Smut, grillkylling: Verdens største fugl vejede næsten et ton

Den uddøde fugl 'Vorombe titan' er blevet kåret til verdens største fugl efter flere års debat.

Stor appetit, stor afføring. Elefantfuglen var vigtig for økosystemet på hjemøen Madagascar, og dens indflydelse kan stadig ses i dag. Her en kunstners illustration af, hvordan en elefantfugl muligvis har set ud. (© Jaime Chirinos)

Opdateret: Det fremgik tidligere af artiklen, at Vorombe titan kunne veje op til 800 kg. En mere korrekt estimering af vægten er dog 700 kg. DR beklager fejlen.

Tre meter høj og med en kampvægt på omkring 700 kg. Fuglearten 'Vorombe titan' nupper prisen som den største fugl nogensinde.

Det er den endelige konklusion efter flere års debat om, hvilken fugl der er den største.

Det skriver flere medier som for eksempel Inverse og Live Science.

Det er forskere fra Zoological Society of London, som har fremlagt resultaterne, der er blevet udgivet i Royal Society Open Science.

Hovedforfatteren er James Hansford, der i sin Ph.D.-afhandling har rejst verden rundt for at måle knogler fra mega-fugle på forskellige museer.

Nogle af knoglerne var brækkede, og han indsamlede derfor data og målinger, og satte det sammen i et computerprogram.

Appetit og afføring hjalp økosystem

Fuglen 'Vorombe titan', der på malagasy betyder 'stor fugl', levede på Madagaskar, hvor den var en del af 'elefantfugle'-familien.

- Elefantfugle var de største i Madagaskars megafauna og velsagtens en af de vigtigste fugle i øens evolutionære historie, siger James Hansford i en pressemeddelelse.

Grunden til elefantfuglenes store betydning for økosystemet på Madagaskar kan blandt andet findes i dens appetit.

- De store dyr havde en enorm indflydelse på det brede økosystem de levede i, ved at kontrollere naturen ved at spise planter, sprede biomasse og sprede frø gennem deres afføring. Madagaskar lider stadig under effekten af, at disse fugle uddøde, siger James Hansford.

Fortiden skal hjælpe truede dyr

Indtil nu har man ment, at elefantfuglene omfattede to udviklingsgrene.

Men gennem målingerne og analyser af hundredvis af knogler fra familien, kan forskere nu konkludere, at der var tre slægter.

Under disse tre slægter er der fire forskellige arter, hvoraf 'Vorombe titan' var den største, ifølge forskerne.

Knogler fra verdens største fugl 'Vorombe titan'. (© ZSL)

Medforfatter på forskningen, professor Samuel Turvey, forklarer i pressemeddelelsen, at den nye viden om arterne er utrolig vigtig.

- Uden en præcis forståelse af tidligere arters forskelligheder, kan vi ikke ordentligt forstå evolutionen eller økosystemet på unikke øer som Madagaskar eller rekonstruere præcis, hvad der er gået tabt siden menneskets indtog på øerne, siger han.

Viden om fortiden skal nemlig hjælpe med at forstå nutiden.

- Historien om biodiversitetens tab er essentiel for at kunne fastslå, hvordan vi kan bevare nutidens truede dyrearter, siger han.

Algoritmer laver knogler

Jon Fjeldså, der er professor og forsker i fugles evolution på Statens Naturhistorisk Museum, mener, at forskningen udmærker sig ved, at man har fået udnyttet data, der ikke har været muligt før.

- Ofte bliver data fra mangelfuldt opmålte knogler kasseret, men her er der udviklet en algoritme for at modellere sig frem til de manglende mål, så man dermed har opnået en fuld udnyttelse af data fra alle knogler, siger Jon Fjeldså.

Elefantfugl slår new zealænder

Men at 'Vorombe titan' er den største fugl nogensinde, har forskere haft en klar idé om i mange år.

- Den nye forskning er interessant, fordi det er den første grundige analyse af elefantfuglene med moderne analysemetoder, men rent fagligt flytter den ikke meget, siger Jon Fjeldså og fortsætter.

- Jeg har allerede som student, som jeg blev for et halvt århundrede siden, lært at elefantfugle var de største fugle rent vægtmæssigt, selvom 'moafugle' fra New Zealand kunne blive en tand højere.

Han forklarer, at det har været svært at beregne sig frem til en præcis vægt ud fra nogle knogler, og derfor har der været uenighed om, hvilken art som kunne betegnes som den største.

- Men med den nye forskning har vi nu fået en mere grundig beregning, siger Jon Fjeldså og fortsætter.

- Forskerne formår at give et mere objektivt bud på, hvordan elefantfuglene kunne opdeles i arter, og i denne forbindelse afslører de, hvilken af arterne som var størst, afslutter han.

Facebook
Twitter