Sort sne, boblende gas og varmt vand: Her er tre af klimaets dominoeffekter

Det menneskeskabte CO2-udslip har sat skub i en række dominoeffekter. Det er blandt andet derfor, at indlandsisen forsvinder.

Isen over Grønland forsvinder. Og der er ikke noget at gøre ved det.

Der er allerede så store mængder CO2 i atmosfæren, at det ikke gør nogen forskel, om alverdens lande så fik udledningen til at falde drastisk i morgen.

Indlandsisen vil smelte. Det er blot et spørgsmål om, hvor hurtigt det kommer til at gå, viser ny forskning.

Og afsmeltningen accelererer. Det skyldes blandt andet en række forstærkende effekter, der i forskningen kaldes for feedbackeffekter eller tilbagekoblingsmekanismer, men mere populært hedder dominoeffekter.

Det dækker over nogle ofte indviklede processer, og forskerne har i mere eller mindre grad svært ved præcist at forudsige, hvad de kommer til at betyde på sigt.

En af dem hedder albedoeffekten, og det er den, som får indlandsisen til at smelte. Den - og to andre dominoeffekter - kan du læse om her.

1

Når sne og is forsvinder

Albedo er et mål for en overflades evne til at reflektere lys. En hvid overflade tager længere tid at opvarme end en sort.
Albedo er et mål for en overflades evne til at reflektere lys. En hvid overflade tager længere tid at opvarme end en sort.

Det er sommer, og du kigger ud af vinduet. Solen skinner. Der er 30 grader. Tager du en hvid eller en sort t-shirt på?

De fleste ville nok vælge den hvide. For mens den sorte t-shirt absorberer det meste af solens lys (og dermed varme), reflekterer den hvide en stor del af lyset.

Evnen til at reflektere sollys kaldes albedoeffekten. Ligesom den hvide t-shirt har sne og is en høj albedoeffekt. Faktisk reflekterer en snehvid overflade over halvdelen af det sollys, der rammer den og sender varmen lige tilbage til rummet.

Havet eller våd, sort jord absorberer derimod det meste af varmen.

Derfor er der tale om en ond spiral - eller dominoeffekt - når havisen i Arktis, gletsjerne og indlandsisen på Grønland smelter, og den mørke overflade under isen trænger frem i Solen.

Tidligere har man nemlig regnet med, at isens tipping point- det punkt hvor indlandsisen smelter om sommeren uden at vokse igen om vinteren - ville være, når gennemsnitstemperaturen rammer 2-5 grader over førindustrielt niveau.

Men de nyeste beregninger viser, at punktet ligger et sted mellem 0,8-3,2 grader - med 1,6 grader som det bedste skøn. Og gennemsnitstemperaturen er allerede steget med 1,1 grad.

2

Når permafrosten ikke længere er permanent

Metangas er cirka 20 gange kraftigere end CO2.
Metangas er cirka 20 gange kraftigere end CO2.

Permafrost. Ordet lover nærmest, at der er tale om en permanent tilstand. Det er der i princippet også, for permafrosten er jord, sten og vand, som altid er under frysepunktet.

Omkring 85 procent af Alaskas undergrund er permafrost, og store dele af af jorden under den arktiske del af Sibirien er ligeså.

I hvert fald lidt endnu. For i takt med, at verden bliver varmere, bliver permafrosten det også. Problemet er, at der i permafrosten gemmer sig en masse metangasbobler, som er klar til at slippe ud, så snart permafrosten tør.

Det er der allerede set eksempler på i både Alaska og Sibirien.

Forskerne ved ikke præcist hvor mange og hvor store metangasbobler, der er gemt under permafrosten. Men der er tale om mange, mange tusinde, og metan er en ekstremt potent drivhusgas, som er omkring 20 gange kraftigere end CO2.

Med andre ord ligger der altså måske en klimabombe og gemmer sig i den frosne jord.

Og som om det ikke er nok, er der også lagret store mængder metan i havbunden, som også kan slippe ud, når havvandstemepraturen stiger. Her kigger vi dog en del år længere ud i fremtiden.

3

Når havene ikke kan følge med

Når vand varmes op, mister det noget af sin evne til at lagre CO2.
Når vand varmes op, mister det noget af sin evne til at lagre CO2.

Har du nogensinde fået en varm dåsecola? Så ved du, hvor flad den bliver, så snart du åbner den.

Når vand varmes op, mister det dets evne til at lagre CO2.

Jo koldere vand er, desto mere kulstof kan det indeholde, og derfor har vi ikke overraskende brug for kolde verdenshave til at lagre CO2.

Siden 1997 er den globale havvandstemperatur steget med 0,12 grader per årti. Det lyder måske ikke af meget, men på sigt kan det få enorme konsekvenser. Ikke bare for CO2-lagring, men også for afsmeltning af is på polerne, ændringer i havstrømme, stigende havvandsstand og livet i havene.

Forskere vurderer, at mere end 90 procent af den overskydende varme, som global opvarmning indtil nu har forårsaget, er blevet optaget af verdenshavene. Hvis ikke havene optog varmen, ville temperaturen på Jorden være steget med mere end 30 grader.

Dele af artiklen samt grafikker er tidligere udgivet i august 2018.

Facebook
Twitter