Naturlige variationer kan ikke forklare de klimaforandringer, vi ser i dag. Det bekræfter ny forskning, som gør status over fortidens klima via en computermodel.
Modellen har ifølge forskerne bag, for første gang udført en komplet simulation af de seneste tre millioner års klima. Og den viser, at vi er på vej mod hidtil usete klimatilstande for perioden.
Med stor nøjagtighed viser modellen, hvordan overordnede naturlige processer har styret klimaet - og hvordan vi mennesker har påvirket det i nyere tid, forklarer klimaprofessor Sebastian Mernild fra Nansencenteret i Bergen.
- Det, der er interessant ved det her studie, er, at de rammer de naturlige variationer i klimasystemet, som man ser over tid, siger han.
- Og samtidig bliver den testet op i mod uafhængige data. Det gør jo, at man med fornuft kan se på, hvordan det så ser ud i dag sammenlignet med det her tidsperspektiv på tre millioner år.
Konsekvenserne af vores fodaftryk
Forskernes simulationer viser, at naturlige processer ikke kan forklare de klimaforandringer, vi ser i dag. For så ville deres model ikke passe, forklarer Sebastian Mernild.
- Man kan se, hvor meget tingene afviger, når vi ikke kun har naturlige variationer, men også har de antropogene variationer (menneskelige variationer red.), siger Sebastian Mernild.
- På den måde kan de sige: Det liv, vi fører, det fodaftryk, vi sætter, hvad er konsekvenserne af det?
CO2 har ikke været højere i tre millioner år
Ifølge Sebastian Mernild viser undersøgelsen, at temperaturen på intet tidspunkt de seneste tre millioner år har været to grader over det såkaldt præindustrielle niveau. Altså før vi mennesker begyndte at brænde kul, gas og olie af.
Men også at koncentrationen af CO2 faktisk heller ikke har været højere i tre millioner år.
- Vi er midt i en mellemistid. Men havde vi mennesker ikke været her, havde vi ikke set så hastig en temperaturstigning over de sidste 180 år, siger han.
- De temperaturstigninger kan ikke alene forklares ud fra naturlige variationer. Og det bekræfter den her model.
Menneskeskabte klimaforandringer
Det sætter en fed streg under, at de klimaforandringer, vi ser, er menneskeskabte.
Modellen er ifølge Sebastian Mernild endnu et argument imod, at klimaet i dag kun er et udtryk for naturlige variationer.
I den forbindelse mener Sebastian Mernild, at det er dybt bekymrende, at reaktionen på klimaadvarslerne i store træk udebliver.
Meget bekymrende udvikling
Foreløbige tal fra Energistatistik 2018 viser, at Danmarks energiforbrug steg i forhold til året før. Og at forbruget af olie og kul også steg. Og dermed steg CO2-udledningen også.
- Kigger vi på udledningerne siden 1990, er de kun gået én vej i gennemsnit: mod højere værdier. Og 2018 er det år, hvor vi har udledt allermest CO2 til atmosfæren, siger han.
- Det, synes jeg, er bekymrende. Jeg kan ikke se, hvad der i den nære fremtid skal ændre det her. Godt nok satser vi på vind og forskning, men det er bare ikke nok. Så der er ikke noget, der fortæller mig, at udledningen af CO2 vil bøje af i nærmeste fremtid.
Den nye forskning er publiceret i Science Advances i denne uge og udført af forskere fra Potsdam Institute for Climate Impact Research.