Klimaforandringerne tager til: I Danmark stiger temperaturen hurtigere end i andre lande

I Danmark er temperaturen steget med 2,3 grader. Det globale gennemsnit lyder på 1,3 grader ifølge nye tal.

De nye beregninger siger, at Jordens temperatur allerede er steget i gennemsnit med 1,3 grader. Ifølge Parisaftalen skal vi undgå en temperatur på mellem 1,5 og to grader inden år 2100. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

På hele kloden stiger temperaturerne på grund af klimaforandringer. Men der er store udsving i stigningerne fra verdensdel til verdensdel og land til land.

Danmark er et af de lande, hvor termometret kravler mest opad.

Allerede nu er temperaturen steget med 2,3 grader, mens den på global plan er steget med 1,3 grader i gennemsnit.

Det viser en ny opgørelse fra nonprofitorganisationen Berkeley Earth, der er en samling af klimaforskere fra verden over.

Forskerne har regnet på, hvor meget varmere der er blevet i alle verdens lande siden industrialiseringens begyndelse i 1850’erne, hvor vi for alvor begyndte at udlede CO2 til atmosfæren.

Du kan gå på opdagelse i tallene her og sammenligne Danmark med resten af verdens lande.

For eksempel viser opgørelsen, at gennemsnitstemperaturen i Norge er steget med 2,1 grader, mens den i Brasilien og Rusland er steget med 1,6 og 2,7 grader.

Selvom temperaturerne tager til i Danmark, kommer vi dog til at klare os relativt helskinnede gennem klimaforandringerne de kommende år, når man sammenligner med andre steder i verden.

Det kan du læse mere om her.

Forskellige beregninger giver forskellige temperaturer

De nye tal er noget højere, end de beregninger man kan finde hos DMI og i en stor rapport fra FN’s Klimapanel, IPCC.

Her lyder tallene på 1,5 grader i Danmark og 1,09 grader globalt.

Men der er en god forklaring på, at tallene varierer.

Det fortæller Jens Hesselbjerg Christensen, som er professor i klimafysik ved Københavns Universitet og er en af de mange forskere bag den store rapport fra FN’s klimapanel.

For det kan være svært at finde hoved og hale i de mange klimaberegninger og modeller. De bliver nemlig opgjort på forskellige måder.

I den nye opgørelse er beregningerne lavet på baggrund af et tiårigt gennemsnit af temperaturudsving, mens FN’s klimapanel og DMI bruger et gennemsnit af alle år inden for en årrække.

- Metoderne gør, at man sagtens kan ende med en forskel på en halv grad eller for den sags skyld endnu mere, fortæller Jens Hesselbjerg Christensen og fortsætter.

- Der er ikke nogen af metoderne, der er den rigtige. Hvis du vælger Norge i modellen fra Berkeley Earth, er tallene lavet på samme måde som Danmark, så du kan sammenligne landene, siger han.

Selvom tallene er forskellige, er den vigtigste pointe ifølge Jens Hesselbjerg Christensen, at samtlige klimaberegninger viser, at den globale gennemsnitstemperatur er steget - og fortsætter med at gøre det.