Mette dumpede matematik i gymnasiet: Nu er hendes forskning på forsiden af New York Times

Mette Bendixen har gjort lynkarriere som topforsker, og nu har hun måske fundet en løsning på den globale mangel på sand.

Galt eller genialt?

Mette Bendixen var selv i tvivl, da ideen opstod. Så hun luftede den for nogle af sine forskningskolleger.

- Jeg kunne se, at de fik lidt af det berømte lys i øjnene. Og så havde vi egentlig ret hurtigt fornemmelsen af, at det her kunne være stort, fortæller hun.

Ideen dukkede op efter en snak med hendes mand Lars, der er biolog. Han havde læst en artikel om den store sand-krise, vi står over for. Verden risikerer nemlig (tro det eller ej) at løbe tør for sand.

Den historie vender vi tilbage til.

I Mette Bendixens hoved opstod imidlertid en kobling mellem sandkrisen og hendes ph.d.-projekt, hvor hun har undersøgt, hvordan klimaforandringer påvirker Grønlands kyster og deltamiljøer.

Når Grønlands indlandsis smelter, som den gør med stigende hast, fører afsmeltningen nemlig til enorme sandaflejringer langs kysten.

Så Mette Bendixen tænkte: Gad vide, om Grønland kan blive storleverandør af sand til hele verden?

- Forskning handler ikke altid om at stille rigtig svære spørgsmål. Her stod vi overfor et simpelt regnestykke: Nogen mangler noget, som Grønland har rigtig meget af, siger hun.

Og også simple ideer kan være geniale.

Det gik for alvor op for Mette Bendixen, da hun og hendes grønlandske sand i juli landede på et af verdens mest prestigefyldte stykke papirer: Forsiden af The New York Times.

Vejen til Colorado

For foden af Rocky Mountains, hvor bjergene møder USAs enorme prærie, ligger byen Boulder.

I 1800-tallet var den en lille, støvet guldgraver-by. I dag er det en naturskøn universitetsby, som er hjem for omkring 100.000 indbyggere.

En af dem er Mette Bendixen. Hun kom hertil i marts sidste år for at arbejde som postdoc på Colorado Universitys arktiske forskningsinstitut, Instaar.

Som kun 34-årig har Mette Bendixen (med mine ord) gjort lynkarriere inden for topforskning.

Selv medgiver hun, at ‘det er gået sindsygt hurtigt’, siden hun i 2017 færdiggjorde sin ph.d, selvom hun faktisk måtte søge en del legater, før forskningsstillingen i Colorado var hjemme.

- Jeg endte med at arbejde gratis i 10 måneder, inden det lykkedes. Men hvis man vil blive i forskning og vise sit værd, skal man have tildelt de her forskningslegater, siger hun.

Havnede på geografistudiet af nød

Men nu er hun her. I ‘det lille paradis’, som hun kalder Boulder. Og hun er kun på vej et sted hen: Fremad i forskningsverdenen.

Turen hertil har dog været en smule kringlet. For havde du mødt Mette Bendixen, dengang hun gik på Rungsted Gymnasium, havde du næppe forestillet dig en fremtidig forsker.

- Jeg var ikke klar til gymnasiet. Jeg var så dårlig til at passe mine ting, og mit snit var elendigt, fortæller Mette Bendixen om de år, hvor historielæreren ind i mellem sendte hende ud på gangen for at løbe i stedet for at deltage i undervisningen.

Efter gymnasiet søgte hun ind på Roskilde Universitet, RUC. På noget med samfundsvidenskab, der ikke krævede verdens højeste gennemsnitskarakter.

- Alligevel kom jeg ikke ind, siger Mette Bendixen.

Men så faldt hun over noget, der hed geografi, på Københavns Universitet. Og hun kunne jo passende give det et år eller to, inden hun forsøgte RUC igen.

- Mit kendskab til geografi var meget småt. Jeg havde dumpet matematik i gymnasiet, så det naturfaglige var på papiret ikke ligefrem min stærkeste side, siger hun.

Herefter spoler vi tiden 5-6 år frem. Til 2011, hvor Mette Bendixen (kun afbrudt af en seks måneders smuttur til Berlin for at arbejde på en kaffebar) afleverer sit speciale i naturgeografi.

Til gengæld for det får hun et 12-tal. Det første nogensinde.

- Jeg havde ingen forventninger, da jeg startede på det studie. Men langsomt blev jeg bedre og bedre. Derfor kan jeg også kun sige til andre: Glem det med drømmeuddannelsen. Prøv dig frem. Fungerer det ikke, når du drejer til venstre, så drej til højre, siger Mette Bendixen.

Mette Bendixen ved Zackenberg-deltaet i det nordøstlige Grønland. (Foto: Mette Bendixen)

Sandkrise skaber sandmafiaer

Inden vi kommer til historien om, hvordan Mette Bendixens forskning havnede på forsiden af New York Times, vender vi lige den der globale sandkrise.

Det er formentlig de færreste, der går rundt og tænker over, at sand er en begrænset ressource.

Men det er det. En stor del af vores samfund er nemlig bygget på sand. Særligt i form af beton, hvis opskrift indeholder 40 procent sand.

- Det er ikke engang to år siden, at jeg selv hørte, at der eksisterer sandmafier, fortæller Mette Bendixen.

Mafiaerne findes for eksempel i Indien, hvor de ulovligt udvinder sand fra for eksempel floder med alt, hvad dertil hører af mafia-metoder.

Verden har sand nok for nu. Men kigger man ud i fremtiden krymper sandreserverne i takt med, at verdens befolkning vokser og flere søger mod byerne - og får penge til at bygge boliger af beton.

Fremskrivninger viser, at efterspørgslen på sand mellem år 2000 og år 2100 stiger med 300 procent, mens prisen vil stige med 400 procent.

Og det er her, at Grønland kan komme i spil som stor-eksportør af de enorme mængder sand, som afsmeltningen fra indlandsisen fører med sig.

Flere grønlandske politikere har allerede taget ideen til sig.

Nu er det op til Mette Bendixen og hendes forsker-kolleger at undersøge, om det i praksis kan lade sig gøre at tjene penge på grønlandsk sand, og samtidig undgå at ødelægge det i forvejen skrøbelige, arktiske miljø.

- Vi er ved at finde pengene til at undersøge det nærmere de kommende år. Jeg kan kun sige, at det går godt. Der er interesse, fortæller Mette Bendixen.

Otte procent af al den sand, der bliver udvisket til verdenshavene, kommer fra Grønland. Der er tale om enorme mængder. (Foto: Nicolaj Krog Larsen)

Velkommen på forsiden

Det er ikke ligefrem hver dag, at forskning i sand giver genlyd ude i den store verden.

Alligevel nåede Mette Bendixens forskning helt ind på skrivebordet hos chefredaktøren for New York Times, som havde set artiklen om perspektiver for sand-udvinding i Grønland i det videnskabelige tidsskrift Nature Sustainability.

Han satte den garvede videnskabsjournalist Henry Fountain på opgaven, som ringede til Mette Bendixen for at høre, om hun snart skulle til Grønland.

To uger senere sad de seks mennesker i en lille båd i Grønland. To af dem journalister. New York Times havde også lejet en helikopter til lejligheden. For at få nogle gode billeder.

Efter hjemkomsten gik Mette Bendixen i kiosken for at købe avisen. Der stod ikke noget om turen til Grønland. Og så tænkte hun egentlig ikke mere over det, før hun kom hjem fra en tur i bjergene, og en kollega rakte hende et eksemplar af New York times fra d. 4. juli - USAs nationaldag.

Der var den: ‘Melting Greenland Is Awash in Sand’ (det smeltende Grønland er oversvømmet i sand, red).

- Det føltes ret vildt. En af mine kolleger sagde, at det er større end at være på forsiden af Nature eller Science (to meget anerkendte videnskabelige tidsskrifter, red.), siger Mette Bendixen, og fortsætter:

- Det bedste er, at jeg har lavet noget, som folk ude i verden - og ikke kun forskerkolleger - synes er interessant. At jeg har lært nogen noget.

Mette Bendixen er slet, slet ikke færdig med sand. Udover projektet i Grønland, er hun også begyndt at kigge nærmere på Afrika, hvor sand i fremtiden bliver en knap ressource, fordi befolkningen vokser eksplosivt og langsomt får bedre levestandarder.

- Jeg har egentlig altid gerne ville lave udviklingsarbejde. Og samtidig elsker jeg det komplekse i noget så simpelt som sand. Så det er oplagt at kombinere de to ting, siger Mette Bendixen.

Facebook
Twitter