Valentins dag: Dine roser har afrikanske rødder

Valentinsdag er lig med røde roser, men de langstilkede kærlighedserklæringer har været ude på en lang tur, inden de ender i hænderne på danske forbrugere.

(Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Roser er røde, og så kommer de fra Afrika. Sådan burde remsen måske lyde, for når mange danskere på onsdag smutter forbi blomsterhandleren efter røde roser til deres udkårne, så kommer rosen med al sandsynlighed fra Kenya.

Kenya leverer flere end hver tredje af de afskårne blomster, der sælges og bruges enkeltvis eller til buketter i Europa. Og både fra branche og eksperter lyder det, at andelen er langt større, hvis man zoomer ind på de afskårne røde roser, der sælges i Danmark. Det bakkes op af tal fra Holland, der er mellemland for en stor del af de solgte blomster i Europa. De tal fortæller nemlig, at der i 2013 blev importeret 2,8 milliarder roser fra Afrika - 1,9 milliarder alene fra Kenya.

Gode betingelser og store penge Inden vi kommer til, hvad det betyder for klimaet, så er det vigtigt at forstå, hvorfor lige Kenya er endt som blomstergigant.

- Det ene parameter, der er afgørende for det, er at det er placeret tæt på ækvator, så der er et stabilt klima, hvor man kan producere året rundt. Og det andet er, at det er et af de steder i Afrika, hvor der er store ferskvandsressourcer til rådighed, lyder det fra Bjarne Strobel, der er lektor i Plante- og Miljøkemi på Københavns Universitet.

Blomsterindustrien er blevet enormt vigtig for Kenya. Kenya Flower Council, der er en brancheorganisation i Kenya, vurderer at blomsterindustrien i 2016 omsatte for 70 milliarder kenyanske shillings eller cirka 4,2 milliarder danske kroner. Det gør blomster til en af landets fem største eksportvarer ifølge samme organisation, og tallet er stigende. Alene siden 2010 er det fordoblet.

Men de gode betingelser begynder at have konsekvenser. Faktisk producerer man nu så mange blomster i landet, at det begynder at tære på de selv samme ressourcer, der ligger til grund for blomsterdyrkningen.

- Det ferskvand, som bliver brugt, går fra floden. Altså Nilen har blandt andet fået mindre vand. Vandstanden er faldet med omkring tre meter i den sø, de bruger i hovedområdet for blomsterproduktionen i Kenya. Og med det klima, vi har haft i de sidste 30-40 år, og når det bliver mere tørt i området, er spørgsmålet, hvornår der er for lidt vand, siger Bjarne Strobel.

Den klimavenlige løsning Når den kenyanske rose har suget vand til sig og vokset sig stor og flot, så skal den ud til markederne i Europa. Det betyder, den skæres af ved roden, og et kapløb med tiden starter, inden du kan hente den ved blomsterhandleren. Blomsten forgår nemlig fra det øjeblik, hvor den skæres, og derfor bliver de afrikanske roser i dag fløjet til markederne i Europa, så de er hurtigt fremme.

Men på trods af flyveturen, så er den kenyanske rose faktisk stadig mere klimavenlig end dens europæisk-dyrkede artsfæller, fortæller Bjarne Strobel.

- Problemet er, hvis du har drivhuse, så har du også opvarmning, i hvert fald på vores breddegrader. En af fiduserne ved Kenya er, at de ikke behøver opvarmning. Hvis vi skal have det her i Danmark, eller i Holland hvor de har store mængder af drivhuse, så skal de varmes op, og det koster altså voldsomt på CO2en.

Det bakkes op af et efterhånden ældre studie fra Cranfield University i England. Her sammenlignede forskerne 12.000 kenyansk producerede roser med 12.000 hollandsk producerede, og de fandt frem til, at de hollandske roser udledte næsten seks gange så meget CO2 som de kenyanske, selv om sidstnævntes flyvetur var regnet med.

Ifølge Bjarne Strobel kan man stadig godt regne med det forhold, selv om produktionsmetoderne har udviklet sig.

- Det meste opvarmning er stadig baseret på fossile brændsler. I Holland er den store kilde naturgas. Man kunne selvfølgelig skifte til vindproduceret el, men det er en meget stor mængde energi, der skal til.

Uanset hvor blomsten er fra, så vurderer Dansk Erhverv, at der på Valentins dag omsættes for cirka 40 millioner kroner blomster. Det toppes dog af mors dag, hvor vi køber blomster for 80 millioner kroner. Og hvis du vil tænke klimaet ind i din valentinsgave her i februar måned, så er valget mellem de to typer roser nemt.

- Hvis du skal købe roser, så er dem fra Kenya jo det bedste valg. Og hvis du stadig synes, det er for meget, så må du reducere det lidt.

Facebook
Twitter