Klimaforandringer kan sende ølpriser på himmelflugt

Ekstreme vejrforhold skader høsten af byg. Og det kan give dyrere øl i blandt andet Danmark, viser ny forskning.

Carlsberg er i gang med at forberede sig på klimaforandringer. De har allerede testet de første nye kornsorter, som kan stå imod forandringerne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Storme, oversvømmelser, tørke og madkrise. Der er efterhånden ingen tvivl om, at klimaforandringer kan få alvorlige konsekvenser for os mennesker.

Nu har forskere fra blandt andet Peking University i Kina og University of California undersøgt et af de mere luksuriøse problemer – nemlig hvor meget klimaforandringerne kan skade vores ølforsyning.

Og det ser ikke godt ud for verdens øl-elskere. Ekstrem varme og tørke kan i stigende grad ødelægge høsten af byg, som er den mest anvendte kornsort indenfor ølbrygning.

Ifølge forskerne kan verden i værste tilfælde miste op til 17 procent af bygafgrøderne inden for de næste 80 år. Resultatet kan blive prisstigninger på blandt andet øl.

- Prisen på øl kan især stige i øl-elskende lande som Polen, Irland, Tyskland og Danmark, siger medforfatter til undersøgelsen, Dabo Guan, til DR Viden. Han forsker i sammenhængen mellem klimaforandringer og økonomi og er professor på det britiske University of East Anglia.

Fordobler pris på øl

Forskerne har brugt klimamodeller til at forudsige vejrforholdenes indflydelse på byghøsten. Herefter har de kigget på økonomiske modeller for at vurdere indflydelsen på ølforsyning og pris i forskellige lande.

- I nogle lande, for eksempel Irland, kan prisen på øl blive dobbelt så høj under de værste klimaforhold. Det er selvfølgelig et skøn, og der er en række forbehold, siger Dabo Guan.

I undersøgelsen understreger forskerne, at klimaforandringer skaber langt alvorligere problemer end høje priser på øl. Men når det er sagt, kan prisstigningen på øl få en social betydning for en del mennesker.

Det forklarer adjunkt på University of California, Nathan Mueller til DR Viden. Han forsker i jordsystemer og har også været med til at lave undersøgelsen.

- Øl er selvfølgelig en luksus. Men for mange mennesker er øl en integreret del af sociale sammenkomster og fejringer. Forbrugere i velhavende lande er måske mere bekymrede for en fordobling i prisen på luksusvarer som øl, end de er for prisstigninger i almindelige fødevarer, siger Nathan Mueller.

Carlsberg udvikler klimakorn

Hos Carlsberg er man gået i gang med at forberede sig på klimaforandringer.

- Vi er ved at udvikle nye kornsorter, som allerede i dag ser ud til at stå godt imod klimaforandringerne og især være resistente over for ekstrem varme og tørke, og som kan dyrkes under ekstreme forhold, siger Birgitte Skadhauge, der er forskningsdirektør hos Carlsberg og adjungeret professor på Institut for Agroøkonomi på Aarhus Universitet.

De nye typer maltbyg, som er udviklet uden brug af genmodificering, er også blevet testet i år under realistiske forhold i Danmark og Rusland, hvor der var ekstrem tørke. Carlsbergs nye sorter er testet i flere år i Australien og New Zealand.

- De nye sorter skal især kunne dyrkes i Danmark men også i resten af verden. Det er sorter, som skal kunne bruges alle vegne. Og så skal de også kunne bruges til fødevarer, siger Birgitte Skadhauge.

Fik ide efter øl

Professor Dabo Guan fortæller, at de fik idéen til undersøgelsen over en øl efter et seminar i Beijing.

- Vi sad nogle forskere og kom frem til, at øl ville være et godt emne. Det er en kvalitetsvare, som folk i velhavende lande kan forholde sig til, siger Dabo Guan og fortsætter:

- Vi prøver at få nogle klokker til at ringe. Folk skal vide, at hvis vi vil beholde vores nuværende livsstil, er vi nødt til at gøre noget ved klimaet. For så kan vi også få kigget på de mere alvorlige problemer med blandt andet fødevarer i ulandene.

Undersøgelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Facebook
Twitter