Halvdelen af EU ramt af tørke: Tysk flod slog sidste sommer 130 mennesker ihjel - i år er den næsten tørret ud

Halvdelen af Europa er ramt af tørke, der har udtørret store floder og søer.

Vandniveauet i Rhinen er så lavt, at skibe mange steder ikke kan sejle eller må sejle med mindre fragt end normalt. (Foto: © BENJAMIN WESTHOFF, Ritzau Scanpix)

Sidste år rejste den tyske flod Ahr sig over fem meter i højden og bankede med fuld kraft gennem de små landsbyer, der ligger langs dens bredder i Ahrdalen i det sydvestlige Tyskland.

De voldsomme vandmasser dræbte over 130 mennesker, skyllede gravsten og begravede op fra kirkegårdene og ødelagde hundredvis af hjem.

I dag er floden - efter en sommer med næsten ingen regn og høje temperaturer - stort set tørret ud. På det sted, hvor den løber ud i den store flod Rhinen, flyder i dag kun en lille tynd bæk.

Sara Cocker

- Det er ikke til at forstå. Forskellen på i år og sidste år, siger Sara Cocker, der er ude at gå tur med sine to hunde ved flodens udmunding.

- Her hvor vi står, plejer der at være vand, siger hun og peger ned mod de tørre sten under hendes fødder.

Rekordlav vandstand

Sara Cockers have går ned til floden, hun lufter hunde i området hver dag. Hendes søn mistede en ven i oversvømmelserne sidste år, og hendes mand er stadig uden job, da den butik, han arbejdede i, lukkede efter katastrofen.

For en lille måned siden - på årsdage for katastrofen - gik hun også tur hernede, og på den dag løb Ahr slet ikke ud i Rhinen længere.

- Der var ingenting. Der var kun sten, siger hun og peger rundt på de store tørlagte områder.

- Det er svært at forstå. Jeg tog min mand herned, for han troede ikke på det, da jeg fortalte ham det, siger hun.

En mindesten for en familie på fem, der omkom sidste år i oversvømmelserne. (Foto: © Wolfgang Rattay)

Ahr og Rhinen er ikke de eneste floder, der har i år har rekordlav vandstand efter flere måneder med tørke. Det gælder en lang række af de største floder og søer i det sydlige Europa.

- Sommeren har været usædvanlig. Meget usædvanlig. Så usædvanlig, at der mange steder er slået rekorder i temperatur og nedbør eller tørke, siger Eigil Kaas, der er professor på Niels Bohr Instituttet og videnskabelig leder af Center for Klimaforskning under DMI.

Grunden er dog ikke kun sommerens tørke, som eksperter har varslet kan blive en af de værste i 500 år.

Det skyldes også, at der i vinter faldt meget lidt sne i alperne, og at gletsjerne samme sted svinder mere og mere ind og dermed ikke har leveret samme mængder vand til de europæiske floder, forklarer Eigil Kaas.

I forsommeren var han selv i Provence i det sydlige Frankrig, hvor man allerede kunne se, at vandstanden i mange af de søer, man bruger som vandreservoirer, var lavere end normalen.

- Så tænkte jeg, at det går nok galt, siger han.

- Når man ser Loire-floden udtørret, så bliver jeg godt nok…hold da op. Det er altså en stor flod. Når man ser Po-floden udtørret mange steder, så bliver jeg også rørt, for det er jo vigtige steder for verdens fødevareproduktion, siger han.

Skovbrande og mangel på drikkevand

Tørken i Europa har allerede skabt problemer med høsten i blandt andet Italien. I Frankrig har 100 landsbyer ikke længere drikkevand i hanerne, og ved Bordeuax har en skovbrand i mere end en måned raseret et område dobbelt så stort som Fyn.

Se hvordan tørken har påvirket Europa

Ifølge EU’s tørkeovervågning - European Drought Observatory - er 47 procent af EU’s areal lige nu omfattet af tørkevarsler, som betyder at jorden mangler fugt.

17 procent af arealet er i den mere alvorlige “alarm”-kategori, hvor vegetationen er under pres.

Studie: Hedebølge i Storbritannien var klimarelateret

Også i Storbritannien har vejret været anderledes i år. Tidligere på sommeren blev der for første gang målt temperaturer på over 40 grader. Et godt stykke over den seneste rekord på 38,7 grader, der blev målt i 2019.

Hedebølgen i Storbritannien har et studie fra den internationale forskergruppe World Weather Attribution (WWA) fastslået ville være "meget usandsynlig", hvis det ikke havde været for den globale opvarmning, der allerede har fået gennemsnitstemperaturen på kloden til at stige med mere end en grad.

Om tørken i Tyskland er klimaforandringer eller ej, interesserer ikke Peter Weber så meget.

Han er stadig i gang med at bygge sin slikforretning "Et Karamellestüffche" op, der ligger på gågaden i Bad Neuenahr-Ahrweiler. Ligesom resten af husene på gaden og i området, blev den oversvømmet sidste sommer, og hans største bekymring er, hvornår han kan åbne sin forretning og tjene nogle penge igen.

- Sidste sommer troede jeg, at jeg ville blive færdig til jul. Til jul sagde jeg til påske, og til påske sagde jeg til sommer. Nu siger jeg igen til jul, siger han, mens han holder pause fra arbejdet med en kaffe og cigaret.

Peter Weber ved ikke, hvornår han igen kan åbne sin slikbutik i byen Bad Neuenahr-Ahrweiler.

Som en besked til sig selv - og alle de mange andre mennesker der spørger, hvornår han åbner igen - har han på butikkens rude skrevet "Vi åbner en fredag klokken 10. Måned? År?"

Selv om Peter Weber ikke personligt er overbevist om, at det er klimaforandringer der spiller ind på hverken tørken eller oversvømmelserne, er han er sikker på, at det ikke er den sidste katastrofe.

- Den næste katastrofe kommer 100 procent. Måske ikke i det omfang, siger han.

- Jeg var forberedt på, at der kom 75 centimeter vand, men der kom 2,30 meter her i butikken. Så kan man ikke gøre noget. Så kan man kun redde sit liv. Vi var heldige. Vi overlevede. Mange andre døde, siger han.

Et kig ind i fremtiden

Der er endnu ikke lavet analyser, der helt klart kan slå fast, hvor tæt tørken i Europa er forbundet med klimaforandringer, men ifølge Eigil Kaas er både vandmasserne sidste sommer og tørken i år et klart eksempel på hvordan klimaet ændrer sig både nu og i fremtiden.

- Det er meget i tråd med det vi ser, når vi på vores klimamodeller over, hvad der sker i fremtiden, siger han.

- En stor del af det, vi ser nu har relation til global opvarmning. Hvis vi havde haft den samme vejrsituation med høj- og lavtryk for 100 år siden, så havde vi også haft en ekstrem sommer. Den havde bare ikke været lige så ekstrem. Det er det, der bliver mere og mere af i fremtiden. Vi går ind i nye vejrsituationer, hvor vi får slået rekorder igen og igen, siger han.

Efter de to sidste somre er Sara Cocker ikke i tvivl, at klimaforandringer spiller en rolle. Hun er selv holdt op med at spise kød og flyve for at mindske sit eget udslip af drivhusgasser, men hun tror ikke meget på, at det hjælper.

- Hvad kan man som almindeligt menneske gøre? Man er lidt hjælpeløs. Mod så meget vand, der kommer og går. Vi ser det, vi oplever det. Men vi ved ikke, hvad vi kan gøre ved det.