Supermarkeder dropper Danish Crowns selvopfundne klimamærke

Slagterigigants klimamærke på svinekød er ikke længere i danske butikker.

Danish Crown vil ikke trække deres kampagne for klimagris tilbage. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Sidste år satte slagterigiganten Danish Crown et lille, lyserødt mærke på deres svinekød, hvor der stod "klimakontrolleret gris".

Men mærket er ikke længere at finde i landets kølediske, for samtlige supermarkeder har valgt at droppe mærket, der er blevet kritiseret for at vildlede forbrugerne.

Allerede i sommer meldte Coop og Lidl ud, at de ikke længere vil bruge mærket.

Siden har Aldi, Rema 1000, Salling Group med Netto og Bilka og Dagrofa med Meny og Spar fulgt trop.

Begrundelsen fra Coop lyder, at Danish Crown ikke kan dokumentere, at deres svinekød skulle være bedre for klimaet end alt muligt andet svinekød.

- Der må ikke være tvivl om, hvad der står på pakkerne. Det her svinekød adskiller sig ikke fra alt andet dansk svinekød i køledisken. Så vi vil gerne sælge kødet, men vi vil ikke have mærket på, siger Thomas Roland, der er CSR-chef i Coop.

Danish Crowns kampagne er ifølge dem selv den største, de nogensinde har lavet.

Beskyldninger om greenwashing

Danish Crown har fra starten mødt hård kritik for deres reklamekampagne for klimagris, som ifølge dem selv er den største kampagne, de nogensinde har kørt.

Forbrugerrådet Tænk og den grønne tænketank Concito har kaldt mærket for vildledende og greenwashing. Greenpeace har senere anmeldt Danish Crown til Forbrugerombudsmanden, mens Klimabevægelsen sammen med Vegetarisk Forening og Den Grønne Studenterbevægelse har lagt sag an mod Danish Crown.

Greenpeace er da også glade for, at mærket ikke længere er at finde i supermarkederne.

- Det er supergodt for forbrugerne og klimaindsatsen, at den samlede danske detailbranche nu går sammen og viser ansvar og fjerner de her vildledende klistermærker fra deres kølediske, siger kampagneleder Kristine Clement.

Det var udsigten til en retssag, der fik Coop til helt at fjerne mærket fra deres butikker. Men ligegyldigt hvad der kommer ud af retssagen, tvivler Thomas Roland på, at de vil genindføre mærket.

- Vi er nødt til at vurdere sådan et mærke på vegne af vores kunder, og hvordan de opfatter det. Der er det vores vurdering, at når man kalder noget klimakontrolleret, så minder det om en garanti for, at det har et lavere klimaaftryk, siger han.

- Det har det ikke, og derfor tror jeg ikke, at vi kommer til at acceptere det.

"Mere klimavenligt end du tror"

    Danish Crowns svar på kritikken har hele tiden været, at de med mærket ikke siger, at kødet er mere klimavenligt end andet svinekød. Men blot at deres svinekød er "mere klimavenligt end du tror".

    Derudover reklamerer de i kampagnen med, at deres svinekød er blevet 25 procent mindre klimabelastende siden 2005. Ifølge Thomas Roland fra Coop er det dog også noget, der gælder rigtig mange andre fødevarer, simpelthen fordi fødevareproduktionen gennem de sidste årtier er blevet mere effektiv.

    Skal man gøre noget godt for klimaet, skal man ifølge Thomas Roland egentlig bare spise efter de danske kostråd.

    - Det betyder, at man skal spise mindst af det i toppen af madpyramiden, og her hører svinekødet også til, uanset hvor meget bedre, man siger, det er blevet, siger han.

    Hos Danish Crown ærgrer man sig over, at supermarkederne ikke længere vil bruge mærket.

    - Vi synes, det er ærgerligt, for vi synes, at klimakontrolleret gris var en måde at kommunikere, at de landmænd, der leverer grise til os, arbejder aktivt med at sænke deres CO2-aftryk, siger Astrid Gade Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Crown.

    Derfor mener hun også, at det på sin vis bliver godt at få afklaret i retten, hvad man som kødproducent kan kommunikere om klimaet.

    - Kan Danish Crown overhovedet tale om klima og gris i samme sætning, siger hun.

    - Jeg er lige ved at sige, at vi ser frem til at få en afklaring på, hvad der er op og ned. Jeg tror, at vi allesammen leder lidt efter den rettesnor.

    Facebook
    Twitter