USA's orkaner er blevet større og mere ødelæggende de seneste 100 år

Vi forventer, at det skyldes klimaforandringer, siger forskere.

Forskerne har brugt en ny metode til at udregne konsekvenserne af orkaner i USA. Den tager højde for udviklingen. Her ses et hus, som blev ramt af orkanen Katrina i 2005. (© NOAA/NODC/NCDDC)

Smadrede huse, oversvømmede gader og væltede træer.

Tusindvis af mennesker blev hjemløse, da orkanen Katrina hærgede blandt andet Florida, Louisiana og Texas for snart 15 år siden. Det blev en af de mest dødbringende orkaner i USA’s historie.

Katrina totalødelagde, hvad der svarer til et areal på 7.621 kvadratkilometer, lyder det i en ny undersøgelse fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

I undersøgelsen har forskerne undersøgt mængden af ødelæggelse fra 247 storme i USA. Alle i perioden 1900-2018. Forskerne konkluderer, at orkanerne er blevet større og mere ødelæggende med tiden.

- Vi har kigget på, hvor stort et areal den enkelte orkan har destrueret, og så har vi set, at der er en tendens til, at de destruerer mere og mere over tid, siger Aslak Grinsted, der er lektor og en af forskerne bag undersøgelsen.

- Det hænger godt sammen med det, vi forventer, når der er en global opvarmning. For orkaner bliver kun dannet, hvis havtemperaturen er tilstrækkelig varm. Og global opvarmning giver jo et varmere hav, fortsætter han.

Ny metode tager højde for udviklingen

I løbet af de seneste 100 år er befolkningstallet og velstanden steget. Desuden er befolkningstætheden blevet større. Derfor vil orkaner naturligvis ødelægge mere nu end tidligere.

Men i den nye undersøgelse har forskerne taget højde for udviklingen. Ud fra forskellige mængder data har forskerne nemlig regnet sig frem til, hvor stort et areal de enkelte orkaner har ødelagt.

- Vi har sammenlignet de økonomiske skader, som orkanerne har forvoldt, med, hvor mange værdier, der var per kvadratkilometer i det område, som orkanen ramte.

- På den måde tager vi højde for, at der er en stor tidslig ændring i, hvor rige vi er blevet, og hvor mange mennesker, der for eksempel bor ved kysten. Samtidig tager vi også højde for, at der nogen steder er tættere befolkningstæthed end andre steder, siger Aslak Grinsted.

Han forklarer, at de værste og de største orkaner stadig rammer sjældent.

- Vi kan se, at de værste typer af orkaner i dag forekommer tre gange så ofte, som de gjorde for 100 år siden. Det er sådan nogle som Harvey og Katrina. Men vi ser dem stadig ikke så ofte. De rammer kun en gang imellem, siger han.

Det er i de seneste 20 år, at vi ser den største stigning i mere ødelæggende orkaner. Her kan du, hvor mange kvadratkilometer orkanerne i USA har ødelagt fra 1900 til 2018. (Foto: Aslak Grinsted © Niels Bohr Institute)

Forsker: Det bekræfter vores hypotese

Hans Sanderson, der er seniorforsker i klimarisikovurdering ved Aarhus Universitet, finder undersøgelsen interessant. Han forklarer, at den passer ind med det, vi ved fra klimamodeller.

- Det er et rigtigt fint studie, som bekræfter den hypotese, der er i klimaforskningen, at orkanerne er blevet vildere end tidligere, siger Hans Sanderson.

- Det er dog stadig vanskeligt at sammenkæde ekstremt vejr og storme direkte med menneskeskabte klimaforandringer i de enkelte sager – i det store billede er det dog klart, at der er denne sammenhæng, og det kan vi se på den her undersøgelse, fortsætter han.

Hans Sanderson mener, at der er brug for den her slags undersøgelser, især i USA.

- Det her understreger behovet for klimatilpasning, og det understreger den absurditet, der er på det nordamerikanske kontinent, hvor man måske ikke helt har forstået konsekvenserne ved klimaforandringerne, siger han.

- Så det lægger op til, at man bør gøre noget ved problemet, også på forkant.

Måske endnu vildere orkaner i fremtiden

Ifølge den nye undersøgelse er den største stigning i ødelæggende orkaner sket inden for de seneste 20 år.

Hvis klimaforandringer fortsætter i den negative retning, kan det betyde endnu vildere og mere ødelæggende orkaner i fremtiden, forklarer Aslak Grinsted.

- I vores studie konstaterer vi kun, at der har været en stigning uden at forsøge at forklare, hvad årsagen er. Men når vi sammenholder vores historiske resultater med fremskrivninger fra klimamodeller, giver det et klart billede af, at USA må indstille sig på, at der kommer flere af de mest destruktive orkaner.