Klima

Verdenskendt isforsker i Grønland: Jeg frøs mine tånegle af

Jason Box rejste langt ind på indlandsisen i Grønland for at måle og veje sneen. Det afslørede, at klimaforandringerne giver enorme mængder sne.

Årets snefald og rekordlave temperaturer betyder, at der smelter mindre is end sædvanligt i Grønland. Indlandsisen skal undersøges yderligere de kommende år. (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2016) (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

I uvejsomt terræn har en ekspedition ført an af professor og glaciologen Jason Box været helt inde på indlandsisen for at finde ud af, hvordan det står til med sneen.

Den kan nemlig afsløre, hvor hurtigt arktis smelter. Klimaforandringerne giver mere sne, og sneen giver os en afgørende forståelse for ændringerne i vores klima.

Men det er vanskeligt arbejde.

- Det svært at komme frem på ski. Og jeg frøs mine fødder så meget, at tåneglene røg af, fortæller Jason Box.

Men forskerne bliver nødt til selv at komme ud på skiene. Hverken satellitter eller anden teknologi kan lave målinger af sneen.

Jason Box og hans hold stoppede for hver fem kilometer, hvor de tog sneprøver og målte mængde og vægt.

- Det er meget vigtigt, at vi finder ud af, hvor meget sne der er. For det fortæller os, hvor hurtigt og hvordan klimaforandringerne ændrer ismassen, siger Jason Box.

De seneste måneder har været ekstermt kolde i Grønland. I maj slog kulden rekord med -46.5 grad, hvilket var den koldeste temperatur, der nogensinde er blevet målt.

Mere sne, mindre is

En af fordelene med et hvidt snedække over indslandsisen i Grønland er, at mere energi reflekteres tilbage til verdensrummet. Det betyder, at isen smelter langsommere.

- Det er positivt, fordi sneen virker som en modvægt til den is, der smelter, siger Jason Box.

Desuden er der nu mere sne, der skal smelte, før varmen kommer ned til selve isen. Sandsynligvis vil det betyde, at selve isafsmeltningen fra indlandsisen i år vil ske senere en andre år, hvor snelaget var tyndere.

- Vi ved nu, at der kommer 50 milliarder tons mere sne per grad celsius stigning i den globale temperatur. Det er den gode nyhed, siger Jason Box.

- Men det balancerer ikke med den is, vi mister. Vi mister omkring 300 milliarder ton is hvert år, fortæller Jason Box.

Derfor mener han ikke, at man skal række armene i vejret og glemme klimaforandringerne.

- Klimaforandringerne er ikke aflyst. Men det er mere komplekst. Klimaet er et enormt system, der er svært at forstå. Nu skal vi forstå sammenhængen mellem mere sne, regn og afsmeltningen af isen, konkluderer Jason Box.

Indlandsisen bliver mindre

Sebastian H. Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi og leder af Nansen Center i Norge. Han mener, at det i høj grad er interessant, at isen smelter, mens der kommer et nyt og større snedække til.

- Om tendensen vil fortsætte er svært at sige noget om. Men vi ved, at en varmere luft kan indeholde mere vanddamp, og dermed kaste mere nedbør i form af regn og sne af sig, siger Sebastian Mernild.

Han peger på, at mere sne betyder, at vinterens snetykkelse er større, og at der tilsvarende skal smelte mere sne i sommerperioden for at indlandsisen går i nul.

Indlandsisen bliver for tiden cirka 300 km3 mindre per år. Og med et stigende snedække vil dette tal falde noget. Men det er uvist hvor meget.

- Vi skal nok ikke overtolke på disse tal, da der nu kun er data fra en enkelt sæson, som viser dette udsving, men vi bør være opmærksom på det fremover, siger Sebastian Mernild.

- Ser vi et markant skifte i nedbørsforhold, og måske samtidig med, at smelteforholdene ligeledes ændrer sig på grund af det varmere klima, så kan tingene ændre sig, fortæller Sebastian Mernild.

Facebook
Twitter