyst.

- Konklusionerne er allesammen vand på støttepartiernes mølle. Dan Jørgensen har jo selv bedt Klimarådet undersøge det, og der vil derfor være en forventning om, at regeringen så også lytter den anbefaling, siger Thøger Kirk, DR's klimakorrespondent.

SF's klimaordfører Signe Munk kalder da også den nye analyse for "det sidste søm i ligkisten" for den ottende udbudsrunde.

- Jeg forventer, at klimaministeren med den her information siger endeligt stop for udbuddet, for der står, at det vil have en positiv effekt for det globale klima, og det vil underbygge vores rolle som grønt lederland internationalt.

Det har ikke været muligt at få et interview med klimaminister Dan Jørgensen, men han skriver i en mail, at Klimarådets anbefalinger vil være en del af grundlaget for den endelige beslutning, og at man forventer at kunne fremlægge noget i efteråret.

- Vi vil selvsagt vurdere sagen gennem de klimabriller, vi altid bruger, men det er også vigtigt at tage højde for blandt andet de økonomiske konsekvenser, arbejdspladser og forsyningssikkerhed, skriver han.

Fakta

  • Danmark har hentet olie og gas i Nordsøen siden 1972.

  • Lige nu er der givet tilladelse til hente olie og gas frem til 2052, med det nye udbud vil det blive muligt at hente olie og gas frem til 2055.

  • Regeringens støttepartier - Enhedslisten, SF, Alternativet og Det Radikale Venstre - siger nej til nye tilladelser.

  • En række lande har indført forbud mod at lede efter mere olie og gas. Det gælder Frankrig, New Zealand, Costa Rica og Belize. Italien har et midlertidigt forbud, og i Spanien er et forbud med i udkastet til en ny klimalov.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk