Sultne isbjørne går til angreb på mennesker

Weekendens isbjørnedrab på Svalbard er ikke en enlig svale. Der er nemlig langt større chance for at støde på isbjørne end tidligere, lyder fra WWF.

Det er ikke første gang en isbjørn angriber mennesker på Svalbard. I 2011 skadede en isbjørn fire voksne personer og dræbte en 17-årig dreng inden den selv blev slået ihjel. (Foto: SCANPIX NORWAY © Scanpix)

Pludselig stod to tyske guider overfor en aggressiv isbjørn, der gik til angreb, på kysten ved Svalbard. Isbjørnen overfaldt den ene guide.

Først forsøgte guiderne at råbe efter isbjørnen og afværge situationen ved at affyre en signalpistol for at skræmme isbjørnen væk, men uden held. Dramaet blev afsluttet ved den anden guides skud mod isbjørnen, der døde på stedet.

Hændelsen på Svalbard kommer ikke ud af det blå, hvis du spørger ekspert i isbjørne hos verdensnaturfonden Kaare Winther Hansen.

- Vi ser helt klart flere møder mellem isbjørne og mennesker. Sandsynligheden for at møde en isbjørn i Arktis stiger og stiger, siger ekspert Kaare Winther Hansen fra WWF.

Isbjørnene påvirkes af den drastiske nedgang i havis, som er den is, der dannes oven på havvandet, når det fryser. De kæmper med at finde føde og is at leve på, fordi klimaforandringerne resulterer i meget kortere tid med havis og derfor begrænset tid til at søge føde. Derfor er de længere tid på land, hvor de risikerer at møde mennesker.

På Svalbard kommer isen nu 30 dage senere, og det øger risikoen for at turister, der kommer for at se nærmere på den unikke natur, pludselig kommer for tæt på isbjørnene.

Svalbard er kendt som et kontrolleret område, hvor man ikke bare kan komme og forstyrre dyrelivet. I det konkrete tilfælde forlyder det at der var en strandet død hval og derfor undrer det Kaare Winther Hansen, hvorfor guiderne gik i land i dette område, når isbjørnen tiltrækkes af denne mulighed for føde.

- Hvis det kan ske på Svalbard, som er det mest kontrollerede sted, så kan det ske alle steder. Vi kender ikke de præcise omstændigheder for angrebet endnu, men hvis det er et unødvendigt drab er det meget ærgerligt, siger Kaare Winther Hansen.

Her er billedet af den dræbte isbjørn. Ifølge Kaare Winther Hansen indikerer de store poter og det lidt tynde udseende, at det er en ung isbjørn på omkring 2 år. Den har højest sandsynligt været sulten og ude efter føde, da den stødte på besætningsmedlemmer fra turistskibet og gik til angreb på den ene guide. (Foto: Norsk Telegrambyra AS © Scanpix)

Rejseselskaber følger reglerne

DR har været i kontakt med flere rejseselskaber, der tilbyder lignende ture til Svalbard, som det tyske cruise var på i weekenden. Men de ønsker ikke at udtale sig. De henviser til erhvervsorganisationen Association Of Arctic Expedition Cruise Operators, AECO.

- Området er et sted, hvor vildt dyreliv og menneskets liv overlapper, derfor vil der opstå møder mellem mennesker og isbjørne. Desværre sker der angreb og nogle gange får de tragiske konsekvenser, siger Frigg Jørgensen, direktør i AECO.

I weekenden endte den ene guide, der blev angrebet, på hospitalet og isbjørnen døde, og heldigvis er det ikke hverdag, at den slags ting sker på Svalbard. Aflivningen af isbjørnen er blot den andet på 20 år.

- Takket være de strenge sikkerhedsprocedurer på Svalbard er det ekstremt sjældent det sker, siger Frigg Jørgensen.

Det tyske cruiseskib var ikke medlem af AECO, der har højere sikkerhedskrav end de officielle regler foreskriver for netop at undgå de her episoder.

Hvert år besøger mere end 100.000 turister Svalbard. En del af oplevelsen er ofte skibsruter ud til øde områder med vildt dyreliv. Ofte er det i de områder, hvor blandt andet isbjørne opholder sig.

Isbjørnepatruljer sikrer beboede områder

For Kaare Winther Hansen, der har boet i Grønland i 10 år og arbejdet med forvaltning af isbjørne, er det helt klart, at angrebet er en del af en større tendens.

- Vi har de seneste år indsat isbjørnepatruljer i Rusland, Canada, Grønland og USA, fordi der simpelthen kommer så mange isbjørne til beboede områder, siger Kaare Winther Hansen.

Eksempelvis har WWFs isbjørnepatrulje i Nordøstgrønland skræmt over 70 isbjørne væk i løbet af i de sidste 3 sæsoner. Det er især vigtigt at patruljere for isbjørne, før børnene går til skole om morgenen.

- Det er rigtig mange, men vi har kun set toppen af isbjerget. Nu er vi også begyndt med forårspatruljer, fordi de er længere tid på land, når havisen kommer senere og forsvinder tidligere, siger Kaare Winther Hansen.

- En mand i Ittoqqortoormiit (Nordøstgrønland) blev angrebet på sin snescooter sidste år, det er aldrig sket før. Han kæmpede med bjørnen med de bare næver og nåede at slippe væk på snescooteren, men det viser, at isbjørnene er pressede og kommer meget tættere på beboede steder, siger Kaare Winther Hansen.

Ifølge prognoser fra naturbeskyttelsesinstitutionen IUCN vil antallet af isbjørne falde med 30 procent inden 2050. Isbjørnene er i en konstant og fortsat intensiveret kamp for overlevelse på grund af klimaforandringerne. Det får dog ikke WWF til at mene at turismen skal stoppes i de arktiske områder.

- Vi ser gerne ansvarlig udført økoturisme selv i de øde steder, fordi det kan skabe opmærksomhed på klimaforandringerne og de forringende levevilkår for dyrene, siger Kaare Winther Hansen.

- Men det skal være bæredygtig turisme både for lokalbefolkningen og for naturen. Her synes jeg faktisk AECO og Svalbard har ret godt styr på det, så det er ikke fordi man skal holde sig væk derfra, siger Kaare Winther Hansen.

Facebook
Twitter