Ny klimadatabase gør oksekød til endnu større skurk: En mørbrad udleder lige så meget CO2 som en køretur til Paris

En ny stor database viser, hvor meget CO2 500 forskellige fødevarer udleder.

Et kilo oksemørbrad udleder 152 kilo CO2. Det svarer til en køretur til Paris.

Oksekødselskere har det ikke nemt for tiden.

Det røde kød har længe været stemplet som en af de helt store klimasyndere, og nu bliver det endnu værre.

Ifølge nye tal fra den grønne tænketank Concito er oksekød mellem dobbelt og 11 gange så klimabelastende, som vi ellers normalt beregner det herhjemme. Værst er det med en oksemørbrad, der for et kilo kød udleder 152 kilo CO2, hvilket svarer nogenlunde til en køretur til Paris.

De nye tal for oksekød er med i en stor database over klimaaftrykket fra 500 forskellige fødevarer, som den grønne tænketank Concito offentliggør i morgen.

- Databasen viser et langt højere aftryk på oksekød, end man før har set i danske analyser, siger Michael Minter, der er programleder for fødevarer i Concito.

- Så det bekræfter det, vi vidste i forvejen, men den gør det med nye detaljer og større præcision end tidligere.

Svampe og østershatte

Klimadatabasen er den største af sin slags herhjemme. Den gør det for første gang muligt at sammenligne et stort antal fødevarer. Concito håber, at den kan gøre danskerne klogere på, hvor meget vores mad udleder.

- I databasen kan man for eksempel se, at svampe og østershatte ligger i den lave ende. De kan jo netop være en god erstatning for kød i forhold til at give umamismag, så det er da heldigt, siger Michael Minter.

Mere mad på mindre plads

At tallene for oksekød - og også for andre fødevarer i databasen - er højere skyldes, at man denne gang også har regnet den udledning af drivhusgasser, der følger med, når skov og andre naturområder bliver lavet om til landbrug i takt med at efterspørgslen på fødevarer stiger.

Det kommer den til, da vi de næste årtier vil blive flere mennesker på jorden. Ifølge FN skal fødevareproduktionen fordobles frem mod 2050.

- Hvis vi skal udvide det globale landbrugsareal, så betyder det skovrydning. Men vi skal gerne have mere skov, så der er en konflikt mellem fødevareproduktion og beskyttelse af skov, som betyder meget klimamæssigt, siger Michael Minter.

Michael Minter fra Concito.

Kød kræver plads

Derfor er der så stort fokus på kødet, for det kræver større arealer og flere ressourcer at producere kød end planter.

Forklaringen er ganske enkel: Hvis man har en mark med bønner, kan de høstes og spises direkte af mennesker, som dermed får proteiner. Hvis man derimod skal have proteinerne fra dyr, skal der først dyrkes foder til dyret, foderet skal transporteres, stalden skal varmes op og så udleder for eksempel gylle og bøvser fra køerne også drivhusgasser.

Der er i dag 1,5 millioner kreaturer i Danmark og 13 millioner grise. Halvdelen af Danmarks areal bliver brugt til at dyrke foder til dyrene.

Ifølge Michael Minter er det altså ikke kun på globalt plan, men også herhjemme vigtigt at tale om arealanvendelse. Blandt andet er der politisk enighed om, at de våde enge - de såkaldte lavbundsjorde - skal tages ud af produktionen, fordi de i sig selv udleder drivhusgasser.

- Vi vil også gerne have mere skov i Danmark. Hvis det skal ske, og vi skal producere lige så meget mad, så er vi nødt til at interessere os for arealanvendelsen også i Danmark, siger Michael Minter.

Skilte i Netto

I Concito håber de, at især landets kantiner, restauranter og supermarkeder vil bruge klimadatabasen til at guide deres kunder til at spise mere klimavenligt.

Det har de tænkt sig at gøre i Salling Group, som blandt andet ejer supermarkederne Bilka, Føtex og Netto og har været med til at finansiere den nye database.

Her vil kunderne ifølge koncernen fremover kunne finde skilte i butikkerne, der viser, hvor man kan finde de klimavenlige varer og få gode råd til, hvad man kan bruge som alternativ til kød. På nettet vil de bruge databasen til at vise klimavenlige opskrifter.

- Det er simpelthen noget kunderne efterspørger. De vil gerne vide, hvordan de handler mere klimavenligt, siger Annette Juhler Kjær fra Salling Group.

Etisk Råd foreslog i 2016 en afgift på oksekød, og også Klimarådet - der rådgiver regeringen om grøn omstilling - ønsker at gøre oksekødet dyrere ved hjælp af en CO2-afgift.

- Hvis det bliver dyrere at købe klimabelastende, vil færre gøre det, og det vil blive nemmere at vælge klimavenligt, når vi for eksempel står i supermarkedet og skal købe ind til aftensmad, siger Peter Møllgaard, der er formand for Klimarådet.

Salling Group gerne vil guide deres kunder til mere klimavenlige indkøb, har de dog ingen planer om sætte priserne op eller sælge mindre kød.

- Vi vil gerne sælge det, kunderne har lyst til at købe. Vi vil gerne hjælpe dem, der er ude efter et alternativ, men hvis du spørger, om vi holder op med at sælge hakket oksekød, så er svaret nej, siger Annette Juhler.

Men vil i holde op med at lave det som slagtilbud for eksempel?

- Det kan jeg ikke forestille mig, siger hun.

Artiklen er blevet opdateret med faktaboksen "Hvorfor udleder en del af et dyr mere end andre dele?".

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter