Var COP26 en succes eller fiasko? Og lykkedes det at holde liv i håbet om ikke at lade klodens temperatur stige mere end 1,5 grader?

Svarene på de spørgsmål afhænger helt og holdent af øjnene, der ser.

Reaktionerne var i aftes blandede fra de politikere, der har deltaget i forhandlingerne som for eksempel EU's Frans Timmermans og klimaminister Dan Jørgensen (S). På den ene side erkendte de begge, at der er lang vej igen, men samtidig peger de også på lyspunkterne i aftalen.

De fremhæver de punkter i aftalen, der allerede fra næste år presser landene til at hæve deres klimamål.

Aktivister - og mennesker, der generelt er mere skeptiske over for politikersnak - kommer ikke til at klappe, før verdens lande har lagt mere konkrete planer for, hvordan de vil stoppe med at udlede CO2 og metan.

De vil holde de rapporter op, som i sidste uge viste, at verden trods løfterne på COP26 - som det ser ud lige nu - er på vej til at blive 2,7 grader varmere.

Klimavidenskaben er klar. Verden skal næsten halvere drivhusgasserne i løbet af de næste otte år, og i 2050 skal der ikke udledes mere, end der optages, hvis vi skal have en chance for at holde temperaturerne nede.

Den var budskabet i den seneste store klimarapport fra FN's klimapanel. Et budskab, som verdens regeringer har taget med i aftalen fra Glasgow.

Det er er et stort skridt, for ved tidligere klimatopmøder har det været svært overhovedet at få anerkendt klimavidenskaben i aftalerne.

Det er ikke nyt, at et klimatopmøde handler om penge, men denne gang fyldte det fra start til slut, og hvis man spørger verdens fattige lande, endte det ikke lykkeligt.

Landene havde blandt andet ønsket sig en fond, der kan yde økonomisk støtte, når de bliver ramt af katastrofer. Den fik de ikke, men de fik dog lovning på, at sagen vil blive taget op til næste års klimatopmøde.

Udviklingslandene havde også gerne set, at de rige lande i aftalen blev forpligtet til at finde de i alt 100 milliarder dollars, som de var blevet lovet i klimabistand i årene fra 2000 til 2025.

Men så langt går aftalen ikke. Godt nok beklager de rige nationer "dybt", at de ikke har fundet alle pengene og "opfordrer" til, at de bliver fundet over de næste år. Men de forpligter sig ikke.

Til gengæld lykkedes det udviklingslandene at få skrevet ind i aftalen, at en større del af pengene skal gå til at beskyttelse mod klimaforandringerne. De rige lande vil ellers helst give deres støtte til grøn omstilling, fordi det også gavner os, når de fattige lande reducerer udledningerne.

Efter 25 klimatopmøder er det for første gang lykkedes at få ord som “kul” og "statsstøtte til fossile brændstoffer” skrevet i en afsluttende tekst.

Dog i en lidt ramponeret udgave.

Indien fik nemlig i 11. time ændret teksten fra at “udfase kul” til at “nedtrappe” kul. En markant svækkelse af teksten. Alligevel bliver det set som en sejr, at det overhovedet er kommet med.

Selvom det var småt med løfter om markante CO2-reduktioner fra de allerstørste udledere, så var der allerede fra begyndelsen af klimatopmødet gang i underskrifterne på en række forskellige aftaler.

Mere end 100 lande har lovet at stoppe med at fælde skov, mens mere end 80 lande lovede at skære en tredjedel af deres udledninger af den kraftige drivhusgas metan. Begge dele skal ske inden 2030.

Den danske klimaminister, Dan Jørgensen, var også ude at samle medlemmer til en ny klub, der vil kæmpe for at få udfaset olie og gas. Det skrev i alt 12 lande og stater under på.

Den nye aftale fra Glasgow er i princippet ikke en aftale, men nærmere en tekst med en række beslutninger, der bygger videre på Parisaftalen.

Da den blev vedtaget i 2015, var der en række regler, som landene ikke kunne blive enige om. I FN-sprog bliver den del omtalt som “The Paris Rulebook”. Reglerne er blevet diskuteret lige siden, men i år lykkedes det at komme til enighed.

Blandt andet blev det vedtaget, at landene fra 2024 skal indrapportere detaljeret data om deres udledninger. Ligesom man besluttede nye regler for, hvordan landene må handle med CO2-kreditter.

Den sidste del fik ros for at sætte en stopper for, at kreditterne kan tælles som reduktioner i to lande. Det man kalder dobbelt bogføring. Men blev samtidig kritiseret for at overføre millioner af gamle kreditter, som ambitiøse lande helst havde set sløjfet.