Miljøtjek: Er diesel værre end benzin?

Dieselbilen er kommet i modvind den senere tid. Men med nye og strengere europæiske krav nærmer miljøpåvirkningen sig i højere grad benzinbilers niveau.

Er dieselbilen fortid? Det spørgsmål stiller flere sig selv, efter dieselolie i de seneste år er kommet i modvind.

I 2015 blev Volkswagen afsløret i at fifle med forureningen fra dieselbiler. Siden er der kommet et øget fokus på den sundhedsrisiko, der skyldes de såkaldte NOx-gasser, som især udledes af dieselbiler.

Herhjemme har Socialdemokratiet blandt andet erklæret deres modstand. De ønsker at forbyde salg af nye dieselbiler fra 2030, mens gamle dieselbiler skal udfases.

Men kravene til udledning er i dag strammet, og spørgsmålet er, om dieselbiler nu også er værre end benzinbiler i et miljøperspektiv.

Her spiller flere forhold ind. Og vi kan ligeså godt være ærlige og sige, at der ikke er noget klart ja-nej-svar. For sagen er meget kompliceret.

Her fokuserer vi primært på NOx-gasser, sodpartikler og CO2-udledning.

NOx-gasser er sundhedsskadelige

De såkaldte NOx-gasser er årsag til smog i storbyer, og så er de sundhedsskadelige for mennesker.

- NOx består blandt andet af NO2, og det er luftvejsirriterende og kan forværre sygdomme som astma eller KOL. Det er uden tvivl et sundhedsproblem, der fører til øget dødelighed, siger Steffen Loft. Han er institutleder og forsker i luftforurening på Københavns Institut for Folkesundhed.

NOx-gasser opstår ved forbrændinger ved høje temperatur i bilens motor. Udledningen afhænger af mange forskellige forhold. Det er blandt andet afgørende, hvordan bilens motor bliver designet og reguleret.

Nye biler overholder ikke grænseværdier

I EU er grænseværdierne for udledningen af NOx for dieselbiler 0,08 gram per kørt kilometer. Det blev standarden med de nye Euro 6-dieselmotorer, som kom på markedet i 2014.

Dermed bør de nyere modeller være noget mindre sundhedsskadelige end tidligere modeller.

Problemet er bare, at flere nye dieselbiler alligevel ikke overholder kravene.

- Vi har for nyligt testet fire Euro 6-dieselbiler. Og tre af dem overskred grænserne, siger Kim Winther, der er civilingeniør på Teknologisk Institut.

Testen bakkes op af større udenlandske undersøgelser. Blandt andet har den uafhængige organisation International Council on Clean Transportation undersøgt 541 Euro 5- og 6-biler.

Blandt Euro 6-bilerne var der kun 10 procent, der overholdt kravene. I nogle tilfælde udledte bilerne op til 12 gange så meget NOx, som de måtte.

Forbrugerorganisationen ADAC – Tysklands svar på FDM - kan med deres miljøundersøgelser også bekræfte, at flere nye dieselbiler ikke overholder kravene til udledning af NOx-gasser.

Dieselbiler er stadig lidt bedre for klimaet

Nogle af de dieselbiler, som møder Euro 6-kravene er til gengæld mere klimavenlige end mange benzinbiler. Det ses blandt andet på ADAC’s lister over de reneste biler. Her ligger flere dieselbiler i top 25.

En af grundene til placeringerne er, at de bedste dieselbiler udsender færre kræftfremkaldende sodpartikler ud i luften takket være filtre, der renser dem fra.

- Alle dieselbiler i dag har partikelfilter. Og så længe det er ordentlig vedligeholdt, så udleder bilerne næsten ingenting. Problemet er bare, at der også kører biler rundt, som ikke er ordentlig vedligeholdt, siger Kim Winther.

Derudover vinder dieselbilerne også, når det kommer til CO2-udledning.

- Men fordelen er efterhånden ved at være lille. For der er sket en udvikling indenfor benzinmotorer, der gør, at diesel- og benzinbiler nu er ved at være tæt på hinanden i forhold til udledning af CO2, siger Kim Winther og fortsætter:

- Og hvis du tager springet til hybridbil, så er der en stor forskel. De udleder langt mindre CO2.

Hyundai Ioniq blev kåret til den mest miljøvenlige bil i 2017 af tyske ADAC. Der var dog tale om el-udgaven, da bilen fås både som hybrid og ren el. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Dieselmotorens dilemma

Det er ikke en nem opgave at producere dieselbiler, der både er skånsomme for klimaet og samtidig mindre sundhedsskadelige. Dieselmotoren er nemlig en kompleks størrelse.

Diesel har et højere energiindhold per liter end benzin, og det brænder mere kontrolleret ved højt tryk. Og det betyder i sidste ende, at du kan køre længere per liter med en dieselmotor.

Men forbrændingen ved så høje temperaturer producerer også NOx-gasser. De kan så begrænses med en katalysator og et såkaldt EGR-system, der fører en del af udstødningsgassen tilbage i motoren. Det forklarer Mads Pagh Nielsen, der er lektor på Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet.

- Men det koster på motorens effektivitet. Så der skal findes de helt rigtige ”trade-offs”, siger han.

Benzinmotorer antænder brændstoffet med en gnist, mens diesel antændes af kompression.

Groft sagt: Vil du køre længere på literen og udlede mindre CO2, skal du udlede flere NOx-gasser, og omvendt.

Derfor må bilproducenterne finde den helt rigtig balance for at kunne leve op til de forskellige krav inden for miljø og klima.

Forskere: Benzin vinder - hvis det er en hybridbil

Er det så en god idé at forbyde dieselbiler? Ikke nødvendigvis mener civilingeniør Kim Winther, der i stedet synes, man skal blive bedre til at overholde reglerne.

- Man skal håndhæve reglerne og sørge for, at der ikke sker manipulation med bilernes motorer og udstødningssystemer. Og så kunne man godt kigge på, om man skulle modernisere synsbekendtgørelserne, så man for eksempel bliver bedre i stand til at måle røgen fra nyere dieselbiler, siger han.

Hybridbiler vinder frem. Volvo har eksempelvis valgt at droppe dieselmotorer i flere nye modeller, mens de vil tilbyde hybrid- eller el-udgaver af alle nye biler fra 2019. (Foto: JASON LEE © Scanpix)

Står det til Kim Winther, bør vi satse mere på opladelige hybridbiler. Og hybridbiler fremstilles primært med benzinmotorer.

- De kan jo typisk køre op til 50 kilometer uden at starte forbrændingsmotoren. Og i modsætning til deciderede elbiler, så kan bilisterne få muligheden for at køre langt uden at få problemer med at lade op, siger Kim Winther.

Han bakkes op af Mads Pagh Nielsen:

- Sådanne biler kunne for eksempel i fremtiden benytte metanol som brændstof produceret ud fra brint fra elektrolyse og en kulstofkilde fra biomasse. På denne måde vil vi både være i stand til at udnytte overskuds-el fra vedvarende elproduktion, og vi vil udnytte vores biomasse mere effektivt.

Facebook
Twitter