Kraftig drivhusgas strømmer ud af rismarker og fiskeopdræt: ‘Vi har lavet ubalance i regnskabet’

Når mennesker ændrer på naturen, skaber det store mængder metangas, som ender i atmosfæren.

Der findes mange vandområder, som udleder metangas. Et af dem er rismarker. (Foto: NAVESH CHITRAKAR © Scanpix)

Global opvarmning og drivhusgasser leder hos de fleste tankerne hen på fossile brændstoffer.

Kul, gas og olie er de helt store syndere, når det kommer til at udlede CO2, som ender i atmosfæren.

Men for metangas, som har en 25 gange kraftigere drivhuseffekt end CO2, stammer op til 50 procent af den globale udledning faktisk fra våde områder på land og i havet.

En ny undersøgelse i tidsskriftet Nature Geoscience viser, at forskellige økosystemer under vand står for halvdelen af den globale metanudledning.

Størstedelen af de mest metanudledende områder har én ting til fælles: Vi mennesker har ændret drastisk på forholdene.

Undersøgelsen giver et vigtigt indblik i en problemstilling, som kræver vores fulde opmærksomhed, siger Jesper Riis Christiansen, som er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

- Vi har uden tvivl fået skabt en ubalance i metan-regnskabet. Der bliver udledt langt mere metan, end naturen kan optage, og derfor ender der større og større mængder i atmosfæren. Med denne undersøgelse får vi et tydeligt pejlemærke på, hvor metanen kommer fra, og derved også områder, hvor vi kan gøre noget ved udledningen, siger han.

Nogle af de typer vandområder, som udleder særligt meget metan, finder man i forbindelse med fødevareproduktion.

Rismarker i Asien, dræning af vådområder til landbrug og forskellige typer dambrug og fiskeopdræt ændrer nemlig på den naturlige balance, som normalt holder metanudledningen i skak, fortæller Jesper Riis Christiansen.

- Hvis tingene var i balance, ville vi ikke se den stigning, som er sket de seneste 200 år. Fra naturens side er der et kredsløb, hvor metangas både udledes og fjernes. Det kredsløb har i de seneste par tusinde år været mere eller mindre stabilt, så den overordnede balance er gået i nul, men fordi vi mennesker meget hurtigt udleder store mængder metan, smadrer det balancen, siger han.

Et regnskab i ubalance

Drivhusgasser er efterhånden blevet synonymt med klimaforandringer og stigende temperaturer.

Gasser som CO2 og metan er nemlig enormt gode til at holde på varmen, når de kommer op i atmosfæren.

Det er det, vi kender som drivhuseffekten.

Men det betyder ikke, at drivhusgasserne i sig selv er en dårlig ting, fortæller Jesper Riis Christiansen.

- Uden CO2 og metan ville vi ikke kunne leve her på jorden. Der ville være alt for koldt, og derfor skal vi være glade for, at drivhusgasserne er her. Problemet er, når der bliver for stor en koncentration af dem i atmosfæren, så der i stedet bliver for varmt her på jorden, siger han.

Det er dog tydeligt, at mængden af metangas i atmosfæren stiger år for år.

En udvikling, som ikke er holdbar på den lange bane, fortæller Jesper Riis Christiansen.

- Hvis tingene var i balance, ville vi ikke se den voldsomme stigning, som er sket de seneste 200 år. Fra naturens side er der et kredsløb, hvor metangas både udledes og indsamles. Det kredsløb er bygget til at gå i nul, men fordi vi mennesker tilføjer store mængder metan oveni, smadrer det ligevægten, siger han.

  • I mange asiatiske lande laves skovområder og mangrove om til forskellige former for fiskeopdræt. Her er alle de små 'søer' rejefarme, hvor landmænd under kontrollerede forhold opdrætter rejer til fødevareindustrien. (Foto: ZHANG AILIN XINHUA / EYEVINE © Xinhua News Agency / eyevine. All Rights Reserved.)
  • Rejerne opdrættes i små kunstige søer, hvor vandet ofte står meget stille uden den store vandcirkulation. Under de forhold danner og udleder vandområderne mere CO2, end hvis de stadigvæk havde været skov. (Foto: ZHANG AILIN XINHUA / EYEVINE © Xinhua News Agency / eyevine. All Rights Reserved.)
1 / 2

’Vi får et indblik i, hvor vi kan sætte ind’

Tidligere har vores påvirkning af vandområder ne ikke været en sektor, som forskere for alvor har fokuseret på, når det kom til at undersøge, hvor metanen i atmosfæren kommer fra.

Øjnene har i højere grad været rettet mod andre kilder til metan, men det er ganske naturligt, at vi hele tiden bliver klogere på drivhusgassen, fortæller Jesper Riis Christiansen.

- Når vi skal finde ud af, hvor metanudledningen er størst, handler det først og fremmest om at være ude i felten for at måle. Det er et kæmpestort arbejde, men som tiden går og vi får indsamlet mere og mere data får vi hele tiden et mere detaljeret og opdateret billede af, hvordan tingene hænger sammen, siger han.

At vandområder lader til at udlede langt mere metan, end vi før har troet, bør ikke skabe panik i sig selv, mener Jesper Riis Christiansen.

Tværtimod giver det en mulighed for at tackle udfordringen med for meget metangas i atmosfæren.

- Undersøgelser som den her er med til at give os en bedre ide om, hvor vi skal sætte ind. Når vi får bedre kendskab til de væsentligste kilder til metanudledning, kan vi bruge krudtet på at finde de rigtige knapper at skrue på, så vi kan ændre på tingene og det kræver, at vi fikser de problemer, vi selv har skabt, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk