Sydeuropa bliver tørrere og varmere: 'Ørkenen er på vej'

På ti år er arealet, der er i fare for at blive til ørken, vokset med 177.000 kvadratkilometer i Europa alene. Det er fire gange Danmarks størrelse.

Hele foråret og sommeren ventede landmand Juan Buendia forgæves på regn.

Floden, som han bruger til at vande sine appelsin- og citrontræer, var tørret helt ud. Indtil september, hvor regnen kom væltende i alt for voldsomme mængder.

- Vi fik regnskyl, der oversvømmede det hele og medførte jordskred, fortæller Juan Buendia, mens han viser rundt på sit landbrug ved landsbyen Campos del Rio i det sydlige Spanien.

Et stykke derfra i hovedstaden Madrid er verdens lande lige nu samlet til FN's klimatopmøde for at diskutere de klimaforandringer, som Juan Buendia allerede mærker.

De stigende temperaturer har nemlig gjort den uheldige kombination af tørke og sjældne, men kraftige regnskyl mere almindelige, og det gør det sværere og sværere at få høsten i hus.

- Vi har brug for et stabilt leje. Hvis landmændene skal vande hele året rundt, kan det ikke løbe rundt, siger Juan Buendia.

Det er ikke første gang, DR besøger Juan Buendia. For 11 år siden var han med i et indslag, og allerede dengang fortalte han, hvordan klimaet var begyndt at ændre sig. Han fortalte blandt andet, hvordan han som barn badede i floden, som i dag kun har lidt eller intet vand.

De sidste 11 år er situationen ikke blevet bedre.

- Klimaet er mere brutalt både for os og for området og landbrugene. Det er meget, meget brutalt, siger Juan Buendia.

Fire gange Danmarks størrelse

De højere temperaturer og tørken er ikke kun noget Campos del Rio lider under. En stor del af Spanien - 74 procent - er ifølge en nylig rapport fra Den Europæiske Revisionsret i risiko for at blive omdannet til ørken på grund af global opvarmning og overudnyttelse af jorden.

- Vi er allerede i grænselandet mellem det, man kalder en halvtør og tør region. Og det sidste vil altså sige Sahara, siger Albert Solé-Benet, der forsker i ørkendannelse ved Spaniens nationale forskningsinstitut (CSIC).

- Når du først overskrider et vist punkt bliver der dannet ørken, og så er det meget svært at vende situationen.

Det er ikke kun i Spanien, sandet spreder sig, viser en undersøgelse fra Det Europæiske Miljøagentur. De sidste ti år er det samlede europæiske areal, der er i risiko for at blive til ørken, vokset med 177.000 kvadratkilometer, eller hvad der svarer til fire gange Danmarks størrelse.

En lille time fra Juan Buendias hjem kæmper en anden landmand også med klimaforandringerne, som han fortæller har fået forår og efterår til at forsvinde, så der nu kun er sommer og vinter.

- Det er helt tydeligt, at nedbørsmængden kun bliver mindre. Ørkenen er på vej, siger Javier Egeas.

Bruger frygten som drivkraft

For at sikre sine 6.000 mandeltræer og jorden, som har været i familien i generationer, har han taget nye midler i brug, for i hans område er det ulovligt at vande på grund af tørken.

Sammen med andre landmænd i området har han været med til at etablere søer i landskabet, der kan opsamle regnvandet og sikre biodiversiteten.

- Så vi får flere insekter, der kan fungere som nyttedyr mod skadedyr, siger han.

Derudover sørger han for at beskære sine træer, så de bedre kan modstå tørken og ikke har brug for kunstvanding, og så har han designet sin plantage, så vandet bliver ledt rigtig rundt og bliver i jorden, når regnen kommer. Og til allersidst har de plantet rosmarin, for bedre at kunne holde på vandet.

- Jeg er ikke bange for fremtiden. Man kan kun bruge frygt til to ting. Enten bliver man lammet eller også får den en til at gå i aktion. Frygt får mig til at gøre noget, siger han.

Se mere om klimaforandringerne i Spanien i aftenens 21 Søndag på DR1.