#Verdensmål: Ny kampagne skal ruste unge til at redde verden

Unge danskere vil gerne leve mere bæredygtigt, men ved ikke hvordan. Det skal ny kampagne på de sociale medier hjælpe med.

Videoer delt på de sociale medier eller iLoveGlobalGoals-hjemmeside (© iLoveGlobalGoals)

Unge danskere vil gerne være mere bæredygtige og klimavenlige i deres daglige valg, men de ved ikke, hvordan de skal gøre det.

Det er baggrunden for en ny kampagne, der hedder ILoveGlobalGoals, som skal mobilisere unge på de sociale medier i forsøget på at opnå FN's 17 verdensmål.

Håbet med kampagnen er, at unge mennesker vil hashtagge iLoveGlobalGoals og fem lignende hashtags på de sociale medier, når de for eksempel rejser klimavenligt eller laver bæredygtige madretter og derigennem inspirere andre unge mennesker til en lignende livsstil.

- Det skal være en slags positiv #metoo-kampagne med fokus på handling, siger forkvinden bag iLoveGlobalGoals, Lotte Hansen.

ILoveGlobalGoals har forud for kampagnens start fået foretaget en Epinion-undersøgelse blandt unge i alderen 18-30 år, der viser, at to tredjedele ikke mener, de lever bæredygtigt nok, og at halvdelen af de adspurgte unge ikke ved, hvad de kan gøre for at leve mere bæredygtigt.

De fjerne mål

Virksomheder, politikere og aktivister i alle aldre må selvfølgelig deltage i kampagnen.

Men det helt centrale mål er at få de unge mennesker, der i forvejen dyrker en bæredygtig livsstil, med på vognen.

En af dem er 17-årige Anne Elisabeth Jensdatter, der er aktiv i foreningen YDUN, som arbejder med at gøre verdensmålene vedkommende for unge mennesker.

Hun ønsker, at kampagnen bliver en succes, men ved også, hvilken udfordring det bliver at fange hendes jævnaldrende.

- Jeg tror, det bliver højskoleelever og universitetsstuderende, der kommer til at bruge det, siger Anne Elisabeth Jensdatter.

Hos de to grupper er der ifølge Anne Elisabeth Jensdatter en anden bevidsthed – en anden kultur - om verdensmålene.

- En lille del af de danske unge er virkelig engagerede i det her. Men ellers er det noget, der foregår meget langt væk for folk på min alder. Vi kan være vegetarer og gå i genbrugstøj – men hvad gør det egentlig?

Nødt til at holde fokus

Afstanden fra den enkelte unge danskers hverdag til verdensmålene – og hensigten med disse – er en af de ting, som Lotte Hansen med iLoveGlobalGoals ønsker et opgør med.

- Verdensmålene virker stadig meget "topmøde i New York-agtige". Og så er der en ubalance i informationsstrømmen, siger Lotte Hansen.

- Det er klimaet den ene dag og så Trump-snak de næste tre dage. Vi får så mange informationer, at vi bliver helt trætte. Derfor er vi nødt til at holde et langvarigt og konstant fokus på, hvad der reelt er vigtigt.

Og til at holde det fokus er der brug for nyt, ungt blod – ikke mere af det samme.

- Jeg har gået til konferencer om det her i to år. Og vi mødes de samme mennesker, med de samme verdensmålsnåle i vores skjorteflip, og vi klapper ad hinanden, og vi giver hinanden en knuser. Men lige pludselig kunne jeg ikke holde det ud længere, siger Lotte Hansen.

- Vi vil sætte spot på dem, der virkelig gør noget, og så vil vi give dem en digital forstærkning, siger Lotte Hansen.

Skal ikke være en løftet pegefinger

Verdensmålene og den bæredygtige livsstil fylder en stor del af Anne Elisabeth Jensdatters hverdag – men det gør snaps, stories og likes til gengæld ikke.

Og netop den virkelighed, at dem, der gør mest for at løse verdens problemer, ikke er dem, der er mest på de sociale medier, er Lotte Hansen også bevidst om:

- ILoveGlobalGoals kommer netop fra en frustration over, at selvom der er mange unge mennesker, der er aktive i kampen for at redde verden, så ved deres venner ikke, hvad de laver, og hvilken udfordring, vi står over for i verden. Og så forsvinder de engagerede unges arbejde ud i den blå luft, siger hun.

- De bliver nødt til at se dem selv som ambassadører for det her og dele det gode budskab. Hvis det er en ven, der deler noget eller sender dig et sted hen, er der større sandsynlighed for, at det ikke virker som en løftet pegefinger.

Flere skal med

Ambitionen for iLiveGlobalGoals er, at hver tyvende unge dansker har hørt om bevægelsen, når vi skriver september 2019.

Men Lotte Hansen tillader sig også at drømme om en endnu større udbredelse:

- Jeg så gerne, at hver tredje unge dansker lidt ude i fremtiden tænker: ”Det vil jeg gerne være en del af”, siger Lotte Hansen.

- Men i øjeblikket, er det jo kun hver tiende dansker, der ved, hvad verdensmålene er. Så det er lidt op ad bakke.

Facebook
Twitter