Klimaekspert: Rapport om Himalaya-is er en bekymrende øjenåbner

Rapport slår fast, at en tredjedel af gletsjer-isen i Himalayabjergene vil være smeltet i år 2100.

Ifølge en ny rapport vil en tredjedel af gletsjer-isen i Himalaya-bjergene være smeltet i år 2100. (Foto: ICIMOD/ALEX TREADWAY HANDOUT © Scanpix)

Klodens tredjestørste samling af is, Himalaya-gletsjerne, er under kraftig forandring.

Siden 1970’erne har bjergkæden mistet op mod 15 procent af sin is, og den udvikling ser ud til at fortsætte i løbet af de kommende årtier.

Hvis den globale opvarmning fortsætter på sit nuværende niveau, vil en tredjedel af gletsjer-isen således være smeltet i år 2100 - og det kan få alvorlige konsekvenser, fastslår en ny omfattende rapport fra ’The International Centre for Integrated Mountain Development’ (ICIMOD).

- Det er et stort studie over fem år, som man må tage for gode varer. Og det er i hvert fald en øjenåbner for det problem, som Himalaya kan udgøre, siger meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard, der tilføjer:

- Man skal huske på, at det er et befolkningsrigt område, og at de mennesker, der bor der, er dybt afhængige af, at der er en konstant tilførsel af vand. Derfor er udviklingen bekymrende, siger Jesper Theilgaard.

Over 200 internationale forskere står bag rapporten. De kalder udviklingen for både 'chokerende' og 'rystende'.

- Det er den klimakrise, som du aldrig har hørt om. I den bedste af alle verdener – selv hvis vi bliver virkelig ambitiøse med hensyn til klimaforandringerne - så vil vi miste en tredjedel af gletsjerne og være i store vanskeligheder. For os er det en virkelig chokerende opdagelse, siger Philippus Wester, der har ledet arbejdet med rapporten, til den britiske avis The Guardian.

Himalaya-bjergkædens is er en vigtig vandforsyning for op mod 1,8 milliarder mennesker, som bor i lavlandet. (Foto: ICIMOD/ALEX TREADWAY HANDOUT © Scanpix)

Himalaya-bjergkæden strækker sig fra Afghanistan i vest til Kina i øst, og gletsjer-isen er en vigtig vandforsyning til nogle af verdens største floder som Indus-floden i Pakistan, Ganges i Indien, Mekong-floden i Kina, Laos og Vietnam samt Yangtze floden og Den Gule Flod i Kina.

Gletsjer-isen i Himalaya-regionen er en afgørende ressource, der blandt sikrer vand til landbrug, drikkevand og energi for op til 1,8 milliarder mennesker, som bor i lavlandet.

- I de kommende årtier, hvor smeltningen øges, kommer der mere smeltevand, og risikoen for oversvømmelser bliver større. På et tidspunkt begynder gletsjerne at blive væsentligt mindre, og så forsvinder en del af vandforsyningen. Det betyder, at de befolkninger, som bor der, skal til at finde ud af, hvordan de fordeler det vand, der er tilbage, forklarer Jesper Theilgaard.

Hvis udviklingen skal bremses, vil det kræve en stor gobal indsats i forhold til at leve op til FN's klimamål - men der er ikke meget, der taler for, at den globale opvarmning vil blive stoppet, mener Jesper Theilgaard:

- Uanset hvad vi gør, kan vi ikke stoppe opvarmningen på den korte bane. På den lange bane kan vi måske bremse det, men det vil kræve, at vi indretter klimapolitikken verden over efter anbefalinger fra FN’s klimapanel, og det er tvivlsomt med de politiske signaler, der kommer fra eksempelvis USA, Brasilien og Rusland.

Facebook
Twitter