Lige flyttet hjemmefra? Sådan gør du din nye hverdag både billigere og grønnere

Skær ned på shoppingen og drop unødvendig elektronik.

(Foto: Becca McHaffie © Unsplash)

De røde tal på kontoen, opvask og vasketøj kan hurtigt hobe sig op, når man flytter hjemmefra og står for det hele selv for første gang.

Nu hvor du selv skal betale regningerne, er her fem hacks, der hjælper din bankkonto og gør dit liv lidt mere bæredygtigt.

Det er nok ikke de her fem råd, der sætter en stopper for CO2-udledningen i verden, men det er nemme tiltag, der kan mindske din udledning.

1

Sluk lyset efter dig

(Foto: Etienne Girardet © Unsplash)

Du har helt sikkert hørt din mor eller far sige 100 gange, da du boede derhjemme: ‘Sluk lyset efter dig’.

Selvom det kan være svært at huske, er det en god idé, hvis du vil leve mere bæredygtigt.

Når lyset er tændt, kræver det strøm. For at få strøm skal man bruge energi.

Selvom vi har meget grøn i energi i Danmark fra eksempelvis vindmøller og solceller, kommer dele af strømmen stadig fra fossile brændstoffer, der ikke er bæredygtige.

Fossile brændstoffer er olie, kul og gas, der alt sammen udleder CO2, når det bliver brændt af, så du kan få strøm.

- Selvom vi har fået pærer, der bruger meget mindre energi end tidligere, er det stadig en god idé at slukke efter sig, siger Frede Blaabjerg, der er professor i elektrisk energiteknik ved Aalborg Universitet.

Helt overordnet forklaret er der kun en vis mængde grøn strøm i Danmark, som kommer fra bæredygtige kilder. Hvis vi bruger mere energi end det, får vi den resterende strøm fra fossile brændstoffer.

Derfor er det en god idé at slukke efter sig, uanset om man får sort eller grøn strøm.

2

Husk at spise op

(Foto: Dan Gold © Unsplash)

Når du har spist aftensmad, skal du ikke smide den sidste omgang kødsovs i skraldespanden.

Det er bedre at fryse resterne ned eller gemme det i køleskabet.

Om du spiser masser af kød, kun fylder tallerkenen med grøntsager eller ligger et sted midt i mellem, så bør du være opmærksom på madspild, hvis du vil være mere bæredygtig.

- Op til 30 procent af vores fødevarer bliver smidt ud. Det er derfor også et stort skridt i den rigtige retning, hvis du mindsker dit madspild.

Sådan siger seniorforsker ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet Marie Trydeman Knudsen i denne artikel.

- Forskere anslår, at udledningen af drivhusgasser fra fødevarer kan reduceres med 12-13 procent, hvis man reducerer madspild. Madspild er en stor post, hvor man virkelig kan gøre noget som forbruger, hvis man mindsker det, siger hun.

3

Send vinterfrakken til rens

(Foto: Charles Deluvio © Unsplash)

Når det bliver koldere udenfor, kan det være fristende at forkæle sig selv med en ny vinterfrakke.

Men i bæredygtighedens navn (og for din bankkontos skyld) er det en god idé at tage et kig på de jakker, du har i forvejen.

For lige meget hvor bæredygtigt, dit tøj er produceret, nytter det ikke meget, hvis du hele tiden køber nyt tøj og glemmer det gamle.

- Det mest bæredygtige tøj, du kan få, er det, du allerede har i garderoben. Det er allerede produceret og transporteret hjem til dig, siger Else Skjold i denne artikel. Hun er lektor på Det Kongelige Akademi, hvor hun forsker og underviser i design og bæredygtighed.

Det kan derfor være en god idé at sende frakken til rens, hvis den er blevet lidt træt i looket, eller at finde sytøjet frem, hvis du aldrig får jakken brugt, fordi den har tabt en knap.

4

Skru op og ned for varmen

. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

Efteråret har ramt os, og det bliver koldere udenfor. Det er snart tid til, at der bliver tændt for radiatorerne.

Et bæredygtigt hack er her, at du skruer op og ned for varmen - en lille smule ad gangen.

- Hvis din radiator står på tre eller fire hele dagen, kan du skrue den ned på to, når du ikke er hjemme eller ikke er i rummet. Du kan skrue ned for varmen, når du tager ud på dit studie eller sover i soveværelset om natten, siger energiprofessor Frede Blaabjerg.

På den måde kan du spare energi. Og præcis ligesom med at slukke lyset efter dig, er det en god idé, da det sparer på ressourcerne.

Din varme i radiatorerne kommer typisk fra kraftværker eller forbrændingsanlæg. Det kan eksempelvis være kulkraftværker, der udleder CO2.

Men taktikken med at skrue en smule ned for varmen nytter ikke noget, hvis du banker radiatoren op på fem, når du kommer hjem, fordi du fryser.

- Det er uhensigtsmæssigt at skrue så meget ned, at du herefter skal varme rummet eller lejligheden ekstra meget op efterfølgende. Derfor skal du heller ikke slukke helt for radiatoren, siger han.

5

Drop fjernsynet

(Foto: Piotr Cichosz © Unsplash)

Et fjernsyn hører sig da til i en stue eller hvad?

Hvis du lige er flyttet hjemmefra, og skal ud og købe et nyt fjernsyn, kan du tænke dig om en ekstra gang, hvis du vil være mere bæredygtig.

Hvis du alligevel ser film og serier på din computer eller tablet, er der måske ingen grund til, at et fjernsyn skal hænge og samle støv i stuen, eller at du skal have et ekstra fjernsyn i soveværelset.

- Om du ser film på fjernsynet eller computeren, er lige godt i forhold til strømforbrug. Men et nyt fjernsyn kræver materialer, siger Frede Blaabjerg og fortsætter:

- Derfor kan det ud fra et bæredygtighedsprincip være lige så godt at bruge sin computer, som allerede er produceret, hvis man er lige tilfreds, uanset om filmen ses på computeren end fjernsynet.

Det gør sig gældende for alle elektroniske ting i din lejlighed - helt ligesom med dit tøj.

Får du brugt et panini-jern og har du brug for en ny kaffemaskine, eller fungerer den gamle lige så fint?

- Hvis det ikke er nødvendigt, er det et godt sted at være mere bæredygtig, så der ikke bliver brugt ressourcer på apparater, der er unødvendige, siger han.

Facebook
Twitter