Da flodbølgen ramte, havde Zulikha nået at få tre af sine fire børn bragt i sikkerhed på vejen, der løber på en vold hævet over landsbyen.

Hendes yngste søn, babyen Ali, var stadig i huset, men hun nåede aldrig ned til ham, før vandmasserne rev huset med sig.

- Hvad skulle jeg gøre, siger hun stille.

Hun sidder på jorden under et lille halvtag lavet af grene og iturevet pressenning. Det er her hendes gamle hus lå, og her hun i dag sover med sine børn på jorden. Her er ingenting ud over nogle spredte bunker murbrokker og mudret affald, som vandet har efterladt.

Det var i august måned, flodbølgen ramte Zulikhas landsby. Efter voldsom monsunregn i flere måneder var væltet ned over Pakistan og havde efterladt en tredjedel af landet under vand.

Liget af den lille dreng er aldrig blevet fundet. Zulikha håber stadig, at de finder ham, når vandet har trukket sig, så hun kan få ham begravet ordentligt.

Det kan ifølge myndighederne komme til at tage op mod seks måneder mere, før vandet er væk her i Sindh-provinsen, der ligger i den sydlige del af landet og er blandt de hårdest ramte.

I alt er over 1.700 blevet dræbt, otte millioner er hjemløse og 33 millioner er berørt af katastrofen.

Regningen for den rige livsstil

Situationen i Pakistan er blevet et omdrejningspunkt på årets klimatopmøde, der lige nu er i gang i den egyptiske badeby Sharm El-Sheikh.

For klimakampen handler ikke længere kun om at nedbringe udslippet af de drivhusgasser, der varmer kloden op og beskytte os mod de forandringer, der ikke længere kan forhindres.

Den handler også om, hvad der sker, når katastrofen rammer som i Pakistan.

- Vi er frontlinjen af ekstrem sårbarhed, siger Sherry Rehman, Pakistans minister for klimaforandringer.

Hun er en af de absolutte topfigurer på dette års klimatopmøde, hvor hun kæmper for at få de rige lande til at betale for de tab og skader, som klimaforandringerne allerede forvolder de mest klimaudsatte lande.

DR møder hende i hendes embedsbolig i Islamabad, kort inden afrejsen mod Sharm el-Sheikh. Hun har travlt. Mens hun får klipset sin mikrofon på, sender hun et skarpt blik gennem brillen og pointerer, at hun har "ni minutter - ikke mere".

Så tegner hun kernen af problemet op, som hun ser det.

- Landene i frontlinjen er selv meget små udledere, men vi ender med at betale for andre menneskers udslip og rige livsstil, siger hun.

Den skævhed er Pakistan det tydeligste eksempel på i år.

Landet har udledt under en procent af verdens drivhusgasser - USA har til sammenligning udledt 20 procent - men er i år blevet ramt to gange af klimarelaterede katastrofer. Før oversvømmelserne var der i foråret en langvarig hedebølge, der allerede i marts og april sendte temperaturen op over 50 grader, som resulterede i skovbrande, strømudfald og ødelagt høst.

Hedebølgen fik gletsjerne i Himalaya til at sende rekordmeget smeltevand gennem Indusfloden, der løber gennem landet. Og da monsunen så kom med sine abnorme mængder regnvand, kunne det kun løbe ud over byer og marker.

Ifølge en rapport fra Verdensbanken har oversvømmelserne betydet et økonomisk tab for Pakistan på 222 milliarder kroner. Dertil vil det koste omkring 120 milliarder kroner i genopbygning. De penge mener Sherry Rehman, at de rige lande må hjælpe med at betale.

- Vi ender med at være et land, der skal rundt med tiggerskålen. Det er ikke okay, siger hun.

Landsbyer forvandlet til øer

I Zulikhas landsby - Jagir Village - er der ikke meget tør jord.

Hvis hendes søn var blevet fundet, havde det været svært at finde et sted at begrave ham, for områdets kirkegårde er ligesom landsbyerne, skolerne, markerne og moskeerne stadig dækket af vand.

Jagir er ligesom så mange andre landsbyer forvandlet til en lille ø i en kæmpemæssig sø af grønligt vand. Kun på et sted er der en lille sti, der fører op til vejen. Her går vandet kun til anklerne.

Før flodbølgen kom, var her 50 huse, men nu er der kun en lille håndfuld tilbage. Der står et par spredte nødhjælpstelte, som de heldige har fået fat i. Resten bor ligesom Zulikha under halvtag bygget af det, man har kunnet finde - grene, blade, stof og plastik.

Når man bevæger sig rundt, skal man holde godt øje og blive på de tørre stier, for mange steder er jorden så mudret og sumpet, at man synker et godt stykke i.

Overalt sidder mennesker og stirrer ud i luften og venter. Venter på mad og hjælp. Der er ikke rigtig andet at give sig til. Der er ingenting at lave mad af. Intet markarbejde at kaste sig over. Intet at bygge sit hus op med.

Se droneoptagelser fra Jagir Village og byerne omkring. I dag transporterer små træbåde mad og andre forsyninger frem og tilbage over det, der før var marker.

Advarsel om en anden dødsbølge

Zulikhas sidder også det meste af dagen og venter. Hendes datter på halvandet år holder hun i favnen.

Hun er så lille, at vi først ikke kan forstå, hvordan Zulikha både kan have født hende og den lille dreng, hun mistede. Indtil det går op for os, at pigen er så lille på grund af underernæring.

- Vi sulter. Mine børn græder af sult. Men hvordan skal jeg give dem mad, der er ikke noget mad, for vi har mistet alt, siger hun.

Den seneste situationsrapport fra FN anslår, at op mod 1,6 millioner børn kan være ramt af akut og behandlingskrævende underernæring. Det er alene i Sindh-provinsen og naboprovinsen Balochistan.

Og så er der alle de andre onder, som det stillestående vand, der ligger overalt, fører med sig.

Vandet er det perfekt udklækningssted for myg, som fører malaria og denguefeber med sig. Klinikker og hospitaler - hvoraf over tusinde også er ødelagte - fortæller desuden om en stor stigning i alvorlige diarretilfælde, som blandt andet skyldes mangel på rent drikkevand, men også, at der mange steder ikke er plads til toiletter, så folk må bruge vandet. Det vand, som de mange steder bliver nødt til at vade igennem for at komme fra et sted til et andet. Det vand, de vasker sig i. Det vand, de fisker i.

Og som om det ikke var nok, er vinteren på vej, og nattetemperaturen vil i løbet af de kommende måneder komme under frysepunktet.

- Jeg ved ikke, hvad klima betyder

På vej gennem Sindh-provinsen kommer man forbi adskillige skoler, der stadig står under vand.

I alt er over 25.000 skoler ødelagt af vandet og yderligere 7.000 er blevet inddraget til nødlejre. Millioner af børn og unge kan ikke længere komme i skole, og det er et andet problem, som vil komme til at præge Pakistan længe efter vandet er væk.

En af dem, der ikke længere får undervisning, er 21-årige Fida Hussein. Han bor i et nødhjælpstelt med sin familie i Mirpur Village, der er lige så ødelagt som alle de andre landsbyer, vi kommer igennem.

Ligesom alle andre fortæller han om den dag, flodbølgen kom.

- Jeg har aldrig set så meget vand, siger han.

- Vi fik at vide, at vi skulle forlade vores huse og gå til et mere sikkert sted. Min fætter og nogle andre ville tilbage for at hente nogle ting, men da de var gået derud kunne de ikke komme tilbage. Han råbte om hjælp. Han døde lige derude for øjnene af os, siger Fida og peger ud over vandet mod det sted, hvor hans families hus også lå engang.

Fida er en af de eneste, vi møder ude i landsbyerne, der taler engelsk. Før vandet kom, gik han på college og drømte om at blive officer i hæren.

Det gør han stadig, men vejene er mange steder skyllet væk og for at komme frem og tilbage kræver det ikke længere kun en lang bustur, men også flere sejlture.

- Vi lever som på øer, siger han og forklarer, at hans familie intet har tilbage og slet ikke penge til transporten til skolen.

- Vi har ingenting. Vi har ikke noget tøj og tæpper, siger han.

Oxford Dictionary og en påfuglefjer

Men Fida Hussein har stadig fem af sine bøger, som han hver dag læser i, når han ikke hjælper sin far med at fiske.

Den ene er Oxford Dictionarys Engelsk-Sindhi-ordbog. Fida bruger den ikke til at slå ord op, men læser den i stedet fra den ene ende til den anden og lærer sig på den måde hver dag nye ord på engelsk. På en side ligger hans bogmærke, en påfuglefjer.

Derudover har han en bog om botanik, en om samfundslære og en encyklopædi med generel viden. I den sidste kan man læse om China Air Lines, den hellige Jomfru Maria, CIA, våbenhvile og verdens hovedstæder.

På omslaget er der også et lille billede fra sidste år klimatopmøde i Glasgow og inden i en lille tekst om klimatopmøderne.

Har du hørt om klimaforandringer, spørger vi.

Fida Hussein rynker brynene og tænker lidt.

- Nej, klima...jeg ved ikke, hvad klima betyder, siger han så og smiler undskyldende.

En gigantisk regning

Kravet om mere hjælp til klimaskader i de fattige lande har været diskuteret i forbindelse med topmøderne i de tre årtier, de har været afholdt.

Emnet blev første gang rejst af de lavtliggende Stillehavsøer, der er truet af de stigende have, men trods mange forsøg er der endnu ikke sket det store.

Danmark har som et af få lande sat 100 millioner kroner af til klimaskader, og flere andre lande har også lovet at støtte. Men gabet op til, hvad der brug for, er bredt som Indusfloden, når den går over sine bredder.

En helt ny rapport fra organisationen Oxfam Ibis anslår, at regningen for de klimaskader, Danmarks udslip alene er skyld i, vil løbe op i 27 milliarder kroner årligt i 2030.

I 2050 vil det stige til 82 milliarder kroner.

Et andet studie har peget på, at at regningen til tab og skader i verdens lande i 2030 vil kunne komme helt op i svimlende 590 milliarder dollars - eller hvad der svarer til over fire billiarder kroner. I 2050 vil der være tale om endnu større beløb.

Der er altid penge til krig

De beløbsstørrelser er selvfølgelig grunden til, at de rige lande helst ikke vil ind i diskussionen om økonomisk hjælp til klimaskader.

Deres argument lyder, at diskussionen om skaderne kan spænde ben for den virkelig opgave med at nedbringe udledningerne.

Det sagde blandt andet John Kerry, der er USA's særlige klimaudsending, kort inden topmødet. For opgaven med at finde penge til grøn omstilling er for mange af de rige lande heller ikke nem af finde hjemlig opbakning til.

Men den køber Sherry Rehman ikke. Der må være penge til begge dele.

- Der er penge til krige, er der ikke? Lad os lige fokusere tankerne. Der er altid penge til krige, gentager hun.

- Fra Afghanistan til Ukraine - og lige meget hvem, der er ansvarlige her - så er der altid penge til krige. Så har der også bare at være penge til at redde menneskeheden.

Spørgsmålet om klimaskader er et af de emner, som til stadighed skaber splid og mistillid mellem landene på klimatopmøderne og dermed forsinker mere handling, der kunne bremse opvarminigen. Sherry Rehmans håb for COP27 er, at de rige lande vil flytte sig på spørgsmålet.

- Så der kan komme aftaler mellem det globale nord og syd, og forhandlingerne ikke bryder sammen. Og at der vil være et element af retfærdighed i hele systemet, siger hun.

Imens politikerne diskuterer i Egypten, transporterer små træbåde mad og mennesker hen over det, der engang var marker i Sindh-provinsen.

Fra bådene kan man se vejen, der flere steder er bristet. En gravko er ved at fylde hullerne op med jord. Når det arbejde er færdigt, kan det være, at Fida nemmere kan komme tilbage til skolen.

Det er da altid noget.