Mudder afslører: Fortidens Grønland var overraskende varm

En ny opdagelse om Grønlands forhistoriske klima kan gøre os klogere på, hvordan Indlandsisen bliver påvirket i fremtiden.

Mudder fra Nordvestgrønlands indlandsis giver forskerne et indblik i, hvor varmt det var i to forskellige mellemistider. (Foto: Yarrow Axford © Northwestern University)

For tusindvis af år siden formåede Grønland at leve op til sit navn. Landet var fyldt med grønne skove, og klimaet var varmt og mildt.

Nu viser det sig, at fortidens Grønland faktisk var endnu varmere, end forskerne troede.

Det viser en undersøgelse fra Northwestern University i USA. Forskerne er kommet frem til konklusionen efter at have undersøgt mudder fra bunden af en sø. Mudderet stammer fra to forskellige mellemistider.

Opdagelsen vil kunne hjælpe os med bedre at forstå, hvordan klimaforandringer kommer til at påvirke Indlandsisen i fremtiden, understreger forskerne bag undersøgelsen.

Og det bekræfter en af Danmarks førende klimaforskere.

- Det her studie er vigtigt, og det styrker argumentet for, at vi tester nogle scenarier for fremtidens klima, der forventeligt bliver ligeså varmt eller måske endnu varmere, siger Sebastian H. Mernild, der er professor i klimaforandringer, glaciolog og direktør ved Nansencenteret i Bergen.

Fluer afslører temperaturen

Mudderet er fra Nordvestgrønlands indlandsis og stammer fra henholdsvis 116.000 til 130.000 år siden og 8.000 til 11.000 år siden.

Det er rester af forskellige typer fluer i mudderet, der fortæller forskerne, at det faktisk var varmere i de to perioder, end forskerne troede.

For at fluerne skulle kunne være til stede, må gennemsnitstemperaturen have været over 10 grader, mener forskerne. I dag svinger temperaturen fra cirka 2 til 5 grader.

- Fortiden skal anvendes som et kompas til at blive klogere på nutiden og fremtiden. Dengang var det andre forhold, der påvirkede klimaet. Men i dag er det CO2 koncentration i atmosfæren, og derfor kan vi forvente, at forandringerne vil ske hurtigere end tidligere, siger Sebastian H. Mernild og fortsætter:

- Så nu har vi belæg for at køre vores computersimuleringer med scenarier, der er de her fem til otte grader varmere. Så kan vi finde ud af, hvordan og hvor hurtigt Indlandsisen reagerer på et varmere klima. Det samme gælder for lokale gletsjere, ændringer i permafrosten og ændringer i almindelige meteorologiske forhold.

Et hold af forskere fra Northwestern University trækker sediment op fra en sø i Nordvestgrønland. (Foto: Alex P. Taylor © Northwestern University)

Vi udleder for meget CO2

Ifølge Sebastian H. Mernild er det ikke urealistisk, at vi kommer til at opleve et klima, der minder om det forhistoriske.

- Alt det CO2 vi udleder til atmosfæren i dag har en meget lang levetid. Cirka 50 procent eksisterer i atmosfæren i mere end 100 år. Og cirka 20 procent eksisterer deroppe i 1000 år, siger Sebastian H. Mernild.

- Det vil altså sige, at den måde vi lever vores liv på i dag har en lang række konsekvenser for klimaet. Og derfor er det ikke urealistisk, at vi på den anden side af år vi i 2100 eller på den anden side af år 2100 ser en temperaturudvikling i Nordgrønland, der er de her 5 til 8 grader varmere end i dag, fortsætter han.

Den nye forskning er netop blevet publiceret i tidsskriftet PNAS, Proceedings of the National Academy of Sciences.

Facebook
Twitter