Varm på is: Rekordlav mængde havis ved Arktis

Udbredelsen af havis i Arktis har ikke været mindre i januar siden de første satellitmålinger begyndte i 1979.

Havisen i Arktis har fået en meget skidt start på året. Der er nemlig aldrig målt mindre havis i januar-måned, end der er i år. (Foto: Nasa © Scanpix)

Stigende temperaturer i Arktis er dårligt nyt for havisen.

I januar 2018 var havisen på sit laveste niveau, siden vi begyndte at overvåge den via satellitter. Det fortæller DMI.

I det hele taget har isens udbredelse været på støt tilbagegang i de knap 40 år, vi har overvåget den.

- Hovedårsagen er jo udledning af Co2. Og det er bekymrende, at vi med den menneskeskabte indvirkning er i stand til at påvirke havisen i den her retning, siger Sebastian Mernild, der er professor i klimaforandringer, glaciolog og direktør ved Nansencenteret i Bergen.

Den rekordlave udbredelse i 2018 er en del af en mangeårig tendens i januar. I gennemsnit har området mistet 52.000 km2 is hvert år siden 1979.

- Og det er jo en konsekvens af, at både vand og luft er blevet varmere over tid, siger Sebastian Mernild.

Han bakkes op af isforsker ved DMI Rasmus Tonboe.

- Når det er varmt i Arktis, som det også har været det seneste halve år, så har isen dårlige vækstbetingelser. Det betyder, at arealet er lavt, men det betyder også, at isen er tynd, siger han i en pressemeddelelse.

Ingen is om sommeren

Både vand og luft i området er meget varmere end normalt.

Lige nu er lufttemperaturen omkring nordpolen omkring minus 20 grader celsius, og det er faktisk 10 grader varmere end normalen.

Især omkring Barentshavet og Beringshavet er isen både mindre udbredt og tyndere, der hvor den trods alt er dannet.

I fremtiden vil de stigende temperaturer betyde, at Arktis bliver isfrit om sommeren. Spørgsmålet er kun hvornår det sker, forklarer Sebastian Mernild.

- Der er en usikkerhed omkring det. Nogle modeller siger, at det vil ske om 20-25 år. Andre siger 30-40 år. Og så der nogle, som siger, at det sker, når vi rammer 1,5 graders målsætningen over det præ-industrielle niveau. Lige nu er vi på omkring 1,2 grader. Så det vindue er ikke så stort, siger han.

Selvom Sebastian Mernild generelt er bekymret for udviklingen, pointerer han også, at der er enkelte fordele.

- Der kommer selvfølgelig nogle nye muligheder for skibstrafik og krydstogtstrafik. Og måske også nye muligheder for at finde olie, siger han.

Havisens udbredelse:

  • Siden 2007 har den arktiske isudbredelse året rundt og særligt om sommeren ligget på et betydeligt lavere niveau end i 1970'erne 80'erne og 90'erne.

  • Det lavere niveau er en konsekvens af stigende temperatur i Arktis og generel udtynding af havisen.

  • Klimamodeller antyder, at tendensen fortsætter, og at vi allerede midt i det 21. århundrede oplever de første isfrie sommer i Arktis.

Facebook
Twitter
Emner: