Harjani går ud i vandet og hun henter en mursten op fra bunden, skraber lidt mudder af den og lægger den til at tørre i solen.

Den ældre kvinde har samlet sig en bunke af mursten på en lille meter. Sammen med hendes seng – en traditionel håndskåret træseng med flettet bund, der står under et lille halvtag af grene og blade - er murstene det mest værdifulde, hun ejer.

- Jeg har sovet her, siden mit hus kollapsede under oversvømmelserne, siger hun og peger på sengen, mens hun slår så ud med hånden.

- Alt andet er tabt.

Harjanis landby ligger på en smal tange omgivet af vand. Når man er her for første gang, er det svært at forestille sig, hvordan her normalt ser ud.

Lige nu ligner landsbyen mest en mudret ø i en enorm sø.

Men når man kigger ud over vandet, får man øje på halve huse, træer og skæve elmaster uden ledninger. Det er ikke en sø. Det er landsbyer, som folk før har boet i, og marker, som folk før har levet af.

Nu er de fuldstændigt oversvømmede.

Vejene ud til Harjanis landsby er mange steder skyllet væk, og turen hertil kræver en sejltur hen over markerne i en lille træbåd med en primitiv motor.

- Jeg har aldrig set oversvømmelser som det før. Ikke som den her, siger Harjani.

Andre ældre i området fortæller det samme.

Monsun på steroider kunne ses fra rummet

I juni blev Pakistan ramt af usædvanlig voldsom monsun-regn, som FN’s generaldirektør, Antonio Guterres, rammende har kaldt en ”monsun på steroider”.

Regnen fortsatte i måneder og oversvømmede en tredjedel af landet. Oversvømmelserne var så voldsomme, at de kunne ses på satellitfotos fra rummet.

Inden monsunen – i de første forårsmåneder - var Pakistan ramt af ødelæggende hedebølge, som, ud over at skabe problemer for befolkningen, betød rekordafsmeltning fra gletsjerne i Himalaya, som bidrog til at gøre de efterfølgende oversvømmelser endnu værre.

- Vandet stod så højt, at du ikke kan forestille dig det, siger Harjanis søn, Mahboob Ali, og løfter sin hånd mod himlen.

Lige nu er Harjanis familie - ligesom resten af landsbyen og alle andre landsbyer i provinsen - afhængige af nødhjælp. Det kommer de til at være længe. De har ingen penge til at genopbygge huset, og markerne ligger stadig under vand.

- Jeg kan ikke se nogen lyspunkter. Vores marker er under vand, så vi kan ikke få ris og hvede til at spise eller græs til vores dyr, siger Mahboob Ali.

Og så gentager han den sammen bøn som alle andre mennesker, vi møder på vores vej gennem distriktet Dadu.

- Vi har brug for alting. Giv os lidt at spise, så kan vi overleve lidt længere.

Kun otte år tilbage

Både hedebølgen og oversvømmelserne i Pakistan har forskning koblet med klimaforandringer, som verdens lande nu i tre årtier har forsøgt at finde en løsning på.

I de 30 år er der for hvert år lukket større mængder drivhusgasser ud i atmosfæren, mens videnskaben er blevet mere sikker i sin beskrivelse af, hvad de højere temperaturer vil betyde for vores liv på jorden.

Samtidig er forskernes advarsler mere desperate.

I dag er der kun otte år tilbage til at skære godt halvdelen af drivhusgasserne væk, hvilket - måske - vil kunne holde os på en gennemsnitlig, global temperaturstigning på 1,5 grader frem mod år 2100, sådan som verdens lande er blevet enige om at stræbe efter.

Men mange forskere er holdt op med at tro på de 1,5 grader. De i stedet gået over til at advare om, at enhver opvarmning, der kan undgås, vil spare mange lidelser.

I dag er temperaturen steget omkring 1,1 grader, og konsekvenserne har allerede været tydelige over store dele af verden. Ikke blot i Pakistan.

Også i vores egen del af verden, hvor klimaforandringerne sidste år betød dødelige oversvømmelser i Tyskland og Belgien.

Mekanismen er fuldtændig den samme som i år i Pakistan. Simpel fysik. Når temperaturerne stiger, kan atmosfæren holde på mere vand. Når den slipper det, går det galt.

En kamp mellem rig og fattig

Der er nok at tage fat på til årets internationale klimatopmøde, COP27, der er åbnet i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh i dag.

Et af emnerne på mødet er netop situationen i Pakistan, som på tydeligste vis udkrystalliserer kampen mellem de rige og fattige lande, der helt fra starten har spændt ben for klimahandling.

Langt størstedelen af de ophobede drivhusgasser i atmosfæren er udledt fra de vestlige lande. Pakistan står kun for omkring én procent af verdens udledninger, men alligevel er det dem og andre i forvejen sårbare lande, der bliver ramt hårdest af klimaforandringerne.

Derfor kæmper de fattigste lande i år ekstra hårdt for at få de rige lande til at betale for de tab og skader, som de bliver ramt af.

Noget som USA og EU længe har vægret sig mod.

Blandt andet med henvisning til, at det er bedre at bruge pengene på vindmøller, solceller og andet, der kan nedbringe udledninger og dermed forhindre fremtidige katastrofer.

Men den slags trøster ikke, når man står midt i det.

Derfor er den pakistanske delegation rejst til Egypten med et klart krav om retfærdighed. I sidste måned sagde Pakistans premierminister, der er viceformand på årets klimatopmøde, at han ikke vil gå rundt med tiggerskålen.

- Det handler om klimaretfærdighed. Vi bebrejder ikke nogen, vi fremsætter ikke påstande. Vi siger bare, at det her er ikke noget, vi har skabt, men vi er blevet ofrene, sagde han.

Mennesker dør fortsat af sygdomme og slangebid

Præcis, hvor hårdt klimakrisen og det vildere vejr rammer kloden, er tydeligt overalt i Dadu-distriktet.

Selvom Harjani og hendes families liv er lagt i ruiner, er de stadig heldigere end andre, der peger ud over vandet, når de skal vise, hvor deres huse ligger.

Og heldigere end de mange mennesker, der har mistet familie. I alt har oversvømmelserne i Pakistan kostet over 1.700 mennesker livet, mens otte millioner er fordrevet fra deres hjem og 33 millioner er berørt af katastrofen.

Folk dør stadig. Af malaria, diarre og slangebid.

- 86 er døde af slangebid her i området, fortæller vores tolk – en lokal journalist - da vi sejler ud mod landsbyerne.

Lidt efter ser vi en død slange, der skvulper rundt i vandkanten med bugen opad.

En svimlende regning

De pakistanske dødstal stammer fra en spritny rapport fra Verdensbanken – lavet i samarbejde med EU og FN - der også vurderer, hvor voldsom en regning oversvømmelserne har efterladt Pakistan.

30 milliarder dollar løber de økonomiske tab op i, mens genopbygningen anslås at komme til at koste 16 milliarder dollar.

Det er bare for Pakistan. Andre estimater – som dog er usikre – har anslået, at prisen for tab og skader for hele verden i 2030 kan løbe helt op i mellem 290 og 580 milliarder dollar.

På dansk et Joakim von And-agtigt beløb med 12 nuller: 4,3 billioner kroner.

Mens verdens ledere snakker om de store tal på COP27, er der ikke nok telte i Pakistan til at give de mange hjemløse som Harjani ly.

Overalt, vi bevæger os, sidder folk ligesom Harjani under hjemmelavede tag af grene og blade og venter på hjælp. Nogle steder har de slået sig ned i den lille stribe, der er mellem en vej med dyttende lastbiler, motorcykler og æselkærrer på den ene side og vandet på den anden.

Hvis de vender sig for meget i søvne, falder de i.