Unge på klimatopmødet: Husk at vi bliver verdens ledere en dag

Masser af unge fra hele verden er med til topmødet i Glasgow. Vi har mødt fire, der kommer fra nogle af de mest klimaudsatte områder.

Klimatopmødet (COP26) startede i søndags og varer frem til 12. november, hvor landene gerne skulle være blevet enige om en aftale, der bringer verden tættere på målet om, at temperaturen på kloden ikke må stige mere end 1,5 grader.

Det er ikke kun jakkesættene, man kan finde på konferencegangene under klimatopmødet i Glasgow.

Unge fra hele verden er også med for at presse politikerne til at gøre mere.

Vi har talt med fire af dem. De kommer alle fra lande, hvor klimaforandringerne allerede kan mærkes tydeligt.

1

Desmond: I det mindste tror de på klimaforandringerne nu

Desmond Alugnoa kommer fra Ghana

Hvad laver du på klimatopmødet?

Jeg er her for Gaia - en alliance af forskellige borgergrupper, som arbejder for nul affald. Det er min tredje COP. Jeg har været med i Madrid og i Marocco i 2016, så jeg har fulgt det længe.

Hvad håber du der kommer ud af topmødet?

Jeg håber, at der vil komme en aftale om at håndtere skrald bedre og få skåret ned på metanudslippet (en kraftig drivhusgas, der blandt andet slipper ud fra lossepladser,red). Jeg håber også, man laver en aftale om, hvordan landene må handle med klimakreditter. Og så vil jeg virkelig gerne se, hvordan landene vil omsætte deres klimamål til handling.

Tror du på det?

Jeg er faktisk optimistisk. Nu skal jeg fortælle hvorfor: Denne her gang tror ledere på klimaforandringerne, og derfor tror jeg, at aftalen bliver bedre end ved tidligere klimatopmøder.

Men når det kommer til at levere på aftalerne, har jeg ikke lige så høje forventninger. Det er trist, at mange politikere, der taler meget højt, ikke rigtig handler.

Der blev lagt mange planer for 2020, så kom vi til 2020, så udskød vi det til 2030, og nu ser man, at de begynder at tale om 2035 eller 2050. Men hvis man vil have en retfærdig omstilling og skære ned på udledningenre, så skal man starte nu.

Hvordan mærker i forandringerne i dit hjemland?

Vi er hårdt ramte i Ghana - det er også derfor jeg har valgt at tage min folkedragt på.

Regnen kommer meget sent og stopper tidligt, og temperaturerne stiger, så vores landmænd kæmper. I år blev vi nødt til at importere majs, som vi normalt producerer store mængder af. Det skyldes tørke og invasionen af insekter, der kommer med de højere temperaturer og ødelægger afgrøderne.

2

Alice: Vores skove brænder

Alive Pataxo kommer fra Brasilien.

Hvad laver du på klimatopmødet?

Jeg repræsenterer det oprindelige folk i den nordøstlige del af Brasilien.

Vi oprindelige folk i Brasilien lider under klimaforandringerne. Især under den nuværende regering (der kritiseres for at rydde meget skov, red.) Vi er her for at vise verden, hvad der sker i Brasilien under regeringen lige nu.

Hvad håber du der kommer ud af det?

Der sker en masse spændende ting her, men rigtig mange diskussioner er bare diskussioner.

Der er kommet en aftale om at stoppe skovrydning. Er du glad for den?

Det kommer ikke til at ske i praksis. Vi har talt om det i årevis, men det oprindelige folks landområder bliver ved at blive udnyttet og invaderet. Den brasilianske regering er ligeglade, og især under præsident Jair Bolsonaro er mange miljølove blevet droppet.

Hvordan mærker i klimaforandringerne?

Vi oplever oftere skovbrande, og vi oplever, at dyrene forsvinder. Før kunne vi følge med, når dyrene fik unger, men de har det svært nu.

Sidste år i november var der en kæmpestor skovbrand. Nu går vi ind i sommeren, og det er den tid på året, hvor der er flest skovbrande. Det er blevet værre, fordi temperaturerne stiger. Når skovene brænder, så sender regeringen ikke nogen ud for at stoppe dem. Vi prøver selv at gøre det, men det er svært.

3

O'neil: Vi bliver verdens ledere

O'neil Leadon fra Bahamas.

Hvad laver du på klimatopmødet?

Jeg er her med ungdomsorganisationen Unite for Climate Action, som er unge fra Latinamerika og Carribean. Vores mål er at skabe fokus omkring konsekvenser af klimaforandringer i vores område.

Hvordan mærker I forandringerne i dit hjemland?

Vi blev ramt af orkanen Dorian for et par år siden, som var fuldstændig ødelæggende for flere af vores øer. Det har taget lang tid at komme ovenpå igen, og flere indbyggere har først kunnet flytte hjem nu her to år efter. Det viser, hvor ødelæggende orkanerne er.

Vi mister også vores koralrev, en større del af vores kystlinje er forsvundet og antallet af dyr går også tilbage, mens vi får flere invasive arter som dragefisk som skaber ubalance.

Hvordan er dine forventninger til klimatopmødet?

Mit forventninger er ret høje lige nu.

Jeg har været skuffet over, at Bahamas har skrevet under på en aftale om at bore efter olie. Men jeg håber, at jeg ved at være her og få mulighed for at møde min premierminister og andre delegerede kan presse på, for at de ikke fornyer den aftale og i stedet finde mere bæredygtige løsninger.

Tror du på, at der kommer en løsning på klimakrisen her?

Jeg er optimistisk. Jeg ser det som et arbejde, der er i gang. Min gruppe findes i over 20 lande, og hvis der ikke sker noget, så er det her i det mindste en motiverende kraft. Fremtiden er vores. De unge der er her, er ikke unge for altid. Vi bliver verdens ledere en dag. Klimatopmødet er ikke længere kun fyldt med gamle mennesker, den summer af unge, og de er kloge og energiske.

4

Sohanur: Vi vil have klimaretfærdighed

Sohanur Rahman kommer fra Bangladesh.

Hvad laver du på COP’en? Jeg er her for organisationen Youthnet for Climate Justice. Som klimaaktivist er det svært at komme ind til klimatopmødet, selv om vi der bor i det globale syd står på frontlinjen, når det gælder klimaforandringer. Jeg har fået mulighed for at komme her med hjælp fra Care, og min rejse herover er blevet sponsoreret.

Hvad er dit håb for COP'en?

Vi vil have klimaretfærdighed.

Mit håb er, at vi får en aftale der kompenserer os for de tab og skader, vi lider. For vi er ikke ansvarlige for det her. Bangladesh udleder næsten ingenting.

Det internationale samfund siger, at vi skal tilpasse os klimaforandringer, men det kan vi ikke. Vi mangler finansiering. De har lovet 100 milliarder dollars i klimabistand, men dem har vi ikke fået. De har lovet, at de vil overholde 1,5 gradersmålet. Men de gør ingenting. De svigter os.

Verdens ledere er så fokuserede på forretninger, men du kan ikke lave forretninger på en død planet.

Hvordan mærker du klimaforandringerne hjemme?

Som et lavtliggende kystland oplever vi ofte cykloner og saltvand, der trænger ind i land og ødelægger vores drikkevand og marker. Så i mange byer skal man gå 5-6 kilometer for at hente vand.

FacebookTwitter