Der lugter jordslået, af gammel fugtig kælder, på gaderne i den tyske by Erftstadt.

Foran husene ligger bunker af murbrokker, rør og rockwool blandet med personlige ejendele. En gammel kogebog slået op på siden med ”grühnen Bohnensuppe”, en damesandal og en rød håndvægt.

I udkanten af byen løber floden Erft. Den ligner i dag en lille uskyldig bæk med blødt græs på brinkerne, men tidligere på sommeren, da der faldt rekordstore mængder regn, forvandlede den sig i løbet af kort tid til en vild, fossende flod, der oversvømmede byen og rev flere huse med sig.

Hårdest gik det over bydelen Blessen, som ligger tæt på en grusgrav, hvor de store vandmasser søgte hen. Det brusede blandt andet forbi Radmacherstrasse 12, hvor det ældre ægtepar, Maria og Ulrich Dunkel, bor.

- Det var helt brunt vand. Ækelt, siger 73-årige Ulrich Dunkel.

Han sidder og hviler sig på sin rollator ved huset, der stadig er ubeboeligt. Bag ham står familiens lille Ford fyldt med indtørret, brunt slam.

- Det kom fra to sider og så ud, som om det tænkte, nu har jeg jer, siger han og fortæller, hvordan vandmasserne rev alting med sig.

Fra sit vindue på første sal i huset så han en kano sejle forbi, en trillebør, blomsterkurve, havemøbler, skraldespande og halmballer fra rideklubben på den anden side af gaden.

Nu skal vi væk

Det gik dog først op for Ulrich og Maria Dunkel, hvor alvorligt det var på andendagen for oversvømmelserne. Vandet havde på det tidspunkt stået 1,5 meter op af husene, men ægteparret havde alligevel besluttet at blive på førstesalen i huset og passe på deres ting. Aftenen inden havde Ulrich Dunkel lyst med sin lommelygte ud på vandet og konstateret, at det var faldet en smule, og de var blevet enige om, at det værste måtte være overstået.

Men da han kiggede ud igen morgenen efter, blev han bange.

- Flere huse var væk med garage og det hele. Så sagde jeg, Maria, så er det nu. Nu skal vi væk, siger han.

Det lykkedes ægteparret at komme gennem vandet på bagsiden af huset, hvor de blev samlet op af redningsfolk.

Klimaforandringer spillede ind

Et nyt studie fra forskernetværket World Weather Attribution (WWA) kæder det kraftige regnvejr og oversvømmelserne, der ramte Tyskland midt i juli, sammen med klimaforandringer.

Ifølge forskerne er sådan en hændelse blevet mellem 1,2 og ni gange så sandsynlig nu, end den var i den gamle verden, før vi begyndte at slippe drivhusgasser ud i atmosfæren i stor stil.

Samtidig er regnskyllene blevet mellem tre og 19 procent kraftigere.

- Det var en usædvanlig stor hændelse, som slog alle rekorder med flere længder, siger Robert Vautard, der er leder af det franske klimaforskningsinstitut Pierre-Simon Laplace og har været med til at lave analysen.

Rapporten konkluderer også, at man i Vesteuropa skal forberede sig på lignende hændelser.

Studiets konklusioner er dermed helt på linje med den store klimarapport, som FN’s Klimapanel kom med tidligere på måneden. Og selv om det kræver avancerede klimamodeller at regne det præcis ud, er det i bund og grund også bare simpel fysik, siger Robert Vautard.

- Vi ved, at når temperaturerne stiger, kan atmosfæren holde på mere vand. Når der så kommer nedbør, kommer der mere af det, siger han.

- Det gælder især ekstremt nedbør.

Gåsehud

Mens vi står og taler ved familien Dunkels hus begynder det at regne.

- Se, det giver mig gåsehud, siger Maria Dunkel og holder sin arm frem.

I de første uger efter oversvømmelsen havde hun slet ikke lyst til at vende tilbage til sit hus, og hun er i dag stadig bange for, at det kan ske igen. Alligevel har de besluttet at flytte tilbage, når huset er blevet renoveret.

- Min mand er 73 og har boet her hele sit liv. Jeg har boet her i 50 år. Det er det, der forbinder os. Det er vores hjem. Og hvor skal vi ellers tage hen? Vi finder jo ikke lige noget andet hjem, siger hun.

- Vi håber bare, at det ikke sker igen. Andet kan man ikke gøre, tilføjer hendes mand.

Katastrofe-demens

For enden af Radmacherstrasse står Thomas Hillebrandt bag en afspærring og kigger på en gravko, der larmende er i gang med at fjerne murbrokker fra grunden, hvor hans hus engang stod.

- Det gør stadig ondt. Lige nu kører den der, hvor køkkenet stod, siger han.

Thomas Hillebrandt er ikke overrasket over, at den voldsomme regn nu bliver kædet direkte sammen med klimaforandringer.

Men han er knap så sikker på, om katastrofen vil ændre det store i forhold til at gøre noget ved den globale opvarmning.

- Der findes det skønne tyske ord katastofe-demens. Mennesker – altså os – glemmer altid ting meget hurtigt, siger han.

- Vi siger, pyha, sidste sommer var godt nok varm, men fem år efter har man glemt det igen. Sådan er det også med oversvømmelserne.

Hurtige analyser

Netop den menneskelige mekanisme er en af grundene til, at en række forskere har lavet netværket World Weather Attribution.

- Mennesket er virkelig dårlig til at tage beslutninger nu, der skal løse problemer i fremtiden, siger Geert Jan van Oldenborgh, der er klimaforsker ved det hollandske meteorologiske institut (KNMI) og også har deltaget i studiet.

- I lang tid var klimaforandringer noget abstrakt. Noget, som mennesker der sad og kiggede på computermodeller bekymrede sig om. Det var ikke noget, der rigtig rørte folk. Men ved at lave de her beregninger hurtigt efter ekstreme vejrhændelser, kan vi fortælle folk, at nej klimaforandringer er noget, der sker nu, det berører dig, og der skal gøres noget ved det, siger han.

Derudover hjælper studierne politikere og andre med at planlægge for fremtiden.

- Skal vi genopbygge husene de samme steder eller er det mere sikkert at vælge et andet sted, fordi vi kan forvente flere af den slags hændelser. Den slags beslutninger bliver ofte taget i løbet af få måneder og derfor er det brugbart at kunne have resultaterne klar hurtigt, siger han.

Grusgraven tog en bid af byen

Det nye studie konkluderer også, at det kraftige regnvejr statistisk set kun vil ramme én gang på 400 år. Men, som forskerne bag studiet understreger, betyder det ikke, at der vil gå 400 år, før vi ser noget lignende igen.

- Jeg ved godt, at det godt kan ske i morgen igen. Og jeg ved, at sådan nogle begivenheder vil ske oftere i fremtiden, siger Thomas Hillebrandt.

- Men jeg går ud fra, at det ikke sker de næste år, siger han.

Hans hus blev så skadet, at det måtte rives ned, fordi det lå så tæt på den grusgrav, som slugte et hjørne af byen.

At meget af vandet flød derhen har måske reddet de omkringliggende byer fra alvorlige oversvømmelser, og i Erftstadt priser man sig også lykkelig over, at ingen omkom.

Det er nu blevet besluttet, at det kæmpemæssige hul skal laves om til et opsamlingsbassin, der skal beskytte byen mod fremtidige oversvømmelser. På grund af det har Thomas Hillebrandt besluttet, at han godt tør bygge sit hus op igen.

Men det næste skal være bedre sikret mod vand.

- Jeg vil have et hus, der, så vidt det kan lade sig gøre, er sikkert de næste 100 år, siger han.

Vandstandsmåleren forsvandt

Lugten af jordslået kælder og fugt er den samme i den gamle kurby Bad Neuenahr-Ahrweiler, der ligger i en smal dal mellem grønne vinranker en lille time væk.

Her var der ingen grusgrav, de store vandmængder kunne løbe ned i, og ødelæggelserne i byen er langt voldsommere.

Det var også her flest mennesker mistede livet. I alt 130 af dalens beboere døde.

Ingen ved præcis, hvor højt vandet stod her, da det var på sit højeste, for vandsstandsmåleren blev revet med af flodbølgen. Men på det tidspunkt viste den 5,75 meter over det normale.

Her fem uger efter er ødelæggelserne stadig massive. I stort set alle husene er folk i gang med at rydde op og rydde ud. På byens pladser er der stillet festivaltoiletter op, og på den afspærrede kirkegård arbejder soldater med at finde ud af, hvor gravstene, der ligger væltet rundt omkring, hører til.

I den gamle del af byen, der ligger smukt bag en borgmur, står bindingsværkshusene tilbage med nøgne rå vægge. Kun skiltene på bygninger viser, hvor der før lå en græsk grillbar og butik med dametøj.

En følelse af usikkerhed

Monika og hendes mand Berthold er ude for at se, hvor langt man er kommet med oprydningen.

- Da vi først kom herind efter oversvømmelserne, kunne vi kun græde, siger Monika, der ikke ønsker at få sit efternavn med.

Ligesom i Erftstadt stiller de to heller ikke spørgsmålstegn ved, om klimaforandringer var en del af forklaringen på uvejret.

- Så slemt har det aldrig været. Det har helt sikkert noget at gøre med klimaforandringer. Det kan man ikke længere negligere, siger Bertholdt.

- Det er selvfølgelig en forfærdelig anledning til at begynde at tænke over det. Men nu er det klart for alle, at der skal gøres noget, siger Monika.

Hun håber, at man finder ud af at sikre byen bedre i fremtiden.

- Man føler sig usikker. Man kan ikke længere være sikker, for det kan altid ske igen. Man kan kun håbe, at de rigtige forholdsregler bliver taget, siger hun.

Mit hjem

Lidt længere ned af gaden kommer Frank Schüller - en midaldrende forsikringsagent - gående. Hans hus klarede oversvømmelserne, fordi det lå lidt oppe i dalen, men han har i øjeblikket sin bror og hans familie, hvis hus blev ødelagt, boende. Ligesom hans forældres.

Han stiller heller ikke længere spørgsmålet, om klimaforandringerne spillede ind.

- Vi går tit og taler om de her hundredårshændelser. Men man har en fornemmelse af, at et århundrede er begyndt at gå hurtigere, siger han og trækker et skævt smil frem.

Han er derfor enig med Bertholdt og Monika i, at der skal tænkes godt og grundigt over nye løsninger, for at byen igen kan føles sikker at bo i.

- I de første dage efter tænkte jeg da over, om det her kan blive ved med at være mit hjem. Men nu hvor det er kommet lidt på afstand, så er jeg kommet frem til, at det her er mit hjem. Jeg er født her, og jeg er glad for at kunne bo her, siger han.