Singapore godkender laboratorie-lavet kød: Firma arbejder på at levere til Europa

Der går nogle år endnu, før kunstigt kød rammer det europæiske marked.  

Der er nogle udfordringer med at få laboratorie-lavet kød in på det europæiske marked, siger forskere, (© Scanpix)

Forskere har i mange år arbejdet på at fremstille kunstigt kød ved at tage stamceller fra dyr og dyrke dem i et laboratorie.

Men vi er endnu ikke nået der til, hvor det kunstige kød sælges på restauranter eller i supermarkeder.

Det ser nu ud til at ændre sig i Singapore.

Her har den amerikanske virksomhed Eat Just fået grønt lys til at sælge kyllingekød, der er fremstillet i et laboratorie.

- Det er noget, vi længe havde regnet med ville ske. Regeringen i Singapore har været en af de mest aktive til at få laboratorie-kød indført.

Sådan lyder det far Mark Post, der er professor ved universitetet i Maastricht. Han er også videnskabelig chef ved virksomheden Mosa Meat, som i 2013 var de første nogensinde til at servere en burgerbøf dyrket på et laboratorium.

Mark Post er ikke været involveret i det firma (Eat Just), der nu skal levere kunstigt kød til Singapore.

Klar til Europa

Siden burgerbøffen blev lanceret i 2013, har Mark Post og kollegerne arbejdet på at kunne fremstille kunstigt kød, der kan sælges på restauranter og på sigt i supermarkeder rundt i Europa.

- Vi fokuserer på lande som Tyskland, Danmark og Holland, da de nok er mere klar til det. Vi oplever en større interesse herfra end fra andre europæiske lande, siger Mark Post.

Men der er nogle udfordringer med at få laboratorie-lavet kød ind på det europæiske marked. Først og fremmest mangler vi at få de lovmæssige rammer på plads.

- Det tager lang tid at få tilladelse til at sælge og markedsføre laboratorie-kød i Europa. Vi arbejder på det lige nu, men der går nok nogle år, før vi når dertil, siger Mark Post.

Og så vil det tage nogle år at få omkostningerne ned på et niveau, der kan konkurrere med almindeligt kød.

- Jeg forestiller mig, at de første restauranter i Europa vil servere laboratorie-kød om to-tre år. Der vil nok gå endnu to-tre år, før priserne kommer ned på supermarked-niveau, siger Mark Post.

Klimadebatten sætter gang i snakken

Herhjemme i Danmark bliver der forsket i laboratorie-kød ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet.

Det er lektor Jette Feveile Young med til.

- Jeg tror, at laboratorie-kødet nok skal finde vej til Danmark på et tidspunkt. Det virker som om, at man inden for de seneste par år fået mere fokus på det. Det tror jeg blandt andet skyldes klimadebatten, hvor man gerne vil undgå at spise for meget kød, siger Jette Feveile Young.

- Men det er et spørgsmål om, hvor mange midler, man er villig til at kaste efter forskningen og udviklingen, og hvor meget man tror på det, fortsætter hun.

Det handler især om at få offentlige forskningsmidler indover. Problemet er i øjeblikket, at alt forskningen sker ude i virksomhederne.

- Hvis det forbliver ude i opstartsvirksomheder, så ender det med, at alle opfinder den dybe tallerken uden at dele den viden, de har. Vi er nødt til at få noget offentlig forskning ind over, så vi kan dele den videnskabelige viden, siger Jette Feveile Young.

Hun bakkes op af Mark Post.

- Det er en skam, at der ikke er tilstrækkelig offentlig finansiering til den her type forskning. For det har nogle fordele for samfundet. Vi har prøvet at tale med forskellige regeringer rundt i Europa for at få mere offentlig finansiering, og det viser sig at være besværligt, siger han.