Skal du ud og shoppe? Sådan gør du din garderobe miljøvenlig

Dit tøj er en stor klimasynder, men der er heldigvis enkle tiltag, der kan hjælpe dig med at mindske dit CO2-aftryk.

Køb god kvalitet, undgå kemikalier i produktionen og køb genbrug. Det er blot tre af de råd, som eksperten kommer med til at undgå overforbrug af tøj. (Foto: Rawpixel © Unsplash)

Copenhagen Fashion Week er netop overstået, og selvom du måske ikke selv var til shows og kigge på kommende sæsoners nye trends, så kan du hurtigt komme til at følge dem.

Europæerne elsker nemlig at handle nyt tøj, så der bliver købt millioner af tons ny-produceret tøj om året. Mere præcist blev der i 2015 købt 6,4 millioner tons tøj i Europa.

Det viser en undersøgelse fra European Clothing Action Plan (ECAP), som er et europæisk projekt, der arbejder for at reducere vores tøjspild - og dermed vores CO2-aftryk fra produktionen af tøj.

Det vurderes nemlig, at de 6,4 millioner tons tøj udledte 195 millioner tons CO2. Det svarer til cirka 17 gange så meget CO2, som alle biler i Danmark udleder på et år.

- Der er mange led i produktionen af tøj, og der er stort energiforbrug forbundet med flere led. Og det udleder CO2, siger Arne Remmen, der er professor på Center for Design, Innovation og Bæredygtig Omstilling på Aalborg Universitet.

Tøjet er dyrere for miljøet end din pengepung

Det er muligvis ikke noget, du selv tænker over, men når du handler nyt tøj, kræver det mange ressourcer, før det er landet mellem dine hænder.

En ny trøje kræver blandt andet energi til at pumpe vand op, som skal bruges til afgrøder, energi til at producere fibrene til tøjet og energi til at transportere tøjet til butikkerne.

Det snupper eksempelvis 1.400 liter vand at producere en enkelt t-shirt, så det trækker på verdens ressourcer, hver gang vi shopper.

- Hvis der for eksempel bruges kemikalier og kunstgødning på markerne, som i ikke-økologisk produktion, så kræver det også et stort energiforbrug at lave kemikalierne og kunstgødningen, siger Arne Remmen.

Så hvis du er slem til at købe tøj, der kun bruges få gange og derefter hænger i skabet, så er det altså en dyr omgang for både klima og miljø.

Vi har alle ansvaret

Hvis vores tøj skal være bedre for klimaet og miljøet, er det både forbrugere og producenter, der skal tage affære.

- Som jeg ser det, er det et fælles ansvar. Producenterne kan gøre en del i forhold til at tage ansvar for produktionens forskellige faser og reducere belastningen af miljø og klima, siger Arne Remmen, og fortsætter:

- Forbrugerne kan efterspørge de varer, der er mere miljøbevidste, så producenterne kan se, at der er et marked for det.

Han forklarer dog også, at tøjproduktionen ikke ændres hen over en nat, og det er en proces, vi er i gang med for at ændre vores holdning til tøjproduktion og forbrug.

- Vi så det også med fødevarer, da de økologiske alternativer begyndte at komme frem. Det har taget tid at nå til, hvor vi er nu med økologien. Derfor er det også et langt sejt træk, når vi skal ændre tøjproduktionen, og ikke mindst kultur og vaner omkring tøjforbruget, siger Arne Remmen.

FacebookTwitter