Der er aldrig blevet solgt så mange grønne biler som i denne måned.
Det burde få Klimarådet - som er regeringens vismænd på klimåområdet - til at juble. Men det gør de ikke.
Størstedelen af de solgte biler er nemlig hybridmodeller, som kører på en blanding af el og fossile brændstoffer, og det er ikke entydigt en god ting for klimaet.
- Undersøgelser har vist, at det er meget forskelligt, hvor meget man kører på el i hybridbilerne, og hvis du ikke er meget bevidst om at lade dem op, kan du komme i en situation, hvor det ikke er bedre end en effektiv dieselbil, siger Niels Buus Kristensen fra Klimarådet og derudover forskningsleder ved Transportøkonomisk Institutt i Oslo.
- Man skal ikke føle sig grønnere, hvis man kører rundt i en hybridbil og bruger forbrændingsmotoren, for batterierne i dem er tungere, og der er også andre ting, der gør, at det så ikke er særlig energiøkonomisk at køre i en hybrid, siger han.
I alt blev der i juni solgt 1.706 grønne biler, hvor af de 657 var elbiler og 1.048 plug-in-hybridbiler. Det svarer til omkring ti procent af det samlede bilsalg.
Det er især hybridbilen Ford Kuga, der er solgt mange af den seneste tid. Den kan køre omkring 50 kilometer, før den bruger benzin.
Hvorfor laver I ikke bare en ren elbil?
- Rene elbiler er teknologisk stadig lidt dyrere at producere. Og så skal man finde en balance. Det her er for os den perfekte overgang mod mere el, siger Frank Skjærbæk, administrerede direktør i Ford.
Ifølge ham har Ford lige nu ingen data på, hvor meget folk kører på el i deres hybridbiler. Der er heller ikke lavet nogle danske undersøgelser af, hvor meget hybridbilerne kører på el i forhold til diesel og benzin. Men Klimarådet undersøgte i 2018, hvor klimavenlige de forskellige biltyper er. Rådet konkluderede her, at hvis man ser på hele bilens livscyklus - både produktionen og brugen af den - udledte hybridbilerne mere CO2 end en moderne dieselbil.
Klimarådet vil have hybriderne ud
Derfor har Klimarådet også foreslået, at det fra 2030 blev forbudt at sælge nye benzin-, diesel- og hybridbiler.
- Vi skal helst over på ren el, for det er nødvendigt for at nå klimamålene i 2030, siger Niels Buus Kristensen.
Herhjemme er Enhedslisten og De Radikale lige nu de eneste partier, der bakker op om Klimarådet i forhold til en udfasning af hybridbiler i 2030.
- Nogle af hybridbilerne kører ikke særlig langt på literen, hvis man kører på diesel, og derfor kan de være klimasyndere i forklædning. Det kommer selvfølgelig an på bilen, men hvis vi skal nå vores ambitiøse klimamål, skal vi i fremtiden have helt grønne biler, siger klimaordfører Mai Villadsen.
I Storbritannien overvejer man også lige nu at forbyde salg af nye hybridbiler på lige fod med diesel- og benzinbiler fra 2032. Og i Københavns Kommune får hybridbilerne da heller ikke helt de samme fordele som elbilerne. Hvor hybridbilerne skal betale for at parkere, må elbilerne parkere gratis.