Klimaregning for milliarder venter: Hollænderne har måske fundet løsningen

Danske pensionskasser har investeret milliarder i Hollands model for grøn omstilling.

Når man taler om den grønne omstilling kan alle blive enige om en ting: Det bliver dyrt.

Både herhjemme og i mange andre lande sidder politikerne lige nu og sveder over, hvor de mange penge skal komme fra.

Men der er også lande, hvor man allerede har fundet en del af dem.

Det gælder i Holland, hvor regeringen har valgt at udstede grønne obligationer til at finansiere dele af deres klimaregning.

- Vores nye regering har bundet sig til en meget ambitiøs klimaplan, og de har bedt alle andre - industrien, landbruget og bankerne - om at bidrage. Og så tænkte vores finansminister, at han også måtte gøre noget, siger Elvira Eurlings, der er ansvarlig for det grønne obligationsprogram i det hollandske finansministerium.

- Og så undersøgte vi muligheden for grønne obligationer.

Elvira Eurlings står i spidsen for det hollandske program for grønne statsobligationer.

Holland satte de første grønne obligationer på markedet i foråret, hvor de på under to timer fik, hvad der svarer til 45 milliarder danske kroner i kassen.

Og staten har planer om på den måde at låne i alt 75 milliarder danske kroner.

Grønne obligationer købt af danskere

Ti procent af de første grønne obligationer, hollænderne solgte, blev købt af danske investorer.

Blandt andre købte den danske pensionskasse PKA i første runde for en milliard kroner af de grønne obligationer, og de har netop nu investeret for yderligere 1,5 milliarder.

- Vi gør det først og fremmest, fordi vores medlemmer gerne vil have, at vi investerer grønt på deres vegne, forklarer Peter Damgaard Jensen, der er adm. direktør i PKA.

- Dernæst fordi vi i en række tilfælde kan få et rigtig fornuftigt afkast. Og endelig fordi vi er en stor investor, og derfor selvfølgelig skal være med til at finansiere den grønne omstilling, vi alle sammen står overfor.

I PKA så man gerne, at der også i Danmark var mulighed for at købe grønne obligationer.

- Vi ville selvfølgelig gerne investere, hvis man gjorde det samme i Danmark. Det er klart, at hvis man på den måde kan rykke nogle grønne projekter frem og for eksempel få lavet klimatilpasning hurtigere, så vil vi meget gerne være med til at finansiere det, siger han.

R: Det burde ikke tage to år

På Christiansborg har Alternativet længe talt for grønne obligationer, og partierne bag finansloven har da også afsat en million til en arbejdsgruppe i finansministeriet, der over de næste to år skal undersøge muligheden for en lignende model i Danmark.

Den arbejdsgruppe vil Socialdemokratiet og Venstre gerne høre mere fra, før de tager endelig stilling til grønne obligationer.

- Hvis det reelt set kan bruges til at sørge for, at vi får billigere finansiering til den grønne omstilling, så synes vi, det er en god ide, men det mangler vi at få belyst, siger Venstres klimaordfører Tommy Ahlers.

Men i Alternativet og de Radikale er man længere fremme.

- Vi synes slet ikke, man behøver at vente to år på at sætte gang i de grønne statsobligationer, for det er faktisk undersøgt i Holland. Nationalbanken har kigget på det, og vi kunne godt køre nu, hvis der var politisk vilje til det, siger Ida Auken, klimaordfører for de Radikale.

Uansvarligt

I Dansk Folkeparti kalder man det i udgangspunktet uansvarligt at låne penge til den grønne omstilling, men partiets klimaordfører Morten Messerschmidt vil samtidig ikke afvise, at de kan være en mulighed, hvis det viser sig at være en god forretning for staten.

Klimaordfører Rasmus Nordqvist fra Alternativet er ikke enig i, at det er uansvarligt at låne pengene.

- Det handler om at investere i at handle på klimakrisen. Det vi skal huske på er, at investerer vi ikke nu, så kommer det til at koste rigtig mange penge. Klimakrisen har store konsekvenser for os, også økonomisk, siger han.