Permafrosten i Arktis bekymrer forskerne: Klimaet ændrer sig hurtigere, end vi kan følge med

Tøende permafrost giver klimaforskerne panderynker. DR har været med forskere i Grønland for at forstå, hvilke problemer det kan give, når permafrosten tør.

Der er permafrost på omkring en fjerdedel af landarealet på den nordlige halvkugle. Forskerne er stadig i tvivl om, hvor meget de tøende permafrost vil bidrage til klimaforandringerne i fremtiden. Foto: Omid Jafi/DR (Foto: Omid Jafi © DR)

Torben Røjle Christensen stikker et langt spyd ned i jorden, til der høres et lille klonk.

- Det er permafrosten, vi støder på, siger professoren. Han er klædt i en grønbrun anorak og har et gevær over skulderen, hvis en isbjørn skulle dukke op.

Omkring ham strækker en stor dal sig fladt ud til de omkransende sneklædte fjelde. Nede ved jorden vajer blødt, hvidt bomuldsgræs i vinden.

Han står få hundrede meter fra forskningsstationen Zackenberg, hvor han er forskningsleder. En lille samling blå træbarakker, der ligger på den grønlandske østkyst langt fra alting. Mod syd er der 450 kilometer til den næste by og mod nord stort set kun vild natur.

Forskningsstationen blev startet for 25 år siden med det formål at holde øje med, hvordan klimaforandringerne påvirker området. Torben Røjle Christensen har været med helt fra starten.

Døde planterester

En af de ting forskerne har målt gennem alle årene er, hvordan permafrosten - som det permanent frosne lag i jorden hedder - udvikler sig i en verden med stigende temperaturer.

Det er særligt vigtigt i Arktis, hvor temperaturen stiger meget hurtigere end andre steder i verden.

I løbet af de sidste 49 år er temperaturerne i Arktis steget tre gange så hurtigt, som gennemsnittet i verden, viser en rapport fra AMAP - et forskningsprogram under Arktisk Råd. Torben Røjle Christensen har været medforfatter på rapporten, der udkom tidligere på året.

Professor Torben Røjle Christensen. Foto: Omid Jafi/DR

Dataen viser da også tydeligt, at mere og mere af permafrosten tør år for år. Mens man ved Zackenberg i 1990'erne skulle stikke spyddet omkring 60 centimeter ned for at støde på de frosne jordlag, skal den i dag næsten 90 centimeter ned.

I gennemsnit er permafrosten i Arktis blevet to til tre grader varmere, siden 1970'erne.

Det gælder ikke kun i Grønland, men også i de andre større områder med permafrost som Alaska, Canada og Sibirien.

- Der er målinger af den her type hele vejen rundt om Arktis. Når man sammenligner dem vil man kunne se, at det her aktive lag (det tøede lag, red.) næsten hele vejen rundt bliver dybere og dybere, siger han.

- Det er et klart tegn på, at der er en opvarmning i gang, som ikke kun begrænser sig til luften, men også forplanter sig ned i jorden.

Det er et problem, for permafrosten indeholder store mængder kulstof i form af døde planterester, der har været lagret i de frosne jordlag i tusindvis af år.

Når temperaturerne stiger og permafrosten tør, går planterne i forrådnelse og lukker mere CO2 og metan ud i atmosfæren, som er med til at varme kloden op. Opvarmningen har altså ligesom andre steder skubbet til det naturlige system og sat gang i en ond cirkel, hvor naturen selv kommer til at forstærke opvarmningen af kloden.

- Det vil kunne forøge CO2 og metan i atmosfæren. Formodentlig over den årrække, hvor vi selv vil gøre alt for at reducere udslippet, som vi skal gøre, siger Torben Røjle Christensen.

- Det kan starte nogle processer, som vi ikke umiddelbart kan stoppe.

Ifølge den nyeste rapport fra FN's klimapanel er der dobbelt så meget kulstof lagret i permafrosten, som der i øjeblikket er i atmosfæren. Derfor bliver permafrosten også tit kaldt den tikkende CO2-bombe.

På forskningsstationen Zackenberg har man siden 1990'erne holdt øje med klimaforandringerne. Foto: Omid Jafi/DR (Foto: Omid Jafi © DR)

Jorden kollapser

På Zackenberg Stationen har de et andet konkret problem. Når permafrosten tør og vandet flyder væk, falder jorden nogle steder sammen.

Det skete i 2018, hvor der pludselig opstod en kæmpe flænge i landskabet ikke langt fra stationen. Derfor er forskerne også nu ved at forsøge at lave et system, der kan advare dem, hvis det samme skulle risikere at ske ved stationens huse.

Farerne ved den slags kollaps er større i andre områder af Arktis, hvor der bor flere mennesker. Flere steder i Sibirien og Nordamerika er hele bysamfund truet af permafrost, der kollapser, fortæller Torben Røjle Christensen.

- Der er steder hvor infrastruktur, olierørledninger, vejføringer alt muligt er ganske alvorligt påvirket af at permafrosten tør, siger han.

Det gælder ifølge rapporten fra AMAP i byen Pevek, der er den nordligste by i Rusland, hvor tøende permafrost har givet skader på omkring 50 procent af husene.

I Sibirien undersøger forskerne lige nu også, om det er den tøende permafrost og metanen i den, der flere steder har forårsaget deciderede eksplosioner, som har skabt store kratere i landskabet.

- Så der sker altså også abrupte, pludselige ting i systemerne, som er uforudsigelige. Dem vil vi meget gerne forstå bedre for også at kunne forklare og forberede os på, hvordan klimaet kommer til at blive i fremtiden, siger Torben Røjle Christensen.

Forskerne måler, hvor meget CO2 og metan der slipper ud, når permafrosten tør. Foto: Omid Jafi/DR

Hvor stort er problemet?

Hvor meget af permafrosten, der allerede er tøet, og hvor meget CO2 og metan det lukker ud både nu og i fremtiden er der stadig stor usikkerhed omkring.

Forskerne ved altså ikke med sikkerhed, hvor farlig en bombe permafrosten er, for der mangler data.

Både fordi området med permafrost er uendelig stort og mange steder ufremkommeligt, og fordi man ikke har målinger langt nok tilbage i tiden.

- Det er den forståelse, som vi forsøger at hjælpe til med heroppe. Men vi er langt fra i mål. Vi har brug for en større forståelse for de her processer for at forstå, hvor kraftig en temperaturstigning de kan forårsage i sig selv i fremtiden, siger Torben Røjle Christensen.

Bekymrer det dig, hvor hurtigt det går?

- Ja, det gør det. Fordi det er gået meget hurtigere, end vi troede da vi startede stationen. Så det er bekymrende, at det går så stærkt, som det gør, siger Torben Røjle Christensen.

En anden forsker på stationen har det på samme måde. Mikhail Mastepanov, der er seniorforsker på Aarhus Universitet tjekker hver dag de små kamre, som er sat op i landskabet for at måle, hvor meget CO2 og metan der slipper op fra jorden.

- Som forsker er jeg bekymret over, at vi stadig ved så lidt. Forandringerne sker allerede. De sker nu, og de sker hurtigt, siger han.

- Jeg tror aldrig, at videnskaben vil kunne følge med klimaforandringerne. Vi er altid lidt bagefter.

Så forandringerne sker hurtigere, end I kan følge med?

- Ja, men det er min personlige fornemmelse. Jeg håber, at jeg tager fejl, siger han.

Se mere fra Zackenberg Forskningsstation i 21 Søndag i aften 19. september 2021.

Facebook
Twitter