Tropisk paradis-ø forbyder solcreme for at beskytte koralrev

Mange solcremer indeholder kemikalier, der kan afblege, deformere og ødelægge koralrev. Men der findes koralrev-venlige alternativer.

Hvert år bliver der udledt op mod 14.000 ton solcreme i havene verden over. For når vi tager en dukkert, skyller cremen af huden. Og selv små mængder er gift for koraller. (Foto: DAVID BARBELER © Scanpix)

Der er god grund til at passe på solen, hvis du er på vej til Palau. Her er masser af solskin, og gennemsnitstemperaturen er på 31 grader.

Men alligevel skal du lade solcremen blive hjemme.

Du kan nemlig få en bøde på cirka 6.500 kroner, hvis du prøver at smugle en tube med til Palau.

Og det er der en god grund til. Der er stærke beviser for, at solcreme er gift for koralrev.

Derfor har regeringen forbudt brugen af solcreme for at beskytte koralrevene omkring de mere end 500 øer, som nationen består af.

60 millioner tuber solcreme

Forbuddet i Palau, der ligger i Stillehavet cirka 800 kilometer øst for Filippinerne, træder i kraft i 2020, og det er rettet mod cremer, som indeholder ti af de kemikalier, der er under størst mistanke for at kunne afblege, deformere og ødelægge koralrev.

Hvert år bliver der udledt cirka 6.000-14.000 ton solcreme i havene verden over, når det bliver vasket af kroppen på især turister, der tager sig en svømmetur eller dykker med snorkel. Det anslår forskere i en undersøgelse fra 2015.

Det enorme tal svarer til cirka 25-60 millioner tuber med solcreme, vurderer Oceanic Society.

Første nation med forbud

Forskere fastslog første gang tilbage i 2008, at solcremer kunne skade koralrev. Siden da er flere lande kommet med forskellige forbud mod brugen af dem.

For eksempel er det forbudt i nogle områder i Mexico, og solcreme med kemikalierne oxybenzone eller octinoxate bliver forbudt i Hawaii fra 2021. Men Palau er den første nation, som laver et landsdækkende forbud mod brug og salg af cremerne.

- De tiltag, som vi tager i lovgivningen, vil give en øget bevidsthed blandt både turister og lokale om, hvordan de spiller en rolle i bevarelse af koralrev, skriver regeringen i en udtalelse, hvor man også opfordrer til at bruge biologisk nedbrydelige og “koralrev-venlige” cremer uden de skadelige kemikalier.

Genbrug plastik

I loven bliver turistvirksomheder også forpligtet til at tilbyde kunderne “genanvendelige alternativer” til plastik som for eksempel flasker, kopper og sugerør. Palau har dog ikke forbudt brugen af dem.

Allerede i dag får turister et stempel i deres pas, der er et løfte, som de skal underskrive, og hvor de forpligter sig til at passe på miljøet og ikke at sprede affald.

Palau er generelt et land, der er særlig motiveret til at passe på miljø og klima. For mere end 25 procent af landmassen er mindre end ti meter over havoverfladen. Dermed er det en af de nationer, som kan blive hårdt ramt af klimaforandringer og stigende vandstand.

Palau er også igang med en større omlægning af sin energiforsyning, så 70 procent af forbruget indenfor tre årtier skal komme fra vedvarende energi.

Facebook
Twitter