Sådan svarer FN's klimachef på spørgsmålet om verdens ledere kan løse klimakrisen: Øhm ja....det er så det store, store, store spørgsmål

FN's klimachef er i Danmark, som i disse dage er vært for en klimatopmøde, som gerne skulle fungere som en "slags gruppepres".

FN's klimachef, Patricia Espinosa, er i København, der i dag og i morgen er vært for et klimatopmøde mellem en række af verdens lande.

Man gad så godt vide, om Patricia Espinosa selv - sådan helt personligt - tror på det.

Den 63-årige mexicaner er FN's klimachef og dermed så dybt inde i det politiske maskinrum, man kan komme, når det gælder global klimapolitik. Med den viden hun besidder, tror hun så, at vi stadig kan begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader? Er vi på rette vej?

Tror hun på, at verdens lande midt i krig og økonomisk krise vil kunne finde ud af at samarbejde, tage de upopulære beslutninger og bruge de penge, der skal til for at holde kloden nogenlunde kølig.

- Look..., siger hun og holder så en lille pause, da vi spørger.

- Hvis man lytter til det, forskerne siger, så tror jeg stadig, der er en mulighed. Men hvis det skal ske, skal der træffes nogle meget svære beslutninger. Og øhm ja....det er så det store, store, store spørgsmål.

En slags gruppepres

Patricia Espinosa er i København for at deltage i det ekstraordinære klimatopmøde, som den danske regering er vært for de næste to dage. 40 af verdens lande er repræsenteret ved mødet, der er lagt præcis et halvt år efter klimatopmødet i skotske Glasgow og et halvt år før det kommende, der skal holdes i Sharm el-Sheikh i Egypten til november.

Mødet er uformelt, og der vil derfor ikke komme nye aftaler eller løfter ud af det. Men det har alligevel en vigtig funktion, siger Jens Mattias Clausen, der er EU-chef i den grønne tænketank Concito og tidligere har rådgivet den danske klimaminister om internationale forhold.

- Det er et vigtigt statusmøde, hvor man ser på, om landene bare har ligget på sovepuden eller om de rent faktisk er i gang med at levere, hvad de har lovet, siger han.

- Det fungerer som en slags gruppepres, hvor man hver især skal vise frem og forsvare, hvad man har leveret. I bedste fald bliver det en politisk presbold, som får landene til at øge deres indsats.

Nedtællingen til 2030

Det skub fremad er nødvendigt. På det sidste FN-topmøde i Glasgow var verdens godt 200 lande enige om, at de nuværende klimaløfter, som de hver især har afgivet, ikke er nok til at holde temperaturerne nede.

Alligevel har kun meget få lande opjusteret deres klimaambitioner siden da.

- Rent ud sagt er det færre, end jeg havde håbet på, siger Patricia Espinosa.

Med de løfter, der er afgivet nu er vi på vej mod en temperaturstigning på 2,7 grader. Langt over det, videnskaben anbefaler som sikkert.

Skal vi holde temperaturen nede kræver det ifølge eksperterne, at vi i 2030 har reduceret udledningen af drivhusgasser med over 40 procent.

Det tyder intet på lige nu. Sidste år steg de til ny rekord efter at have taget et lillebitte dyk under coronakrisen.

- Det her er det afgørende årti. Men nu er der allerede kun otte år tilbage, siger Patricia Espinosa for at understrege den pointe.

- Vi har brug for at tage beslutninger, der virkelig skaber forandringer i alle aspekter af vores liv. Både i forhold til energi, hvordan vi producerer og den måde vi forbruger på og hvordan vi bevæger os fra et sted til et andet. I vores generelle livsstil. Det sker ikke endnu, siger hun.

Beboere leder efter deres døde i ruinerne efter kraftig regn oversvømmede store områder ved Durban i Sydafrika i sidste måned. (Foto: Rogan Ward © Ritzau Scanpix)

Det brudte løfte

En ting, som i høj grad spænder ben for at få de globale klimaambitioner op, er det altid konflikfyldte spørgsmål om, hvem der skal betale regningen. Det er et af hovedemnerne på mødet i København.

Diskussionen om finansiering er gammel, men stadig uløst.

klimatopmødet i København i 2009 lovede de rige lande, at de fra 2020 hvert år ville give 100 milliarder dollar i klimahjælp, som de fattigste lande kan bruge både til at omstille sig og beskytte sig mod klimaforandringerne.

En anerkendelse af, at klimaforandringerne rammer hårdest i de dele af verden, der har bidraget mindst til problemet.

Men selv om vesten har haft god tid til at indfri løftet, er det ikke sket. Sidste år vidste opgørelser fra FN, at støtten kun kom op omkring 80 milliarder dollars og at størstedelen af beløbet blev givet som lån, der altså skal betales tilbage.

Mere end 400 mistede livet i oversvømmelserne i Sydafrika i april. (Foto: Rogan Ward © Ritzau Scanpix)

Frustrationen fra Glasgow

I Glasgow blev man så enige om en ny dato. Først i 2023 ville de rige lande kunne nå op på det fulde beløb. En forsinkelse, der ikke gør noget godt for håbet om, at udviklingslandene også vil bidrage mere til at få udledningerne ned.

Patricia Espinosa har slet ikke lyst til at svare på spørgsmålet om, hvad der sker, hvis de rige lande heller ikke til den tid opfylder løftet.

- Det er jeg ærlig talt bekymret over. Jeg så frustrationen i Glasgow, siger hun og understreger, at løftet om de 100 milliarder mest af alt er et tillidsbånd mellem verdens lande, og at alle godt er klar over, at der skal et meget større beløb til at klare problemerne.

- Jeg er stadig håbefuld og vil fortsætte med at presse på for, at vi når op på de 100 milliarder allerede i år, siger Patricia Espinosa, der mener, at de rige lande må se ud over deres udfordringer med coronakrisen og krigen i Ukraine.

- Det (coronakrisen og krigen i Ukraine) er selvfølgelig forståeligt og kan retfærdiggøres, men intet af det kan fjerne det faktum, at klimaforandringerne forbliver den største trussel mod menneskeheden, siger hun.